Charlotte Holmboe
  • Cirkus Holmboe
  • Om mig
  • Om det store cirkus
  • Ry Sclerosehospital 2015
  • Ry Sclerosehospital 2013
  • Ry Sclerosehospital 2012
  • Lyt til Radio MS
  • Lidt af hvert
  • Kontakt

Han er jo ikke sur for pokker!

1/5/2014

6 Comments

 
Vi lagde så fint ud, billetsælgeren og jeg. Vi var faktisk helt klar til et romantisk og hyggeligt døgn uden artister eller andre "forstyrrende elementer".

Vi skulle ikke noget specielt, andet end at nyde hinandens selskab, ud at spise på café om aftenen og SÅ hjem og flyde i nattøj i hver vores ende af sofaen, med en film, inden vi skulle ...sove ;-)

Selve dagen og også første etape af aftenen var perfekt og længe tiltrængt. Vi har nemlig haft en juleferie, hvor der nogle dage har været lidt for mange sekvenser af "møf og øf" istedet for "nyd og flyd". 

Jeg hader "øf og møf". Jeg hader også, når jeg ved, at det er bekymringer og usikkerhed omkring mig og sclerosen, som er startskuddet til uoverensstemmelsen.

Typisk handler det om, at jeg har nogle klare forventninger og forslag til aktiviteter i Cirkusset, som bliver nedstemt af billetsælgeren. Og SÅ går jeg i gang med kataloget af argumenter for, hvorfor min idé er ufravigelig genial, og vil gøre lige præcis denne dag helt speciel!

Billetsælgerens modargumenter bliver konsekvent mødt af mit: "Men, det er fordi du ikke forstår, hvad jeg mener... Årh du virker så sur!" Vi har spillet dette stykke nogle gange i løbet af de sidste 18 år efterhånden, så replikkerne sidder lige i skabet, og afviger sjældent fra manuskriptet.

Nåh.. tilbage til vores romantiske aften, som udviklede sig lidt anderledes end forventet...Vi kom hjem fra en superhyggelig cafétur, fandt vores pladser i sofaen og tændte for den engelske film "En sang for Marion".

Der gik ikke mere end 6 minutter, så havde cirkusdirektøren mascara på kinderne, kæberne og ærmerne. CHOK! Det havde jeg ikke set komme...
Filmen handler kort fortalt om et ældre ægtepar, hvor konen, Marion, som er møgsyg af kræft kæmper for at vise sig selv og verden, at hun er ok og kan det hele. Marions mand, Arthur, derimod er pissesur og negativ hele tiden, og virker som om han ikke under hende at gå til kor og dyrke veninderne, selvom hun faktisk ikke kan slæbe sig afsted!

NEJ, HAN ER JO IKKE SUR!! Den stakkels gamle mand er møghamrende ked af det, bekymret, superbange og så skingrende afmægtig som nogen mand kan være for at miste kvinden i sit liv. Han passer på hende, på sin egen sære knudemandagtige måde. Han gør det som mange mænd gør bedst for at hjælpe og støtte. Han kører hende, han bærer hende og han lytter og grynter lidt som svar, når hun fortæller om alle de glade ting hun oplever (uden ham), og alle de angsttanker hun har (med ham) Han bruger ikke mange ord eller kram, men ham Arthur, han er der for Marion..

De to gamle mennesker elsker hinanden. De kan ikke undvære hinanden og de hører sammen. Men hooold nu op, hvor er de forskellige i deres måder at takle sygdom på.

Jeg græd og græd og græd til den film, for jeg kunne genkende mig selv og billetsælgeren i mange af de scener. Jeg vil så meget, og han siger stop. Jeg siger så meget, og han får en prop. Det kræver sin mand at være gift med en kronisk syg, som ikke kender sine begrænsninger. Og det kræver sin mand at skulle være ham, der siger nej. 


Vi lå arm i arm i sofaen, mens jeg snøftede og billetsælgeren uden et ord strøg mig over kinden. Aftenen endte ikke helt som hverken billetsælgeren eller jeg havde forudset, men vi var forbundne og helt ok. Mætte af både mad og indtryk efter filmen krøb vi til køjs :-)
Picture
Jeg VED, at billetsælgeren gør det for min skyld. Fordi han elsker mig og os to sammen. Og jeg både elsker ham og hader ham lidt for at gøre det, altså sige nej...Jeg ved, at han hader at have rollen som "nej" sigeren. Jeg er blevet bedre til at forstå, at et "nej" fra billetsælgeren skal betragtes som en investering i mit helbred...

Inde på facebook i de sclerosefora jeg er medlem af, oplever jeg, at mange (især kvinder) ikke føler sig forstået af deres mand. Mænd græder ikke, mænd sætter sig ikke ned og siger "hør her Bodil, jeg er simpelthen så drønhamrende ked af at du er syg. Vil du være ked af, at vi snakker lidt om det...". 

Nææh, en mand holder sin forbandede afmagt for sig selv. Prøver at leve op til rollen som ham, der skal holde sammen på tingene, på konen og sit eget ( forandrede) liv. Prøver måske med tavshed at tvinge en normal hverdag frem. en hverdag uden "sygesnak" og problemstillinger, som han ikke kan løse med hverken muskler, intelligens eller penge. 

Lad os give dem en chance, de kære mænd. Huske at fortælle dem, når vi har det godt og vise at vi elsker dem - også når de opfører sig som nogle nogle blinde amøber ;-) De har fortjent os og vi har fortjent dem. 

En klog psykolog fortalte mig engang, at afmagt er det eneste tabu, der er tilbage i den vestlige verden. Jeg tror på hende! 

Luk øjnene og lyt, bare lyt... til denne smukke smukke sang. Den sang Marion for Arthur i "En sang for Marion". 
6 Comments
Heidi
1/5/2014 06:43:06 am

Hej Charlotte
Puha. Det satte da godt nok lige nogle tanker i gang, der.
Nu kan jeg lidt bedre forstå, hvorfor min kæreste måske reagere (eller ikke reagere), som han gør. Han har været med fra dag 1 med alle mine skavanker, blandt andet sclerose og har faktisk ikke tænkt over hvorfor han ikke ville snakke om det før nu. Har altid tænkt at han var ligeglad, når han lukkede af.
Så alt i alt mange mange tak, fordi du måske fik mig til at forstå :)

Reply
Charlotte
1/5/2014 06:50:04 am

Kære Heidi
Jeg tror på, nej... jeg er overbevist om, at mænd altid gør det bedste de kan! Det er for pokker også en svær ting at snakke om. Ingen er ligeglad med de signaler deres elskede sender. Nogle gange har signalerne fra mig herhjemme bare været så forstyrrede, at jeg tror det er lettere at tie og nøjes med at have følere ude, og så gribe, når det går galt.

Pas godt på hinanden, og velbekomme, jeg er da glad for at mine tanker om min hverdag kan bruges af dig <3

Reply
Gitte
1/5/2014 07:53:52 am

Har ikke set filmen på anden måde end fra første parket, ud fra det du fortæller. Min mand var ikke med fra dag 1, men vidste da han mødte mig at det altså er der landet ligger. Er der noget, jeg efter 23 år med sclerosen ikke længere husker eller ved om den, er det altid ham jeg spørger. Det er ham der læser Magasinet og gør mig opmærksom på artikler der måtte kunne være relevante for mig. Han er den bedste Arthur, altid med mig og altid en perfekt 'stopper' når jeg tror lidt for meget om det jeg rent faktisk magter. Godt indlæg :-)

Reply
Charlotte
1/6/2014 05:22:21 am

<3 til dig og din mand Gitte.

Reply
Heidi
1/5/2014 06:56:15 pm

Hold da op, sådan havde jeg faktisk aldrig tænkt på det. Fantastisk indlæg, som gjorde mig lidt klogere og fik mig til at se tingene fra en anden vinkel end jeg nødvendigvis plejer!!!
Følger din blog trofast og sluger nye indlæg, så tusind tak for det og alle indspark. Du og din blog får mig til at føle mig mere "normal"
De kærligere hilsner fra mig ;-)))

Reply
Charlotte
1/6/2014 05:24:03 am

Heidi det er superskønt at vide, at mine betragtninger om liver med sclerose kan hjælpe andre. Det har været hele min "mission" lige fra begyndelsen. hi hi hi tænk at jeg er med til at få dig til at føles normal - det er skørt ;-)

<3 Charlotte

Reply



Leave a Reply.


    Arkiv

    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    October 2013
    September 2013
    August 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012


    Hvem er vi?

    Jeg er cirkusdirektør i Cirkus Holmboe. Mit cirkus har eksisteret siden 1995 og har 5 medlemmer + cirkushunden Sofus. Jeg er som cirkusdirektør ansvarlig for de daglige forestillinger, som kan variere lige fra spektakulære krumspring til de fladeste overspringshop. 

    Vi har artister, en billetsælger, badutspringere, jonglører (både med ord, tallerkner og bolde), tryllekunstnere, tankelæsere, linedansere men INGEN klovne!! 

    Mere om mig selv og mine ansatte kan læses ved at trykke på "hjem" knappen øverst. 


    Emner

    All
    At Sætte Spor
    Billeder
    Cirkusdirektøren
    Cirkus Holmboe
    Hjælpemidler
    I Fuld Galop
    Kys Sclerose Farvel
    Min Læge Dr. Clooney
    Party I Provinsen
    Radio Ms
    Sclerose
    Sejre
    Venner


    Sider jeg læser:
    • Ibbyheart.com
    • Scleroseforeningen
    • Radio om MS
    • Kom Blot



    RSS Feed

Undgå at drømme små drømme. De fratager dig gejsten til at ville handle. (Victor Hugo)