Han er jo ikke sur for pokker!

Vi lagde så fint ud, billetsælgeren og jeg. Vi var faktisk helt klar til et romantisk og hyggeligt døgn uden artister eller andre "forstyrrende elementer".

Vi skulle ikke noget specielt, andet end at nyde hinandens selskab, ud at spise på café om aftenen og SÅ hjem og flyde i nattøj i hver vores ende af sofaen, med en film, inden vi skulle ...sove ;-)

Selve dagen og også første etape af aftenen var perfekt og længe tiltrængt. Vi har nemlig haft en juleferie, hvor der nogle dage har været lidt for mange sekvenser af "møf og øf" istedet for "nyd og flyd". 

Jeg hader "øf og møf". Jeg hader også, når jeg ved, at det er bekymringer og usikkerhed omkring mig og sclerosen, som er startskuddet til uoverensstemmelsen.

Typisk handler det om, at jeg har nogle klare forventninger og forslag til aktiviteter i Cirkusset, som bliver nedstemt af billetsælgeren. Og SÅ går jeg i gang med kataloget af argumenter for, hvorfor min idé er ufravigelig genial, og vil gøre lige præcis denne dag helt speciel!

Billetsælgerens modargumenter bliver konsekvent mødt af mit: "Men, det er fordi du ikke forstår, hvad jeg mener... Årh du virker så sur!" Vi har spillet dette stykke nogle gange i løbet af de sidste 18 år efterhånden, så replikkerne sidder lige i skabet, og afviger sjældent fra manuskriptet.

Nåh.. tilbage til vores romantiske aften, som udviklede sig lidt anderledes end forventet...Vi kom hjem fra en superhyggelig cafétur, fandt vores pladser i sofaen og tændte for den engelske film "En sang for Marion".

Der gik ikke mere end 6 minutter, så havde cirkusdirektøren mascara på kinderne, kæberne og ærmerne. CHOK! Det havde jeg ikke set komme...
Filmen handler kort fortalt om et ældre ægtepar, hvor konen, Marion, som er møgsyg af kræft kæmper for at vise sig selv og verden, at hun er ok og kan det hele. Marions mand, Arthur, derimod er pissesur og negativ hele tiden, og virker som om han ikke under hende at gå til kor og dyrke veninderne, selvom hun faktisk ikke kan slæbe sig afsted!

NEJ, HAN ER JO IKKE SUR!! Den stakkels gamle mand er møghamrende ked af det, bekymret, superbange og så skingrende afmægtig som nogen mand kan være for at miste kvinden i sit liv. Han passer på hende, på sin egen sære knudemandagtige måde. Han gør det som mange mænd gør bedst for at hjælpe og støtte. Han kører hende, han bærer hende og han lytter og grynter lidt som svar, når hun fortæller om alle de glade ting hun oplever (uden ham), og alle de angsttanker hun har (med ham) Han bruger ikke mange ord eller kram, men ham Arthur, han er der for Marion..

De to gamle mennesker elsker hinanden. De kan ikke undvære hinanden og de hører sammen. Men hooold nu op, hvor er de forskellige i deres måder at takle sygdom på.

Jeg græd og græd og græd til den film, for jeg kunne genkende mig selv og billetsælgeren i mange af de scener. Jeg vil så meget, og han siger stop. Jeg siger så meget, og han får en prop. Det kræver sin mand at være gift med en kronisk syg, som ikke kender sine begrænsninger. Og det kræver sin mand at skulle være ham, der siger nej. 


Vi lå arm i arm i sofaen, mens jeg snøftede og billetsælgeren uden et ord strøg mig over kinden. Aftenen endte ikke helt som hverken billetsælgeren eller jeg havde forudset, men vi var forbundne og helt ok. Mætte af både mad og indtryk efter filmen krøb vi til køjs :-)

Jeg VED, at billetsælgeren gør det for min skyld. Fordi han elsker mig og os to sammen. Og jeg både elsker ham og hader ham lidt for at gøre det, altså sige nej...Jeg ved, at han hader at have rollen som "nej" sigeren. Jeg er blevet bedre til at forstå, at et "nej" fra billetsælgeren skal betragtes som en investering i mit helbred...

Inde på facebook i de sclerosefora jeg er medlem af, oplever jeg, at mange (især kvinder) ikke føler sig forstået af deres mand. Mænd græder ikke, mænd sætter sig ikke ned og siger "hør her Bodil, jeg er simpelthen så drønhamrende ked af at du er syg. Vil du være ked af, at vi snakker lidt om det...". 

Nææh, en mand holder sin forbandede afmagt for sig selv. Prøver at leve op til rollen som ham, der skal holde sammen på tingene, på konen og sit eget ( forandrede) liv. Prøver måske med tavshed at tvinge en normal hverdag frem. en hverdag uden "sygesnak" og problemstillinger, som han ikke kan løse med hverken muskler, intelligens eller penge. 

Lad os give dem en chance, de kære mænd. Huske at fortælle dem, når vi har det godt og vise at vi elsker dem - også når de opfører sig som nogle nogle blinde amøber ;-) De har fortjent os og vi har fortjent dem. 

En klog psykolog fortalte mig engang, at afmagt er det eneste tabu, der er tilbage i den vestlige verden. Jeg tror på hende! 

Luk øjnene og lyt, bare lyt... til denne smukke smukke sang. Den sang Marion for Arthur i "En sang for Marion".