14 fantastiske og uforglemmelige dage er fløjet afsted.
Det har været en vild, hård, sjov og allermest meget meget lærerig rejse for mig. Jeg har fået nogle oplevelser i naturen, som jeg ikke havde forestillet mig hjemmefra.

Jeg bor i det smukkeste land i verden med den mest pragtfulde natur. Det vil jeg minde mig selv om og benytte mig af! Jeg vil huske det, når solen skinner, sneen falder og også, når det er frostklart udenfor.
Men allermest vil jeg huske på det, når røven er tung, tankerne endnu tungere, og regnen vælter ned på en grå kold november mandag morgen, hvor jeg har glemt at smøre madpakkerne. Jeg har nemlig lige lært, at der er uanede muligheder for at træne min krop og samtidig få fede oplevelser lige uden for min dør, uanset om mit humør er som på en mørk novembermorgen, venstre ben strejker og trætheden er massiv. 

14 dage ude i naturen - og virkelig... jeg mener ude i naturen, med situationer, hvor selv BS Christiansen ville be' om at få slukket kameraerne, lige inden han bryder sammen af udmattelse, har givet mig troen på, at jeg sgu godt kan mere, end jeg tror og tør. Jeg kan godt gå lange ture, cykle sammen med hele mit cirkus, bestige bjerge (og bakker...:-)) samt ride uden en "trækker", selvom jeg har sclerose, for jeg holder jo bare mange og lange pauser!! Alt er relativt, og hvad der er langt i mit perspektiv kan jo for BS være en "walk in the park", men jeg kan!!

De fantastiske to, som har hjulpet, presset, trøstet og forstået mig hele vejen, er ingen mindre end fysioterapeuterne Linda og Anders, De "kan deres kram" og er ikke bange for hverken cirkusdirektørens tårer, bandeord eller grin!  De skubber bare blidt videre. Tak til Jer Linda og Anders, jeg er jer evigt taknemmelig :-) 

Jeg vil drage hjem til mit elskede cirkus om et par timer! Kufferterne er i bilen, morgenkaffen er drukket, og jeg mangler kun at sige farvel til hestene og søen inden den sidste undervisning. 

Det bliver et "på gensyn", jeg forlader Ry med. Derfor tager jeg afsted uden tårer. Jeg skal nemlig mødes med hele mit fantastiske hold, når vi den den 8. november mødes igen her i Ry til en hel dag med opfølgning på dette forløb. 

Jeg har grinet, grædt, svedt, bandet, jublet, savnet, tænkt og kæmpet. Men jeg har ikke gjort det alene, og derfor kunne jeg gentage det hele dag efter dag heroppe i Ry.

Jeg vil lytte til denne sang på vej hjem. Den gør mig glad og rolig. Jeg er faktisk overbevist om, at det er de tre fugle, som sad i min vindueskarm i morges og vækkede mig ;-) 

DON'T WORRY about a thing, 
'Cause every little thing gonna be all right 

1000 tak til alle jer, som har fulgt mig på min rejse i Ry 2013 <3

Hyphest, jernhest og kæphest!!

Disse tre slags heste har jeg de to sidste dage været i selskab med. Det har været oplevelser, som både var svære, vildt sjove, benhårde og som ikke mindst har givet anledning til refleksion hos cirkusdirektøren.

Lad os begynde med hyphesten:

I går skulle jeg lære at ride tölt! Så kort kan det egentlig siges. For de uindviede skal nævnes, at tölt er en gangart som kun islænderheste kan. Det er vist noget med, at hesten hele tiden har to ben på jorden - eller noget ;-). Vi red således  i skoven for at lære at ride tölt. 

Afsted det gik i én lang række. Min hest forstod så bare, som den eneste, ikke, hvad dens rytter bad om (SUK)! Det er her, at udtrykket "Afsted det gik i rask trav" får sin berettigelse, for min hest, med mig hoppende forskrækket ovenpå, red målrettet og lettere insisterende op forbi den "töltende" hest foran. 
Jeg fik lettere panisk råbt "Det bryder jeg mig altså ikke om det her", og vupti! så stoppede hele rækken med ét.

I det øjeblik havde jeg mest lyst til bare at stige af og gå tilbage til termokaffen i rytterstuen. Jeg huskede så gudskelov på, hvad billetsælgeren har lært mig. Hvis der er en "ting" der ikke duer, så få den byttet eller køb en ny. Jeg fik derfor byttet min hest og SÅ blev der töltet, som man ikke har set det før i den skov! Det var vildt sjovt, lidt svært men enormt bekræftende for mig, at jeg kunne og turde. 

I går sad jeg på en hest uden "trækker" i en skov og red en underlig form for trav. For et år siden red jeg i skridt med "trækker" i en ridehal - det er sgu ok - helt ok for mig!

Faktisk så tror jeg, at jeg i går et kort øjeblik følte mig lidt som en "hestepige" ;-)

Nu vokser ingen træer som bekendt ind i himlen, så i går gik jeg i seng med ondt i rø... ! I dag stod jeg så også op med ondt i den selvsamme! Dette betød i sagens natur, at tanken om at sidde på en...

Jern-hest virkede lettere frastødende på cirkusdirektøren, der er mest vant til bløde puder og en sofa.

Ikke desto mindre, så var det, hvad formiddagens program bød på: 18 km i bakket terræn. Jeg skulle følges med tre andre fra mit hold. Disse tre andre havde lige som jeg hver deres cykel. Eneste forskel var, at deres cykler var med El-motor. Cirkusdirektøren derimod, kunne sætte sig op på sin cykel fra Harald Nyborg med rugbrødsmotor. Hvis dette havde været en konkurrence, er det vist indlysende hvilken placering, jeg ville ramme mållinjen med :-)

Jeg var dog ved frisk mod, og turen var også meget smuk og foregik i solskin. Der var en hyggelig stemning, især når de andre EL-trunter indimellem slukkede for "strømmen", så jeg kunne nå op på siden af dem og få bare lidt styr på vejrtrækningen. Jeg kunne dermed stakåndet deltage i den lystige snak med svar på niveau med et  "ja", "nå" og "nej". Og så skulle vi op ad en ny bakke på hver vores cykler med og uden el ;-)

Jeg fandt i dag ud af, hvor stor en hjælp det er at have "strøm til sin cykel". Jeg blev også klar over, at jeg KAN cykle 18 km, selvom jeg har en dum spasme-dropfod, som gerne vil sætte dagsordenen. Jeg kunne fordi, jeg respekterede pauserne og udstrækningerne, som er så nødvendige for mig. Og dette faktum bringer mig videre til:

Kæphesten. Et hurtigt opslag på Wikipedia siger bla. "En kæphest kan også betegne et princip eller en hjertesag, som man gerne vil arbejde for" 

Og det er det, jeg vil! Jeg vil følge nogle pricipper og betragte det at passe på min krop, som min hjertesag. Jeg har i de her 14 dage i Ry lært, og fået bekræftet gang på gang, hvor vigtigt det er for min krop og mit hoved med pauser! Jeg har også lært, at jeg godt kan, det jeg sætter mig for, hvis jeg tør tro på det - altså virkelig tro på det... og så gøre det, selvom det  kan virke så svært!

Min kæphest må derfor med få ord være at:

• Lytte til min krops signaler og holde de pauser, den ber' om.
  
• Turde at  tro på, at jeg kan indtage naturen som træningspartner.
  
• Sørge for en plan B, så jeg også kan have det sjovt med træning i naturen.
  

Jeg vil samtidig love mig selv aldrig at blive principrytter, for der skal være plads til afstikkere, fri trav og fuld galop...

Nu er det godnat fra Cirkusdirektøren, som vil tage den sidste nat i Ry og drømme om pauser, succeser, sammenhold og fantastisk natur :-)

I morgen i morgen i morgen skal jeg hjem til mit cirkus <3 <3 <3

Hold op, hvor har jeg udtænkt mange sindrige planer for at undgå nedenstående aktivitet. Bare det at kigge på dagens program har de sidste uger udløst røde knopper, tyndskidsfornemmelser og en lyst til at vrikke om på anklen.

Der er nemlig, hvis man nærlæser, ikke tale om en vandretur, men en HELDAGS-vandretur. Jeg har mildest talt ikke været tilbageholdende med at ytre min forbeholdenhed og bekymring omkring dette vanvittige projekt.

Alle mine argumenter og forklaringer om, at jeg altså kun kan gå 1 km MED indlagte pauser er prellet fuldstændig af på begge vores (skønne) lærere/fysser. De har på det kraftigste afvist, at en medbragt seddel om, at "Charlotte kommer ikke til træning i dag pga. øjenbetændelse, fodvorter og smerter i pjæktarmen" ville være nok til at undgå dagens HELDAGS-vandreaktivitet.

SUK...Således drog vi alle afsted med madpakker, regntøj, vandrestave og drikkedunke. Alle i højt humør, nogle måske med lidt mere anstrengte smil end andre, men afsted det gik! 

Vi gik og gik, holdt pauser, pænt lange og mange for mit vedkommende, men jeg gik! Det var en fantastisk fornemmelse at kunne gå og gå. Jo jo... jeg brugte hjælpemidler og indlagte pauser, men øvelsen i dag var netop at undersøge, hvad der skal til for at kunne gå længere, end jeg bilder mig ind, at jeg kan. Hvor mange og hvor lange pauser er nødvendige for at "komme i mål"?

Jeg lærte i dag for alvor at mærke efter, hvornår JEG har brug for pauser. Jeg lærte at melde rent ud, for hvis jeg ikke respekterer min krops signaler ville det i dag blot betyde, at næste pause ville være længere, betyde max dropfod og oveni udløse mental træthed og opgivenhed.

Jeg er så lykkelig for, at hverken fodvorter eller en omgang tyndskid kom i vejen for den mest lærerige, smukke, udfordrende og succesfulde heldagsvandretur, jeg kan huske at have været med på.

Jeg har indtil turen i dag været min egen største begrænsning. Det har jeg, fordi jeg indtil i dag ikke har villet/kunnet lyttet til kroppens signaler, men tænkt, at "hvis jeg bare kæmper lidt mere, så..." Jeg fandt i dag ud af, at man nogle gange kæmper bedst siddende helt stille i en skovkant. 

Det er ligegyldigt, hvor langt jeg har gået i dag! Det der er vigtig viden her er, at det er det længste jeg har gået i 7 år.. 

Og så græd hun lidt, da dette gik op for hende, altså cirkusdirektøren... siddende helt stille i en skovkant på den rigtige side af "målstregen". 

Jeg er superstolt, meget overrumplet og bare glad glad glad, når jeg om lidt går i seng og drømmer om livet til hest i morgen. En ting er sikkert, jeg havde ikke kunnet tage heldagsvandreturen uden hele mit hold og vores lærere/fysser.

Jeg var bare slet ikke "dus med himlens fugle" i formiddags... Naturen var en dum dum træningspartner og jeg savnede min romaskine...

Jeg skrev rigtig mange ord, som startede med "lort" i mit forrige bloginlæg. Efter en tudekiks, lidt forventningsafstemning og lidt longdistance support fra billetsælgeren, arrangerede jeg en date med min gode ven Romaskinen :-)

DET det skulle vise sig, at være en perfekt date! Kærlig, svedig og med stor gensynsglæde. Vi tog en tur på 3 km i højt tempo, med en puls der ikke skuffede mig :-) Det var konditionstræning i den reneste form! 

Ja ja... måske kunne man fristes til at kalde mig "utro" mod naturen som træningspartner her i eftermiddags, men det var en skøn date på romaskinen og bare at kunne give den gas indendørs, og de voksne siger, at det er ok ;-)

Vigtigst af alt, jeg er atter dus med himlens fugle og glæder mig vildt til i morgen, hvor den står på heldags vandretur med MANGE indlagte pauser.

Argh... Lorte-sygdom, lorte-regn, lorte-dropfod, lorte hovedpine, lorte-lort!!

Hele formiddagen har vi haft konditionstræning i skoven. Intentionerne omkring dette projekt var afstemt, og jeg var klar til at gå all in med intervaltræning.. Pulsuret sad fint på venstre håndled, "pulsbåndet" forsvarligt placeret lige under attributerne og dictusbåndet var fastmonteret på venstre ankel. Kort sagt, jeg var KLAR!

Konceptet var enkelt nok. Vi skulle afprøve forskellige former for konditionstræning! Altså konditionstræning, hvor vi skulle have pulsen op på ca. 80 % af vores max puls. Dette kræver i sagens natur, at man arbejder for sagen.

Første øvelse var derfor, at vi skulle løbe/gå (max)hurtigt i 5 minutter, pause i 1/2 minut og så forfra igen. Lorte øvelse for en cirkusdirektør, som bare så gerne vil mærke fornemmelsen af at svede og ikke kunne snakke, fordi hun knokler og kæmper. Lort fordi cirkusdirektøren pga lortesygdommen sclerose har tilraget sig en dropfod og et knæ, som overstrækker ved udtrætning. 

Det gik bare slet ikke, som jeg i al min enfoldighed havde håbet. Jeg endte tværtimod med at småbande og småpive lidt for mig med et dumt dumt ben på slæb. Jeg havde en puls, der ikke på noget tidspunkt var højere, end at jeg med lethed kunne have sunget Nationalsangen højt og klart samtidig med mine "udfoldelser". Min puls forblev nemlig nærmest lavere, end når jeg sidder på toilettet eller vågner efter min middagssøvn :-(

Anders, min fysioterapeut, kunne ikke undgå at se frustrationen boble i mig. Han fik mit fokus tilbage, og mindede mig om, at "Charlotte, nu ved vi jo så, at den her form for konditionstræning ikke er optimal for dig", og "at nu har du fået indblik i, hvad pulstræning er".
Han har jo ret, men jeg er bare stadig rigtig ked af det, for det at mærke sveden efter en løbetur, ikke at kunne få vejret og den irriterende "kriller"hoste efter løbeturen har været en del af mit liv, og lige i dag savner jeg det. Savnet er der garanteret nok mest, fordi jeg i dag blev konfronteret med mine fysiske begrænsninger "in my face" og ramt på noget, som jeg ville elske at kunne igen.

Det kan godt være, at jeg er begrænset fysisk med en dropfod og et knæ som kræver selvstyre, når jeg prøver naturen af som træningspartner - ihvertfald hvad pulstræning angår. Men det skal være løgn skal det! Så må jeg bare ty til min gode ven romaskinen. Derfor vil jeg nu snuppe en tudekiks, stramme ballerne, putte musik i ørerne og tage en to km rotur på 2. sal her i Ry inden aftensmaden.

I morgen skal vi på vandretur en hel dag. Jeg er spændt, men er sikker på, at det bliver en skøn tur, som jeg skal fortælle min skønne veninde om, når hun kommer og besøger mig i morgen aften. 

Ikke mere lort fra cirkusdirektøren, for så begynder det vist snart at lugte ;-)

Fredag var Kanotur-dag i Ry! Stemningen var høj og vejret var perfekt til at give den gas i tre kanoer en hel dag. Ingen kæntringer, gode madpakker og fantastisk selskab betød en PERFEKT fredag på "arbejde".

Med kanoturen siddende i kroppen, både hvad angår trætte arme, der føltes 4 meter lange, en øm r.. og vigtigst af alt en boblende glad følelse i hjerte og mave, lagde jeg kl. 15 kursen mod Campingpladsen i Funder, hvor hele mit cirkus ventede på mig.

Jeg har i år savnet mit cirkus lidt i løbet af ugen, der er gået. Derfor var det himmelsk at få kysset og krammet mine artister og min elskede billetsælger. Weekenden er fløjet afsted med fede oplevelser. Jeg har i forhold til energiniveau og de signaler, jeg er ved at lære min krop giver mig, været meget opmærksom på de ting, som jeg har lært den første uge her i Ry.

Jeg har bestået den eksamen, som hedder "at holde weekend og bevare energien". Derfor er jeg faktisk både stolt over og taknemmelig for at have haft så meget overskud i den her weekend. Mine krykker er ikke blevet brugt en eneste gang, men har fået fast plads i bagagerummet i Berlingoen!

- Og det er altså ikke fordi vi har siddet og flettet tæer hele tiden! Vi har besøgt venner, som forkælede os max, og bød på  alt det som Ry ikke byder på af mad. Tak Tina og Thomas + unger, både for kage og super selskab :-)

Lørdagens udflugt gik til Ferskvandscentret Aqua. For tre fiskeentusiaster i Cirkus Holmboe var dette et slaraffenland af oplevelser. En endeløs række af akvarier med fisk, som man rent faktisk (med lidt held) kan fange i de danmark, gjorde oplevelsen helt speciel. 

Ældsteartisten og jeg råhyggede på en bænk i solen med udsigt til både oddere, bævere og ænder imens. Vi ladede samtidig i al hemmelighed op til den store "forhindringsbanetur", som stod klar til os. For at mit Cirkus ikke skal tro, at mit ophold "Naturen som træningspartner" er et andet ord for ferie med all inclusive, måtte jeg træde i karakter og vise, hvad jeg har lært i ugen der er gået i Ry...

Det er vigtigt at kysse og kramme, og det er vigtigt bare at være sammen. Jeg har derfor kysset mine læber ømme og krammet mine arme trætte og er fyldt op nu med kærlighed og oplevelser sammen med mit elskede cirkus til at kunne tage en uge til, hvor jeg er sikker på, at jeg lærer ligeså meget om mine grænser, begrænsninger og muligheder som i uge 1.

Før Ry havde jeg for eksempel bildt mig selv ind, at jeg ikke kan gå armgang, for "det har jeg slet ikke kræfter til". Sikke noget pjat... faktisk er jeg i en situation nu, hvor Tarzan bare kan komme an - sgu! TA DAA!!

Naturen er fantastisk. At lege og træne i naturen er endnu mere fantastisk. Det vil jeg huske!!

Jeg blev i går bevidst om et helt bestemt handlemønster, som gælder, når jeg føler mig presset fysisk og føler mig for udfordret. Jeg transformeres til "Charlotte 8 år"!

Det skal lige siges, at Charlotte på 41 bilder sig ind, at hun er helt pjattet med udfordringer. Det viser sig nu på det her forløb at være en sandhed med modifikationer. 

To dage i træk er jeg blevet præsenteret for nogle (for mig) kæmpe udfordringer i form af sportsgrene, jeg ikke har prøvet før...

Charlotte 8 år reagerer ved først at blive helt stille, måske lidt afvisende i sit kropssprog, søgende efter en undskyldning for, hvorfor hun sikkert ikke er så god til det liiiiige i dag. Når aktiviteten så går i gang forvandler hun sig til klassens klovn, for det er en fantastisk udklædning til bevarelse af illusionen om, at "jeg har faktisk heelt styr på det her, jeg gider bare ikke tage det alvorligt"

Jeg fortalte mine betragtninger om min evne til "forvandling" til et par stykker fra mit hold i dag. De kunne faktisk godt se mønsteret, og det gav mig sparket til at blive 41 år igen. 

Og sikken en dejlig dag det så har været!!

Vi skulle i går morges på "Præcisionsorientering" i skoven med rare Knud, som ved alt om orienteringsløb og skoven. Det var en fantastisk oplevelse, og jeg kunne gå helt vildt langt uden at få dropfod, koncentrere mig om både at bevæge benene og snakke samtidig, løse opgaverne undervejs uden at fjolle. GOD formiddag for cirkusdirektøren. Jeg fik en tredieplads, men man kan jo godt dele guldet ik' ?! 

Balancetræning i går eftermiddags havde ikke meget tilfælles med de redskaber og udfoldelser, jeg er vant til fra fyssen derhjemme. Hold op, hvor var det helt vildt "Rocky" agtigt. Træstubbe, store sten og enormt meget i ét med naturen. Det var en fantastisk måde at træne balancen på. Alle har redskaberne, det er gratis og i går også lidt vådt :-)

Nedenfor kan du få inspiration, hvis du selv skal ud og "købe" redskaber til balancetræning.

En rigtig god afslutning på dagen var både at vejret klarede op, men i særdeleshed også, at to af Scleroseforeningens informatører kom og holdt foredrag om, hvad scleroseforeningen er, og ikke mindst hvad man kan bruge den til. Det var sjovt og skønt at møde Jesper live og også at han havde Karina med. Jeg er taknemmlig for, at vi i "min" forening har frivillige, som vil bruge tid og hjerteblod på at tage rundt og informere om denne sygdom og mulighederne for at få hjælp.

Tak Jesper og Karina for en superfin aften, og så glæder jeg mig til at servere Othellelagkage, når i skal til Sønderborg ;-)

I dag i dag i dag skal jeg kysse, kramme og nyde mit cirkus fra kl. 16!! Men inden da skal jeg ud at knokle i en kano hele dagen.

Solen skinner, mit humør er i top, Jeg er i dag 41, og bliver ved med at være det, og livet er sgu helt ok for mig!

I går aftes gik jeg træt og lidt eftertænksom i seng meeeget tidligt! Dette var min plan A.

I går aftes stod jeg så op igen en time senere, fordi Marianne proklamerede bål, hygge og rødvin på terrassen. På med tøjet og hyggesokker igen. Dette var så min plan B, og ikke noget jeg havde set komme.

Men det var så dejligt at blive hevet ud af eftertænksomheden og få bål, god stemning, ro og hygge i bytte :-)

... Lige indtil stilheden blev afbrudt af en hvæsen i det fjerne. Ud af det blå kom en luftballon svævende smukt og helt højtideligt ud over søen. Det var som om alt bare gik op i en højere enhed. Væk var den igen, men så kom der da bare en til forbi og én til.

Synet af tre flotte og imponerende luftballoner afsluttede min aften på en helt anden måde, end jeg havde forudset. Samværet med de skønneste mennesker på en terrasse pakket ind i tæpper omkring et bål gør mig glad og varm indeni.

Life's good og i morgen skal jeg kysse mit cirkus til de segner!

Jeg har hele formiddagen haft et fast greb om køllen. Alt for fast og alt for akavet, for jeg havde slet ikke styr på kuglerne samtidig. Man skal åbenbart have helt tjek på kølle-teknikken, holde lidt løst om den og ikke rykke for hårdt, for at være sikker på, at den rammer, hvor den skal. Med mig som "køllemester" vil det være en overdrivelse at påstå, at kuglerne blev overbelastede! 

Jeg taler naturligvis om dagens golflektion og mine manglende evner ud i denne sportsgren. Vi ankom i morges til Himmelbjergets Golfklub, hvor Mr. Ingo tog imod os og fik os indviet i golfsportens (kognitivt) udfordrende verden. vi stillede os derefter 10 mand op på én række og begyndte frysende at øve os på at ramme bolden rent, eller for mit vedkommende bare ramme ;-).

Hold nu op, der er mange ting at holde styr på. Både benstilling, kasket, arme, hændernes placering + alle de andre golfspillere. Jeg var tydeligvis en af de golfspillere, der lynhurtigt kan identificeres ved, at der høres en tung lyd som i "kølle rammer græs med stor kraft"... efterfulgt af et "Fuck for fanden da osse".

Med andre ord, så var dagens golfoplevelse ikke en konstatering af cirkusdirektørens lysende talent udi golf, og derfor naturligvis heller ikke den foretrukne sportsgren! Jo jo, jeg var da hæderlig til at putte, men vil egentlig hellere putte hjemme under dynen ;-) Nu samler jeg jo succesoplevelser, og sådan en fik jeg da også med hjem, idet jeg til slut udførte et sejt trick. Dette kn ses ovenfor. Det var faktisk faktisk ret svært ;-) 

En tiltrængt middagspause blev brugt på hvile, frokost og at ikke mindst til at sidde og meditere i solen. Jeg var derfor ladet op til eftermiddagens grupperefleksion med psykologen og efterfølgende fysiske udfordring. Denne udfordring skulle teste, om vi er i stand til at mærke vores egne grænser og hvad der sker, når vi ikke lytter til de signaler, som vores krop giver os. Den disciplin var jeg HELLER ikke verdensmester til, men lærte en masse i løbet af en halv time. Argh...hvor har jeg meget at lære og øve mig på, også når jeg vender hjem til cirkustteltet om 1 1/2 uge.

Det har været en lang, begivenhedsrig og kognitivt meget udfordrende dag for mig. Den har slet ikke har nået at bundfælde sig, men forårsager bare "mudderhjerne" lige nu. Jeg er træt både fysisk og psykisk her i aften og har egentlig bare brug for at passe mig selv, min krop og mine tanker. Mit pragtfulde hold sidder og hygger med rødvin og snak. Jeg ligger i min seng og lytter til musik og har tændt et lys... Lige om lidt vil jeg liste ned og sige godnat til hestene, og så bare putte under dynen, for DET er jeg god til :-)

I aften savner jeg mit cirkus helt vildt og glæder mig til på fredag, når jeg skal se dem igen. Jeg trænger til at kysse dem, kramme dem, dufte til dem og bare være sammen med dem. Den følelse/savn går over, når jeg sover! - og derfor skal jeg i seng om lidt :-) 

Det har været en dag på repeat! De følelser jeg har været igennem i dag har nemlig været en tro kopi af min dag nr. 2 sidste år. 

I morges skulle jeg sætte et individuelt mål for mit forløb i de her 14 dage. Jeg tænkte og tænkte og endte med at skrive:

"Jeg ønsker at finde strategier til at turde træne i naturen" 

Jeg læste sætningen igennem flere gange og tænkte "Ok Charlotte, det er så her, du er nu! Face your fear og fokuser så på, at NU bliver det anderledes. Det er nu og her, du får hjælp og et spark i røven, så du giver den en skalle og tror på projektet basta!!" 

Jeg har indset, at det er min frygt for ikke at have en brugbar plan b, en udvej, som gør, at jeg begrænser mig selv og sætter barren længere og længere ned for, hvad jeg tør at give mig i kast med udenfor matriklen. 

Jeg VIL rigtig gerne, men trænger til hjælp og støtte til at springe ud i det og tro på, at jeg godt kan. Den støtte fik jeg så i dag!! Vi skulle nemlig ud at gå stavgang. En ret lang tur faktisk! Ihvertfald føltes det sådan, inden vi kom afsted...

Vi gik og gik og endte ved den smukkeste sø med bænke, ænder og små både. Kaffe, boller og frugt som var medbragt, blev indtaget i godt selskab og solskin med en storsmilende cirkusdirektør placeret på en bænk uden smerter i venstre ben eller dropfod :-) Fantastisk oplevelse, som gav mod på mere!

Okay! ikke mange træer vokser ind i himlen, så efter at have småblundet under hele frokosten, da vi var kommet hjem igen, skreg min krop efter en times middagssøvn. Halvt bevidstløs efter denne times dyb søvn, ankom jeg til teltet, hvor vi skulle mødes. Vores lærere stod med små irriterende hop på stedet og gentog, mens de smilede over hele hovedet: "Nårh er i klar... Er I, nu skal i til at lave noget!" :-)

Mit fokus var ikke umiddelbart "at gi' den max gas", men nærmere at foreslå, at jeg rigtig gerne ville hente kage til kaffen, mens de andre "gjorde klar og lavede noget". Min forbandede dropfod viste sig nemlig pludselig med fornyet styrke og mit venstre ben blev stift som træerne i den skov, vi nu skulle knokle i :-( 

"Jeg ønsker at finde strategier til at turde at kunne træne i naturen og min bare røv" tænkte jeg, og blev på et splitsekund transformeret om til den stille og forsigtige pige i klassen, som frivilligt holder sig tilbage... 

Øvelsen var, at vi skulle lave cirkeltræning, hvilket foregik på en 400 m. lang rute i skoven, hvor der var indlagt 13 øvelser, som indeholdt konditionstræning samt styrketræning. 

Vi måtte ikke tale sammen (læs: cirkusdirektøren kunne så ikke pjatte sig ud af nederlaget) vi skulle gi' alt hvad vi havde i os og tage lige så mange runder vi kunne (læs: cirkusdirektøren var flad inden start og relativt opgivende).

Jeg klarede én runde med en hyperventilerende vejrtrækning og et spasserben, som ikke ville med rundt på turen. 
Det føltes som en dum dum "leg", de voksne havde fundet på, og jeg blev sur og ked (helt for mig selv). I 5 minutter sad jeg i skovbunden med tårer i øjnene og fandt på grimme ord, inden jeg rejste mig og tænkte "fandeme nej! jeg SKAL være med til det her" og så tog jeg en runde til!

Jeg gjorde det! jeg prøvede igen, og jeg gjorde det med en vejrtrækning, der var normal og med et ben som ikke protesterede nær så meget som første tur! Og så græd jeg lidt igen - også helt for mig selv... For jeg tror på det nu! Jeg blev så stolt, glad og forbavset. Jeg skal sgu nok få fundet gode strategier, så jeg tør at stole på at jeg kan træne i naturen igen. 

Nåh.. men ingen sejr uden en tur i søen! Der er ingen tvivl om, at det er med livet som indsats, at vi hoppede i søen i aften, for min gode ven som ved noget om Sømonstre, sendte mig dette billede i går, som jo beviser, at der rent faktisk findes et monster her i Ry :-)

Jeg går glad og taknemmelig i seng, for jeg er kommet på det skønneste hold med mennesker, som kan grine, lytte og forstå. I morgen gælder det golf på Himmelbjergets Golfklub og meget andet, som jeg slet ikke kan overskue her kl. 22.30. Nu vil jeg sove og drømme om træning i naturen :-)