Charlotte Holmboe
  • Cirkus Holmboe
  • Om mig
  • Om det store cirkus
  • Ry Sclerosehospital 2015
  • Ry Sclerosehospital 2013
  • Ry Sclerosehospital 2012
  • Lyt til Radio MS
  • Lidt af hvert
  • Kontakt

Ry med ro 

8/5/2013

2 Comments

 
Picture
Lidt stilhed, lidt tårer hos en enkelt artist, udsøgt morgenmad og mange kram var morgenens indhold, inden cirkusdirektøren hoppede i Berlingoen og drog mod endnu en rejse til og i Ry.

Første stop på min rejse til Ry var Lagkagehuset. En Othellolagkage med en kærlighedserklæring skrevet på et "Kys sclerose farvel" postkort påklistret æsken blev betalt og bestilt til afhentning af billetsælgeren kl. 14! 

Mit cirkus skal ikke lide af Othellomangel, fordi jeg har forladt skuden, så det måtte jeg ringe og fortælle billetsælgeren :-) STOR glæde og taknemmelighed i teltet!!

Nu er jeg her så, altså i Ry! Hold op, hvor er her stille... Dagen i dag er gået med indkvartering, lære mit hold på 10 mand at kende, drikke kaffe, modtage informationer om mangt og meget fra vores tre fantastiske lærere, og naturligvis indsnuse stemningen igen. 

Jeg er meget spændt på dette ophold "Naturen som træningspartner".
Spændt fordi mit udgangspunkt er et helt andet end for et år siden. Psykisk har jeg det helt fantastisk, men fysisk er jeg stokkeejer nu og ser mig selv i kategorien "fysisk ramt". Jeg bilder mig ikke ind, at jeg lærer at løbe i løbet af 14 dage. Jeg tror faktisk slet ikke, jeg vil bruge energi på at gøre forsøget, men i stedet få hjælp til at afsøge andre spændende ting, jeg kan bruge og få energi på.

Der kommer til at foregå mange spændende ting i løbet af de næste 14 dagesforløb. Vi skal bla. sejle kano, ride, cykle, cirkeltræne, på vandretur (gisp) og spille golf. I dag lagde vi blødt ud med en lille konkurrence!
Picture
Vi skulle spille petanque, og jeg behøver vel slet ikke nævne, hvem der var på vinderholdet?? Det var rigtig sjovt og en fantastisk måde at ryste 10 mand sammen på :-) 

Sejren skulle selvfølgelig fejres med manér, så hvad var mere nærliggende end at hoppe i søen. Med fare for at blive ædt af det farlige sømonster, der efter sigende ligger på lur, sprang vi 5 mand ned i det kolde, grønne, mørke, meget mørke vand, hvor tangen kilder en på maven og muslingerne skærer i tæerne, hvis man forvilder sig til at stå på bunden! Det var SKØNT og ret angstprovokerende :-)

Picture
Jeg blev ramt af snigende rastløshed her i aften, og tog derfor cyklen ind til havnen og nød en is i aftensolen. Der sad jeg helt alene med en softice og mindedes Ry sidste år, hvor vejret og livet var på mit hold i de fire uger, jeg tilbragte her. Jeg er så taknemmelig for at have fået muligheden igen, og glæder mig til at komme i gang i morgen, hvor vi skal ud at gå stavgang (og meget andet).
2 Comments

JEG DRØMMER OG TROR PÅ DET!

8/4/2013

0 Comments

 
Picture
Dagen i dag sluttede på en bådebro med bølgeskvulp og ikke mindst "go' karma".

Mellemsteartisten inviterede på en aftenudflugt til sit hemmelige fiskested. Fanastisk at tilbringe min sidste aften inden Ry på en bådebro. Selv yngsteartisten nød roen og kunne tie stille...

I morgen skal jeg afsted, og jeg er klar - helt klar med både kuffert(er), nybarberede ben og fuld tank på Berlingoen. Jeg har sovet fantastisk i nat og haft mere energi i dag, end jeg har haft den sidste uge tilsammen. 

Det vil være en overdrivelse at sige, at Cirkus Holmboe er himmelråbende begejstrede for, at cirkusdirektøren forlader foretagendet i 14 dage. Vi har været sammen 24/7 i de sidste mange uger, oplevet en masse ting og nydt hinanden. Nu skrider jeg så til Ry midt i det hele Jeg oplever hverken civil ulydighed eller optøjer blandt de ansatte i cirkuset pga direktørens afrejse, men der høres og mærkes lidt mumlen i krogene. 
Og det er helt ok, for vi hører sammen os fem. Vi hjælper hinanden, vi skændes, vi ruller med øjnene  og ryster på hovedet, vi griner, vi driller, vi lytter, vi trøster... og alt det gør vi, fordi vi elsker hinanden!

Nu tar' jeg 14 dage, hvor jeg får ladet op, får et spark i røven og bliver hjulpet - og det ved vi godt allesammen er det rigtige. Det kunne vi se for præcis et år siden, da jeg kom hjem fra Ry, så jeg vil gi' den gas i et tempo, hvor jeg kan følge med.

Picture
Jeg vil gå i seng nu, ligge i ske med ham jeg elsker, vågne i morgen tidlig og dufte til mit crew inden jeg vækker dem. Når Berlingoen efter morgenmaden fragter mig til Ry er det med bevidstheden om, at jeg er elsket, men ikke uundværlig. Det er en god og rigtig følelse, for så kan jeg koncentrere mig om at "inhalere" Ry. 

Jeg vil spille denne sang inden jeg lægger mig til at sove, Det kan ikke gøres smukkere! Lyt til teksten og "tro på det mine damer og herrer".
0 Comments
Forward>>

    Categories

    All
    Inden Afrejse
    Uge 1
    Uge 2

    RSS Feed

Undgå at drømme små drømme. De fratager dig gejsten til at ville handle. (Victor Hugo)