I morges skulle jeg sætte et individuelt mål for mit forløb i de her 14 dage. Jeg tænkte og tænkte og endte med at skrive:
"Jeg ønsker at finde strategier til at turde træne i naturen"
Jeg læste sætningen igennem flere gange og tænkte "Ok Charlotte, det er så her, du er nu! Face your fear og fokuser så på, at NU bliver det anderledes. Det er nu og her, du får hjælp og et spark i røven, så du giver den en skalle og tror på projektet basta!!"
Jeg har indset, at det er min frygt for ikke at have en brugbar plan b, en udvej, som gør, at jeg begrænser mig selv og sætter barren længere og længere ned for, hvad jeg tør at give mig i kast med udenfor matriklen.
Jeg VIL rigtig gerne, men trænger til hjælp og støtte til at springe ud i det og tro på, at jeg godt kan. Den støtte fik jeg så i dag!! Vi skulle nemlig ud at gå stavgang. En ret lang tur faktisk! Ihvertfald føltes det sådan, inden vi kom afsted...
Mit fokus var ikke umiddelbart "at gi' den max gas", men nærmere at foreslå, at jeg rigtig gerne ville hente kage til kaffen, mens de andre "gjorde klar og lavede noget". Min forbandede dropfod viste sig nemlig pludselig med fornyet styrke og mit venstre ben blev stift som træerne i den skov, vi nu skulle knokle i :-(
"Jeg ønsker at finde strategier til at turde at kunne træne i naturen og min bare røv" tænkte jeg, og blev på et splitsekund transformeret om til den stille og forsigtige pige i klassen, som frivilligt holder sig tilbage...
Øvelsen var, at vi skulle lave cirkeltræning, hvilket foregik på en 400 m. lang rute i skoven, hvor der var indlagt 13 øvelser, som indeholdt konditionstræning samt styrketræning.
Vi måtte ikke tale sammen (læs: cirkusdirektøren kunne så ikke pjatte sig ud af nederlaget) vi skulle gi' alt hvad vi havde i os og tage lige så mange runder vi kunne (læs: cirkusdirektøren var flad inden start og relativt opgivende).
Det føltes som en dum dum "leg", de voksne havde fundet på, og jeg blev sur og ked (helt for mig selv). I 5 minutter sad jeg i skovbunden med tårer i øjnene og fandt på grimme ord, inden jeg rejste mig og tænkte "fandeme nej! jeg SKAL være med til det her" og så tog jeg en runde til!
Jeg gjorde det! jeg prøvede igen, og jeg gjorde det med en vejrtrækning, der var normal og med et ben som ikke protesterede nær så meget som første tur! Og så græd jeg lidt igen - også helt for mig selv... For jeg tror på det nu! Jeg blev så stolt, glad og forbavset. Jeg skal sgu nok få fundet gode strategier, så jeg tør at stole på at jeg kan træne i naturen igen.