Jeg har været hjemme i weekenden og sikken dejlig weekend, vi har fået lavet med langsomme milde dage, god mad og hygge i haven og i sofaen :-) 

Men midt i alt den idyl, har der også været den der kørestol!!  Det er et slet skjult faktum, at den og jeg ikke har taler samme sprog... Vi har faktisk næsten ikke engang talt sammen siden den for lidt over en uge siden flyttede ind i Cirkus Holmboe.

Min første uge i Ry havde jeg kørestolen med og nåede da også at få lidt skæld ud af de voksne for ikke at bruge den nok! Jeg har, hvis sandheden skal frem, mest kørt små ture ud på badeværelset, hvor jeg har parkeret den, så jeg ikke skulle forholde mig til den.

Velvidende at det klart er at tage min virkelighed med svigende ben alt for uhøjtideligt, så har jeg ikke været klar til at lære at stejle, køre over kantsten og op ad bakke - og da slet ikke i selskab med andre.

De er kloge, de der voksne i Ry, så jeg fik lektier for, da jeg sagde farvel til min vejleder i fredags. Jeg skulle lære at bruge kørestolen herhjemme i mit cirkus. Æde forfængeligheden og usikkerheden.  Min usikkerhed omkring "projekt kørestol" fjernes unægteligt bedst ved at pakke den ind i livet. Og det gjorde Peter og jeg så lørdag aften. Vi pakkede min (og hans) usikkerhed ind i en tur ud i livet. 

NU taler vi samme sprog - min kørestol og jeg! Vi stejler og hviner. Vi triller og griner. Naboerne rækker tomlen i vejret, når jeg med tungen lige i munden er ude og øve. Alle synes den er sej og børnene på vejen hopper højt på trampolinerne for at se mit nye køretøj over hækken. Det er ok - det er faktisk HELT ok!

Jeg har i den her weekend lært at være taknemmelig og glad for mit nye hjælpemiddel. Derfor er jeg faktisk også lidt træt af, at jeg så længe har udskudt at få en kørestol. Jeg kan kun sige undskyld til alle jer, som jeg ikke har villet lytte til. Men også TAK til jer for ikke at tie stille, men blive ved med at pirre til min næsten religiøse stædighed.

Jeg elsker mit cirkus. Jeg elsker dem for at byde min kørestol så hjertelig velkommen. Jeg elsker dem, når de siger "Du er altså ikke så utjekket, som du selv tror mutti" og "Slap nu bare af og nyd turen - det er altså lettere når du ikke hjælper med de der hjul!"

Jeg har  kun lige fået "kørekortet" til stolen. Det betyder også, at jeg stadig ikke har fundet en naturlig plads til mine arme, når jeg bliver skubbet (så jeg sidder mest bare og piller lidt i en neglerod). Jeg har heller ikke fundet den rette grimasse, når jeg er nødt til  at rejse mig og løfte stolen over en høj kantsten, lige i det øjeblik at pensionistklubben cykler forbi, stirrer vantro og siger mojn...

Jeg skal nok få lært det hele! Både det med armene og grimasen. I morgen tidlig drager jeg til Ry og der vil jeg blære mig med alt det jeg har lært i weekenden. Jeg har nemlig lavet mine lektier :-) Og måske lure de andre i kørestol lidt af :-)

Det er fire dage siden, jeg landede på Ry Sclerosehospital. 
Fire dage, som jeg hjemmefra havde planlagt skulle bruges på træning og atter træning af min attakramte krop. 

Så træning er en del af mit ophold. God, målrettet og fokuseret træning med den bedste fysioterapeut, jeg kan ønske mig. Hun lytter, smiler, dirigerer mig nænsomt i den rigtige retning og beder mig så om "lige at tage fem mere". 

Det er ikke første gang, jeg er indlagt i Ry. Det er heller ikke første gang, jeg har ønsket træning som hovedtema. Det er derfor heller ikke første gang, at de fantastiske ansatte har set ud over mit ønske og har gravet sig ind til, hvad jeg (også) har BRUG for i disse to uger.

Nemlig søvn.

Jeg er så træt og jeg trænger så meget til at sove. Mit hoved er proppet med tanker, der ikke kan finde ud. Jeg sover ca. fire timer i døgnet. Det er ikke særlig meget, og slet ikke, når der i løbet af de fire timer er indslag af vågenhed og tankemylder. 

Hvis der er noget, de er eksperter i her i Ry, så er det tværfagligt samarbejde. Den ene ved hvad den anden gør og følger op på dette. Der er handling bag ordene og de får ting til at ske. Jeg er derfor blevet et slags tværfagligt "søvnprojekt" med kugledyne, skemaer der udfyldes med søvnrytme, psykologsamtaler og mindfulness tam tam. Det er så trygt at blive taget alvorligt og føle sig forstået.