I dag har jeg følt mig så meget som denne ene ven!! kikset tøj og maveplaskermester - thats me today:-)
Alt hvad der kunne gå lidt galt, få mig til at virke fjollet og ikke helt som alle andre har denne dag indeholdt - lige fra morgenstunden! Jeg er blevet uvenner med.., men også glædet mig over sande venner i nøden.
Tirsdag er min "styrketræningshviledag". Efter at have slået min benpres-rekord i går, hvor jeg nåede op på 100 kg, var jeg i morges SÅ klar til at mærke træerne vokse ind i himlen: Så på med løbesko og løbetøj, hund i snor og afsted med mig... Jeg planlagde letsindigt nok at tage en rute, der hed 900 m ligeud og så 180 graders vending og samme rute hjem igen! Afsted det gik, indtil jeg nåede næsten ud til "vendepladsen", så kunne man høre denne lyd "KLASK slæææb, KLASK slæææb, KLASK slæææb" Rigtig mange med sclerose ved, at dette ikke er lyden af en våd gulvklud der rammer jorden og bliver slæbt henover jorden, men derimod lyden af en fod, som som ikke vil være venner med hjernen. Jeg troede virkelig, at min fod og hjerne var blevet best friends, som nu deler alle oplevelser i fred og fordragelighed, men NEJ! Uvenskabet betød, at cirkusdirektøren måtte humpe skuffet og svigtet hjem:-( Lortevenner - ret frustrerende, at man ikke kan sende dem ind på hver deres værelse!
Nåh... men efter et varmt bad og iklædt rent PÆNT tøj, skulle jeg på arbejde, hvor en laaaang dag ventede mig. Jeg bliver her nødt til at indskyde, at jeg i dag havde iført mig en BH af lidt ældre dato, men stadig vældig pæn:-) Min gode ven Berlingoen og jeg kommer kørende, da jeg pludselig mærker et smæld på højre skulder... Og nej det var ikke et piskesmæld, men såmænd bare stroppen på min BH, der sprang midt i et lyskryds!! Så sku da fanden i hel....!!
Iført en "1/2 BH" tropper jeg op på arbejde, hvor jeg hviskende får spurgt min søde kollega og gode ven, om hun ikke vil være sød at binde min BH strop. KAPOW!!! 1 1/2 minut tog det, så vidste alle på lærerværelset, at cirkusdirektøren havde været ude for en BH ulykke på vej til arbejde - og så var jeg pludselig that one friend igen igen til stor morskab for mine (indtil da) dejlige kolleger:-). Det skal siges, at mange kom med velmenende råd og tilbød hjælp - egentlig en ret stor procentdel af mine mandlige kolleger havde ved nærmere eftertanke løsningsforslag klar ;-)
Jeg ved ikke, om det er skæbnen, gener eller blot bare mit liv i en nøddeskal, at mine dage ofte udvikler sig omend ikke uhensigtsmæssigt så ihvertfald uforudsigeligt. To ting ved jeg dog efter i dag! Træerne vokser ikke ind i himlen, for bedst som jeg troede, at venskabet "fod og hjerne" var ubrydeligt, må jeg sande at dette venskab er skrøbeligt og skal passes og plejes! Det andet jeg ved er at der ikke skal mere end en ødelagt BH til at løfte stemningen og virkelig bevise hvordan ægte venner hjælper hinanden med gode råd og hjælp;-)))
BHen er smidt ud, og jeg har talt et alvorsord med fod og hjerne, så alt ånder nu ro og fred i Cirkus Holmboe.
Godnat :-)
Alt hvad der kunne gå lidt galt, få mig til at virke fjollet og ikke helt som alle andre har denne dag indeholdt - lige fra morgenstunden! Jeg er blevet uvenner med.., men også glædet mig over sande venner i nøden.
Tirsdag er min "styrketræningshviledag". Efter at have slået min benpres-rekord i går, hvor jeg nåede op på 100 kg, var jeg i morges SÅ klar til at mærke træerne vokse ind i himlen: Så på med løbesko og løbetøj, hund i snor og afsted med mig... Jeg planlagde letsindigt nok at tage en rute, der hed 900 m ligeud og så 180 graders vending og samme rute hjem igen! Afsted det gik, indtil jeg nåede næsten ud til "vendepladsen", så kunne man høre denne lyd "KLASK slæææb, KLASK slæææb, KLASK slæææb" Rigtig mange med sclerose ved, at dette ikke er lyden af en våd gulvklud der rammer jorden og bliver slæbt henover jorden, men derimod lyden af en fod, som som ikke vil være venner med hjernen. Jeg troede virkelig, at min fod og hjerne var blevet best friends, som nu deler alle oplevelser i fred og fordragelighed, men NEJ! Uvenskabet betød, at cirkusdirektøren måtte humpe skuffet og svigtet hjem:-( Lortevenner - ret frustrerende, at man ikke kan sende dem ind på hver deres værelse!
Nåh... men efter et varmt bad og iklædt rent PÆNT tøj, skulle jeg på arbejde, hvor en laaaang dag ventede mig. Jeg bliver her nødt til at indskyde, at jeg i dag havde iført mig en BH af lidt ældre dato, men stadig vældig pæn:-) Min gode ven Berlingoen og jeg kommer kørende, da jeg pludselig mærker et smæld på højre skulder... Og nej det var ikke et piskesmæld, men såmænd bare stroppen på min BH, der sprang midt i et lyskryds!! Så sku da fanden i hel....!!
Iført en "1/2 BH" tropper jeg op på arbejde, hvor jeg hviskende får spurgt min søde kollega og gode ven, om hun ikke vil være sød at binde min BH strop. KAPOW!!! 1 1/2 minut tog det, så vidste alle på lærerværelset, at cirkusdirektøren havde været ude for en BH ulykke på vej til arbejde - og så var jeg pludselig that one friend igen igen til stor morskab for mine (indtil da) dejlige kolleger:-). Det skal siges, at mange kom med velmenende råd og tilbød hjælp - egentlig en ret stor procentdel af mine mandlige kolleger havde ved nærmere eftertanke løsningsforslag klar ;-)
Jeg ved ikke, om det er skæbnen, gener eller blot bare mit liv i en nøddeskal, at mine dage ofte udvikler sig omend ikke uhensigtsmæssigt så ihvertfald uforudsigeligt. To ting ved jeg dog efter i dag! Træerne vokser ikke ind i himlen, for bedst som jeg troede, at venskabet "fod og hjerne" var ubrydeligt, må jeg sande at dette venskab er skrøbeligt og skal passes og plejes! Det andet jeg ved er at der ikke skal mere end en ødelagt BH til at løfte stemningen og virkelig bevise hvordan ægte venner hjælper hinanden med gode råd og hjælp;-)))
BHen er smidt ud, og jeg har talt et alvorsord med fod og hjerne, så alt ånder nu ro og fred i Cirkus Holmboe.
Godnat :-)
RSS Feed
