I dag er det præcis tre år siden, jeg sidst havde et attak, og det er selvfølgelig en dag som vi i Cirkus Holmboe har fejret for fuld udblæsning. tre år er lang tid, meget lang tid, for en cirkusdirektør der de første 14 år med diagnosen sclerose døjede med attaks gennemsnitligt hvert halve år.
Attaks er lort! Lort fordi man bliver meldt ud af kampen uden varsel og ligger underdrejet på ubestemt tid. Uvisheden om, hvornår man får det bedre igen, og OM man får det bedre er for mig det værste ved sygdommen.
Derfor er jeg så glad i dag. Faktisk er jeg så glad og "fejringsparat", at jeg i går "kom til" at love, at når de tre artister + en gæsteartist og jeg i dag skulle i svømmehallen, så ville jeg da selvfølgelig springe fra 3 metervippen!!
DUMT DUMT sagt fru cirkusdirektør! Jeg vågnede i nat og næsten håbede på at kunne fremprovokere lidt tyndskid eller en fodvorte på højre fod, så vi ikke kunne komme i svømmehallen ;-) Men afsted kom vi... and it went like this:
Cirkusdirektøren går den tunge gang hen til 3 metervippen med 4 artister i hælene, der forventningsfuldt ser til, mens hun trin efter trin ender tre meter oppe i luften for enden af vippen. Direktøren kigger ned, får det sygeste sug i maven og mærker svimmelheden, hvorpå hun drejer omkring og på bedste Mr. Bean manér bevæger sig ned igen :-(
Artisterne kigger med delt skuffelse og overbærenhed til, og begynder så at udføre det ene 3 meter udspring efter det andet... Pludselig ser man cirkusdirektøren tilbage på 3 metervippen igen, fast besluttet på at "det skal fandeme være løgn skal det", mens hun lavmælt mumler "du skal lære at holde din mund, skal du!"
Jeg sprang! jeg gjorde det... tog et udspring fra 3 meters højde ned i noget vand, mens fire artister kiggede på og jublede. Det var så vildt og jeg grinede så højt bagefter, at alle hvalerne i boblebadet stirrede målløst, mens jeg gentog "så I det hva? så I det?". Jeg er fra nu af ikke bange for noget i hele verden, hverken MR scanneren, politietsfartkontrol eller min egen mor og far! For jeg kan springe fra 3 metervippen.
Ovenstående var "tre år uden attak"dagens mest oprivende oplevelse, men vi har selvfølgelig også fejret med Othellolagkage, Rutebillagkage (som ældsteartisten og hendes veninde kreerede) og spist billetsælgerens hjemmebagte chokoladeboller. Alt dette blev indtaget sammen med seniorartisterne, som havde røde roser med til mig :-)
Attaks er lort! Lort fordi man bliver meldt ud af kampen uden varsel og ligger underdrejet på ubestemt tid. Uvisheden om, hvornår man får det bedre igen, og OM man får det bedre er for mig det værste ved sygdommen.
Derfor er jeg så glad i dag. Faktisk er jeg så glad og "fejringsparat", at jeg i går "kom til" at love, at når de tre artister + en gæsteartist og jeg i dag skulle i svømmehallen, så ville jeg da selvfølgelig springe fra 3 metervippen!!
DUMT DUMT sagt fru cirkusdirektør! Jeg vågnede i nat og næsten håbede på at kunne fremprovokere lidt tyndskid eller en fodvorte på højre fod, så vi ikke kunne komme i svømmehallen ;-) Men afsted kom vi... and it went like this:
Cirkusdirektøren går den tunge gang hen til 3 metervippen med 4 artister i hælene, der forventningsfuldt ser til, mens hun trin efter trin ender tre meter oppe i luften for enden af vippen. Direktøren kigger ned, får det sygeste sug i maven og mærker svimmelheden, hvorpå hun drejer omkring og på bedste Mr. Bean manér bevæger sig ned igen :-(
Artisterne kigger med delt skuffelse og overbærenhed til, og begynder så at udføre det ene 3 meter udspring efter det andet... Pludselig ser man cirkusdirektøren tilbage på 3 metervippen igen, fast besluttet på at "det skal fandeme være løgn skal det", mens hun lavmælt mumler "du skal lære at holde din mund, skal du!"
Jeg sprang! jeg gjorde det... tog et udspring fra 3 meters højde ned i noget vand, mens fire artister kiggede på og jublede. Det var så vildt og jeg grinede så højt bagefter, at alle hvalerne i boblebadet stirrede målløst, mens jeg gentog "så I det hva? så I det?". Jeg er fra nu af ikke bange for noget i hele verden, hverken MR scanneren, politietsfartkontrol eller min egen mor og far! For jeg kan springe fra 3 metervippen.
Ovenstående var "tre år uden attak"dagens mest oprivende oplevelse, men vi har selvfølgelig også fejret med Othellolagkage, Rutebillagkage (som ældsteartisten og hendes veninde kreerede) og spist billetsælgerens hjemmebagte chokoladeboller. Alt dette blev indtaget sammen med seniorartisterne, som havde røde roser med til mig :-)
Seniorartisten (alias min mor) mente, at dagen skulle fejres på behørig vis med en kort-tryllekunst! Lad mig med det samme slå fast, at senoirartisten IKKE er uddannet tryllekunstner, og at hun IKKE kender til begrebet "at sætte sit lys under en skæppe". Hun er en blærerøv og en insisterende én af slagsen og gudskelov og 1000 tak for det! "Offeret" for tryllekunsten er yngsteartisten, som velvilligt stiller sig til rådighed i dagens anledning og blot smiler og ryster overbærende på hovedet. JEG ELSKER MIT CIRKUS, og jeg vil glæde mig til at lægge hovedet på puden i aften og vide, at jeg KAN springe fra tre metervippen, har verdens bedste cirkus og ikke har haft et attak i 100 år :-)
RSS Feed