Tør jeg sige det højt?

Det kan ihvertfald være ret risikabelt at bræge op om, hvor godt det går og hvor dejligt det føles. Så derfor nøjes jeg tit med at mumle det for mig selv - ned i en pude - når jeg er alene hjemme!

Jeg har mere end en gang oplevet, at når jeg i et øjebliks kådhed får sagt højt, at "NU kører det! Nu skal vi ikke bøvle mere med det", så svarer universet igen med "Hov hov hov, Hold nu op! Slap lige af ik?" 

Lad mig give et enkelt, men klassisk eksempel fra den virkelige verden i Cirkus Holmboe.

Året er 2000, og vi har i en måneds tid forgæves forsøgt at få ældsteartisten på 10 måneder til at sove i sin egen seng! Vi har prøvet at spille sagte "Søstrene Grene" agtig musik. Vi har ladet lyset på gangen stå tændt. Vi har været helt stille og også larmet pænt meget. Vi har siddet på nåle og på gulvet ved hendes seng, men mest af alt, så har vi stået sammen, og...

Pludselig fandt vi formlen! Den helt rigtige formel, som gav os dobbeltsengen tilbage. Jeg skulle blot sidde på gulvet, holde hende i hånden, ae hendes pande forsigtigt, og når hun så faldt i søvn forsigtigt vriste min hånd ud af hendes for at afslutte seancen med at kraaavle lydløst ud af hendes værelse.

Åh hvilken fryd... Pludselig oplevede vi vores vidunderbarn samarbejde, så mor og far kunne sidde helt stille en times tid i mørket og se TV uden lyd (og med undertekster), hvorpå vi væltede i seng og genopfandt lykken ved at ligge i ske.

Vi var bare så glade og stolte. Nu var vi endelig lykkes  med vores bedrift udi natteritualet. På fjerdedagen var jeg knap kommet i oprejst stilling efter min kravletur ud fra ældsteartistens værelse, før jeg (nok lidt for højt) udbrød "Hold nu kæft, hvor er det bare fedt. Nu opfører hun sig jo ligesom de andre børn i mødregruppen, der bare sover, når de bliver puttet. Det skal jeg eddermame fortælle på onsdag, når vi mø..."

VRÆÆÆÆL - lyden af vågent ked barn udløste fluks dybe suk fra to stivnede desillusionerede forældre, der på et splitsekund ikke havde udsigt til at ligge i ske mere...

Hvorfor helvede kunne jeg ikke bare tie stille? Hvorfor skulle jeg også bræge op om, hvor godt det gik? Jeg kender sgu da universets regler! 

Da det blev onsdag mødtes jeg så med min mødregruppe. Jeg sagde vist ikke så meget, men viste blot de nye sutter frem, som jeg havde købt. Imens lyttede jeg til historierne om de andre mødres #kvalitetsvoksenaftentid og min bare rø.

Ok, her kommer det! Jeg siger det højt nu! Jeg fortæller, hvordan jeg har det!

Jeg har det rigtig godt. Jeg har ikke haft snerten af migræne i over en uge. Jeg rånyder mine to (ret massive) nye hjælpemidler*, som rent faktisk betyder, at det er længe siden, jeg har følt mig så lidt handicappet. 

Jeg har lige nydt en hel weekend alene med min billetsælger. Ingen artister! Dem havde vi kørt op til seniorartisterne i Århus. Jeg har brugt weekenden på at cykle på mit ene nye hjælpemiddel. Og jeg har brugt mit andet hjælpemiddel til at gå to ture. Jeg har også været længe oppe og har derfor sovet længe. Jeg har slænget mig i sofaen, drukket rødvin, spist chokolade, og så har jeg nydt at Netflix netop har lanceret 3. sæson af House of Cards. Vigtigst af alt, så har jeg næsten ikke savnet mine artister mere end rimeligt er.

Nu sender jeg min "Feel good" opdatering her ud til hele verden. Og jeg er skideligeglad med, at jeg siger det højt! Universet kan bare komme an! Der har været migræneynk nok fra mig i de sidste indlæg. I har været så søde til at opmuntre, trøste og heppe på mig. TAK for det! Det er med til at give mig styrke og mod til at trodse universet og knokle videre med at have det godt.


* Mine hjælpemidler er (for en god ordens skyld) en bioness bropfodsstimulator og min nyindkøbte højtelskede elcykel.