skal man hævne en revne?

Scene fra Cirkus Holmboe i morges:
Morgenmaden, som består af hjemmebagte boller, bliver konsumeret med rigelige mængder af pålægschokolade, Nutella og marmelade. Alle undtagen yngsteartisten kører på morgen "slowmode" og grynter blot uengageret  "mmmh" eller "nååårh okay" som svar på de utallige spørgsmål, han hver morgen kickstarter dagen med!

I morges vågnede jeg dog pludseligt med kaffe i munden, Nutella på fingrene og tankerne allerede ude i bilen.

Mor, de der revner du har her, hvad er det egentlig?? Altså de der revner du har på hver side af munden...

spørger barnet, og viser med begge pegefingre, hvor den er gal.

Jeg kigger forvirret (læs: indigneret) på ham, og får lynhurtigt skiftet hjernen fra "slowmode" til "highspeed" inden jeg svarer (med en smågrinende billetsælger siddende ved siden af).

"Det skyldes alder og hedder pynterynker!" svarer jeg kort, mens jeg i min migrænetåge tænker "Jeg skal give ham revner, skal jeg..." Jeg når dog ikke at sige mere, inden han selv afslutter dialogen med følgende bemærkning:

Det ser sgu egentlig ret uhyggeligt ud! 
synes i ikke?

Spørgsmålete er nu: Skal man hævne yngsteartistens snak om en revne og forbyde ham slik, julegaver og kys? eller skal han ha' tak for sine betragtninger om moderens revner? 
Jeg valgte det sidste! Det gjorde jeg, fordi drengen jo har ret (altså ikke at det ser uhyggeligt ud!!), men også ud fra den betragtning, at jeg i morges på skolens parkeringsplads trådte på en frø, som var lidt mere end blot revnet!

Jeg har de sidste par dage selv følt mig lidt mere end revnet. Jeg har nærmest følt mig marineret i migræne, mudderhjerne og kludderkrop. Men ved synet af frøen, som lå dér, ret flad og i en pænt umage position, tænkte jeg "hold nu op, jeg har puls, jeg kan gå, tænke, solen skinner og så spekulerer jeg over et par revner i ansigtet"

For at sætte tingene lidt mere i perspektiv, tjekkede jeg derfor op på tilstandsrapporten over min krops revner og skader, da jeg kom hjem fra skoleaflevering i morges. Faktum er, at mine revner/skader lige nu må siges ikke at være i kategorien K3: hverken dem i hovedet eller i/på kroppen. 

Der er følgende 'karakterer' i en tilstandsrapport eller en SundhedsAttest:
IB
Ingen bemærkninger.

KO
Kosmetiske skader.

K1
Mindre alvorlige skader som ikke har nogen indflydelse på bygningsdelens eller bygningens funktion.

K2
Alvorlige skader. K2 beskriver alvorlige skader, som følge af, at en bygningsdels funktion vil svigte inden for overskuelig tid. Skaden vil ikke give følgevirkning på andre bygningsdele.

K3
Kritiske skader. Det samme som K2. Dog vil skaden medføre svigt på andre bygningsdele.

UN
Behov for yderligere undersøgelse.

Der er så utrolig mange faktorer, som spiller ind, når "bygninger" revner og får skader ! Dårlige håndværkere, byggesjusk (her skylder jeg IKKE skylden på seniorartisterne ;-)), forkert materialevalg (cremer/mursten), alder, vedligeholdelse (eller mangel på samme) osv. 

Jeg vil ved nærmere eftersyn betragte revnerne i mit ansigt i K0 kategorien. Jeg er sikker på, at hvis jeg får noget mere søvn, mindre migræne, større overblik og færre opslidende tanker, så ville jeg kunne få både min krop og hjerne til at fremstå som en K1 bygning (med et snert af K2 på en blæsende regnvejrsdag). Det med revner i ansigtet er jo bare "pynt" som i en salgsopstilling vil kaldes "patina" og betegnes som "charmerende" eller...?

It's the Ones Who've Cracked That the Light Shines Through

Jeg besluttede mig ovenpå "revne i ansigtet" og "træd på mast frø" morgenen, at i dag er dagen, hvor jeg begynder at reparere og renovere - ikke revnerne i ansigtet, men dem på krop og hjerne. Den maste frø og snakken om revner betød, at jeg besluttede mig for, at "det skal være løgn" og cyklede så en tur med min mor. Vi cyklede med kurs mod gyllestank, marker, køer og til lyden af kåde fuglefløjt. 

En halv time tog det! En halv time, hvor jeg nåede at cykle fra min mor, snakke med en ko og nyde roen og at mit hoved ikke gjorde ondt, men bare sugede morgensol, samvær med min mor og stanken af forår til mig.