Igår da jeg vågnede og kiggede ud af vinduet var min første tanke "Argh lidt mindre havde ikke gjort noget!". Der lå alt for meget sne i min have af den der jomfruelige hvide slags, som er så fantastisk til at lave snemænd og snebolde af.

Altså hvis man er 12 år!

Jeg er så i rollatoralderen, og betragter derfor sne som naturens bizarre forsøg på at fælde mig og mine stive ben. Da jeg ikke længere er en person med en udtalt spændings- og risikosøgende adfærd, nyder jeg istedet at sidde indenfor og se sneen dale, mens havens fugle forsyner sig med æbler og andre godter, som Hjalte og jeg har lavet til dem.

Igår sad jeg således længe i min gyngestol vendt ud mod haven og kiggede på solsortene. De havde travlt, de skændtes lidt og sloges en del om maden, som der ellers var rigeligt af.

Pludselig landede der otte store voldsomme krageagtige fugle.

De var tydeligvis også sultne. Jeg tog mig selv i at blive skidesur over, at de store lømler ødelagde idyllen for mig og "mine" små solsortepus, så jeg tog støvler på og stavrede bestemt ud i haven med en skrap mine og truende ord.

På et splitsekund havde jeg pludselig transformeret mig om til en sær fugledame med hang til at bestemme over, hvilke fugle som skulle have eneretten til maden på min grund. 

Come on Charlotte!

Fugle er sgu da ligeglade med, at maden tilfældigvis findes på min matrikel i Starup. De har ikke sat sig ind i matrikelnumre og skelpæle. De er jo bare sultne og forsøger alle at overleve ved at spise lidt af den rigelige mængde mad, jeg har lagt ud. For jeg har faktisk mere end nok til dem alle, og lige om lidt er sneen væk, og så kan de igen sørge for sig selv. 

Når det er sagt, så er der altså ikke nogle af de store fugle som endnu har sat sig helt tæt op af mit vindue og gloet ind, som om jeg er en turistattraktion. Det gør en del af solsortene derimod, og der er endda også et par af dem, som er blevet så tryg ved, at jeg jævnligt lægger mad ud til dem, at de ikke flytter sig, når jeg vralter ud med mere, men blot sidder helt stille eller hopper lidt rundt om særfugledamen.dk

Hjalte og jeg har her til aften lavet havregryn blandet med smeltet smør og hørfrø til alle fuglene i haven. Det får de i morgen allesammen. Store som små!

Gad vide hvordan man siger undskyld på fuglesprog, for jeg skylder de krageagtige fugle en stor en af slagsen. Jeg håber de tør komme igen, så jeg kan aflevere den. 

​

"Må jeg låne den her kurv med hjul med ud til bilen, og så skynde mig ind med den igen?"

Jeg stod ved kassen i Rema 1000 med mine stive ben og min stok. Jeg var kommet til at købe varer, der fyldte to bæreposer + det løse. 

"Øh nej, det må du faktisk ikke. Den bliver jo lissom både våd og beskidt af at komme udenfor. Det er imod reglerne altså" sagde den meget snottede og tydeligvis meget regelrette kvindelige medarbejder og pudsede sin røde næse igen, mens hun strøg bagsiden af hånden laaangsomt over panden.

"Ok, men det er bare fordi, jeg går ret dårligt, og der ligger meget sne som ikke er blevet skovl..." forsøgte jeg, inden den snottede afbrød mig med et host og beskeden om, at hun altså bare fulgte reglerne og at jeg så måtte lade den ene pose stå og gå to gange.

Karma og venlighed er uden sammenligning det, der gør mig allermest taknemmelig, når jeg møder folk. Karma smitter mere end noget andet, så spred det rundt overalt, hvor du kommer. Også til de snottede, de trætte og især dem som ikke har mødt karma og lært at smitte med den endnu.
​

Jeg vågnede 1. januar 2016 kl. 11.06.

En fantastisk nytårsaften kørte stadig rundt i hovedet på mig, da jeg resolut rakte ud efter min telefon på natbordet for at tjekke, om verden havde oplevet noget vigtigt i de få timer, jeg havde sovet.

Verden måtte dog vente, for en hilsen fra min kollega var havnet i min indbakke. Vi arbejder i hver vores ende af "butikken", og har indtil for nylig kun været på "hej" og stået i samme kø i kantinen. Det ændrede sig en tirsdag for nylig, hvor vi kom til at sidde ved siden af hinanden til frokost. Det er jeg glad for!

Jeg lå glad i låget og læste beskeden mange gange. Hver gang med tårer i øjnene (og stadig lidt sprut i blodet...), og hver gang standsede jeg ved hendes sætning "MEN jeg ser dig og ikke din sygdom".

Med en krop, der efterhånden er så fejlbehæftet, at jeg kan forveksles med en omvandrende hjælpemiddeludstilling, føler jeg nogle gange, at det er hjælpemidlerne, der kommer med mig og ikke omvendt. Det vil jeg ikke gøre mere. Eller det vil jeg øve mig i ikke at gøre mere. Og når det går galt, så vil jeg finde min hendes hilsen frem. Rette ryggen og klø mig i nosserne. 

Tusind tak for din hilsen kæreste kollega. Jeg glæder mig til at drikke en Ale med dig snart. 

Bonusinfo:
Jeg har fundet ud af én af de tre ting som jeg vil opleve, inden jeg bliver "gammel" og "slidt". Det er altså en fantastisk sjov og også svær opgave at have fået. 

I morgen er det nytårsaften igen...

Jeg er helt klar! Peter har lavet maden klar, gode venner er hidkaldt for at fejre med os, og jeg har heller ikke i år lavet nogle åndssvage nytårsfortsæt. Min pose med fordomme omkring nytårsfortsæt er helt fuld. Jeg ryger ikke, vejer ikke for meget og derudover ooorker jeg ikke at motionere mere end jeg gør allerede! 

I morges, da Peter og jeg efter morgenmaden trillede en tur med både hund og kørestol, øffede jeg lidt om åndssvage nytårsfortsæt, men allermest om at alt går for stærkt lige nu. Ferien, samtalerne, de lyse timer og allermest den forbandede sclerose. 

Sclerosen buldrer nemlig løs. Jeg plejer at kunne klare lidt sclerosebuldren med min efterhånden veludviklede faldteknik, mit sjældent svigtende humør og min tro på og håb om, at det vender lige om lidt. Lige nu er der ikke noget, der er som det plejer. Jeg har aldrig gået så dårligt! Jeg har aldrig haft så dum en venstre hånd (som her til aften viste sig at kunne vande min lyse sofa med en hel kop kaffe, endda helt uden, at jeg har givet den lov). Og jeg har aldrig ledt så meget efter ordene, endelig finde dem og så alligevel kalde en føntørrer for en mikroovn og mine bilnøgler for fjernbetjeningen. 

Gåturen indeholdt lidt løs snak, mens folk løb og løb forbi os i deres konditøj, hvilket var dråben for mig:
"Jeg tror fandeme, at jeg efterhånden er det eneste lodrette menneske i den her vandrette verden. Alt og alle har så travlt og ingen stopper op og bare trækker vejret. Nyder udsigten. Ser noget. Og jeg ved da godt, at det lige har været december altså - men alligevel... " udbrød jeg og kunne mærke, at Peter uvilkårligt satte tempoet på kørestolen lidt ned. Uden en lyd fortsatte vi. Ordløs trøst for ordløs sorg. 

Jeg ved, at Peter også synes, at det er åndssvagt og voldsomt, når lortesclerosen opfører så ubarmhjertigt, som den gør nu. Han ved godt, at jeg er nødt til at stå stille for at følge med. Han ved også godt, at jeg stresser og bliver ked af de ting, som jeg ikke kan længere kan og sikkert ikke kommer til mere. Vi taler ikke så meget om det. Det er ikke nødvendigt. Jeg ved, at han også ligger vågne nogle (mange) nætter og tænker. Tanker som opfører sig ligesom, når man fodrer Gremlins efter midnat. Tanker som gør bange, ked, forskrækket og TRÆT.

Men tankerne må ikke tage magten. Tanker har det nemlig med at udfordre håbet. Håbet om at noget kan lade sig gøre, er det værste man kan fjerne fra et menneske. Så håbet skal fodres. Og nye oplevelser skal udfordres og udleves.

I eftermiddags, da jeg sad og hang lidt i sofaen med min netop færdiglæste bog, satte Peter sig på hug foran mig og sagde:

"Jeg har en opgave til dig!"

mig: "Ok, skal jeg skrælle kartofler?"

Peter: "Nej du skal finde tre ting som du gerne vil opleve! Det skal være DIG, der skal være omdrejningspunktet. Jeg vil gerne være med, men det er ikke en betingelse. Det skal være noget som du vil opleve, gøre, høre, se, inden du bliver for "gammel" og "slidt" til, at det kan lade sig gøre"

Mig: "Ej, det kan jeg da ikke... Skal børnene være med? Skal det være rejser?, Det bliver da dyrt ik? Må det være noget jeg har oplevet før, og så bare på en ny måde?"

Peter:"Der er ingen regler!"

Så nu sidder jeg og tænker på alt det, som kan lade sig gøre. Der er rigtig mange ting, som jeg stadig kan. Og som jeg håber på, at jeg kan blive ved med at kunne.

I dag gav Peter mig håbet og troen tilbage. Bedst som jeg var på vej ud af et spor, hvor afstanden mellem forventning og virkelighed var blevet uklædelig stor.

Ok, jeg laver et nytårsfortsæt. Men kun den her ene gang! Jeg lover mig selv (også) i 2016 at se muligheder, fodre håbet og at finde tre ting, som jeg vil opleve.

Godt nytår til alle. Må 2016 blive et godt og mildt år, hvor vi tror på os selv og allermest hinanden :-)

Peter er ikke verdensmester i varm luft og tomgangssnak. Han er til gengæld ret god til at lytte og tænke sit. Det gjorde han så også i dag, da han stod i en "tre kvarterskø" for at købe krudt og kanoner i T Hansen.

Foran ham stod der en mand. Og foran den mand stod der en anden mand, som også havde træsko på. De to træskomænd kendte øjensynligt hinanden, for de begyndte at snakke sammen.

Peter lyttede og kunne hurtigt konkludere, at den ene mand vidste, at den anden mand havde brug for at få gentaget tingene. Samtalen foregik ifølge Peter nogenlunde sådan her:

"Nåh hva' så?"
"Jah hva så? Klar til jul?"
"Klar til jul? Joh det vil jeg da mene..."
"Hvor'n går det så? 
"Joh, hvor'n går det... Stille og roligt... Lige ud af landevejen såmænd! så joh det går godt. Jeg kan vist ikke klage. Jeg kan vist ikke klage"
"Hvor skal man så holde jul?"
"Holde jul? Joh den holder jeg ved de gamle"

Og så videre (i en uendelighed)

Peter forstår ikke den slags samtaler. Han vil langt hellere stå i tavshed og vente på sine varer fremfor at dele varm luft med en bekendt. Mig? Jeg har så sent som igår fortalt både Matasdamen, min venindes mor og en bekendt, at vores cirkushund nu endelig er rask igen efter et år med sygdom. Jeg ved ikke engang, om de var klar over, at jeg HAR en hund. Og jeg er også ligeglad, for det var hyggeligt at snakke med dem.

Peter forstår heller ikke, at "lige ud af landevejen" er lig med godt nok!

Det havde vi så en snak om ved aftensmaden. Vi var ikke enige. Ihvertfald ikke før Peter smed en meget malende trumf på bordet. Det er sådan noget han kan! Lytte, tænke sit og så smække trumfen på bordet.

Den trumf får i om lidt.

Inden Peters trumf kom på bordet, plæderede jeg for, at "lige ud af landevejen" faktisk er helt ok. Og krydret med "Jeg kan vist ikke klage", så kan man vel ikke forlange meget mere. Lige ud af landevejen må da i sagens natur være bedre end "bump på vejen" og "glat føre, så kør forsigtigt".

Peter lytter opmærksomt til min varme luft og så smider han trumfen: "I Buenos Aires ik?! Der havde de en lang lang lige landevej, hvor der nu er blevet etableret sving! Det har de gjort, fordi "lige ud af landevejen" betød, at lastbilchaufførerne kørte galt, når det bare gik ligeud i evigheder. De faldt simpelthen i søvn og kørte galt!. Såååh lige ud af landevejen er ikke altid det bedste mutti. Vi har sgu brug for både bump og pauser, så vi ikke falder i søvn eller keder os over trivialiteten og manglende udsving i livet".

Og sådan blev Peters indkøb af krudt og kugler på en regnfuld lillejuleaftensdag til en snak om varm luft og en "lige ud landvej" i Buenos Aires. En landevej som egentlig meget flot beskriver livet (lige ud af landevejen), og hvorfor det er så vigtigt også at værdsætte udsvingene, bumpene og nødvendigheden i at stoppe op for at få det hele med.

Jeg vil nu nusse min raske cirkushund med den ene hånd, mens jeg med højre hånd fylder hovedet med konfekt og stemningen af jul :-)

I ønskes alle en rigtig dejlig og fantastisk jul med masser af hygge, nærvær og små pauser, hvor i kan nyde og flyde.

Den her december har indtil videre budt på lidt af hvert. Mest af alt har den været præget af, at jeg ikke helt kan følge med. Jeg laver håbløst lange lister med ting, jeg skal huske at gøre, jeg skælder konstant min uregerlige venstre hånd ud, og jeg bebrejder mine ben for at opføre sig som en vinterdepression. 

Min hjerne brænder sammen dagligt. Ofte uden jeg selv når at opdage det. Jeg glemmer ting, og jeg tror, jeg svarer, når folk taler til mig. Det eneste positive, man kan sige om det, er at ingen kan bebrejde mig for at afbryde! Kombinationen af at glemme og ikke svare er ved at blive lidt mere end en udfordring for min stakkels familie, der dog indtil videre nøjes med at smile overbærende og sende indforståede blikke til hinanden.

Og så sover jeg rigtig meget! Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg sover inden aftensmaden og så smugsover jeg til julekalenderen i TV, inden jeg går i seng og sover hele natten.

November var en røv! December får ikke lov til at være det. Det kan godt være, at både min krop og min hjerne opfører sig novemberagtigt, men mit humør...

Mit humør er ok! Jeg har til trods for træthed nemlig været mere social, end jeg plejer at være på et helt år. Jeg kan godt li' at være social, for det var jeg nemlig engang rigtig god til! Nu er jeg kvartalssocial og dyrker det mest til højtiderne.

Igår var jeg til firmajulefrokost. Optaktentil festen foregik, som den plejer. Jeg havde fandeme ikke lyst til at komme afsted. Jeg havde fucking ikke noget smart tøj og jeg gad fandengalemig ikke bare sidde med min stok og glo på at de allesammen dansede moderne, mens jeg skulle holde deres dametasker!!

Peter sagde som altid de rigtige ting, og mest af alt ikke særlig meget. Han smilede, som han plejer i sådanne situationer og gav mig ret i (som han plejer), at den stramme kjole ikke var for stram, at jeg ikke havde for meget sminke på og at jeg jo bare kunne komme hjem efter hovedretten! BUM!

Jeg tog hjem kl. 23, og listede ind til Peter, som sov, da jeg kom hjem. På badeværelset lå min tandbørste med tandpasta på. Jeg elsker Peter. Jeg elsker ham for, at tænke på, at  min hånd ikke kan lide at putte tandpasta på. Jeg elsker ham for, at han vågner og nærmest i søvne lytter til mig og min skønne aften. Jeg elsker ham for, at han søvndrukken hvisker "Jeg vidste, det ville blive sjovt mutti!", inden han kysser mig og falder i søvn igen.

Jeg har slet ikke haft tid til at være træt i dag. Posten kom nemlig med en pakke til mig. Den var stor og firkantet! Og fra min gymnasieveninde, som jeg ikke har set i 20 år! Jeg stod i nattøj og med sovemidterskilning og flåede papiret af, mens mit hjerte hoppede og tankerne hvirvlede. Hvad sendte hun? Hvorfor? Så tænker hun altså også på mig?

Og så græd jeg! Faktisk så meget og med så meget lyd, at Jeppe inde fra værelset råbte "Far... græder mor?",

"Ja, det tror jeg da nok lige hun gør, for hun har fået et fokevognsrugbrød!" råbte Peter tilbage, mens han tog billeder af både mine tårer og rugbrødet. 

Hjalte?? Joh, han udbrød "Ej hvaaad!! Hvor vildt!!!", mens han grinede begejstret.
​
Det er jo helt vanvittigt! Jeg har fået mit helt eget folkevognsrugbrød i LEGO! Sendt til mig fra min gymnasieveninde Stine, som jeg har kendt fra dengang jeg forstod at feste og aldrig hang med hovedet!

I pakken var der et brev, hvor Stine skrev:

Jeppe, Hjalte og jeg har bagt småkager i dag.
Med levende lys tændt, høj julemusik og glimrende "samarbejdshumør"

Det gør vi sådan set hvert år i begyndelsen af december, så alle kendte deres roller og indtog dem straks. 

Jeppe er oplæser af opskrifter, jeg måler og vejer ingredienserne af i de rette mængder, og Hjalte rører dejen klar til bagning

Pebernødder plejer at være en sikker vinder! Nem opskrift og så bare trille trille trille.
Det gik da også rigtig fint. Altså indtil vi skulle smage på sagerne.

Jeg vil her lige tillade mig at forklare hvorfor det gik galt, inden jeg forklarer hvad der gik galt!

Mit hoved! Det var mit hoved, der gik galt! Lige for tiden er det lettere at klippe tånegle med en hækkesaks end at finde ud af mit hoved. Det er som om, at jeg hører noget, men gør noget andet. Også i dag, da vi bagte...

"Mor der skal to spiseskeer fløde i og 1/2 teske hvid peber"
Som sagt så gjort! Så rigeligt, for der kom den rette mængde fløde i men (desværre) også to spiseskeer hvid peber i.

Meget krydrede pebernødder dér! Vi har drukket en del mælk i dag :-) 

"Gæt en småkage" kunne være navnet på det næste bageprojekt. Jeg vil godt røbe, at dejen er lavet ud fra en brunkageopskrift. Men som den opmærksomme læse nok kan se, er den her kage nok nærmere i kategorien "lille muffin der dufter af jul".

Mit hoved igen altså... Jeg hørte helt korrekt 1/8 teske potaske (som jo er et hævemiddel), men min gavmilde hånd tilførte en 1/2 teskefuld... Hvad sker der for det? Det føles sgu nærmest som om, jeg deltager i den der leg/øvelse hvor man klapper sig selv på hovedet og samtidig kører den anden hånd i cirkler på maven. Det lyder let, men det giver ingen mening og er faktisk drønsvært.

Vores brunkagemuffins smager dog ret godt, og ingen i Cirkus Holmboe har brokket sig over størrelsen. 

Vi har virkelig hygget i dag trods udbyttet. Jeg elsker at holde weekend, når der er nogen som gider at lave noget sammen med mig. Jeg ved godt, at jeg kan være besværlig, når jeg ødelægger småkagerne, men jeg tror det problem er løst, for drengene er blevet enige om, at jeg fra nu af må få rollen som oplæser. Imorgen skal vi dog kun lave konfekt og hvad kan gå galt med det? Det får i måske en update på i morgen:-)

Glædelig 2. søndag i advent til alle i morgen.

ps. Jeg tog opvasken efter kagebagning, så jeg er tilgivet ;-)

Det handler om tålmodighed - og lidt om pyt og julefred!

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der har oplevet situationen, hvor jeg ringer til kommunen, røret bliver taget af en automatiskkvindeligtelefonsvarer, som siger "Velkommen til Haderslev Kommune. Du er nu nr 2436978 i køen. Vent venligst!" Akkompagneret af noget newage - nu skal du bare tage det helt roligt og slappe af - musik.

Og så venter jeg da selvfølgelig. Alternativet giver mig jo ikke de oplysninger, som jeg ringer vedrørende. En rum tid senere kan jeg høre, at der sker noget i den anden ende - et slags klik. Inden jeg når at rømme mig, bliver jeg igen mødt af automatisktelefonsvarerdamen i røret "Du er nu nr. 145395 i køen og vil blive betjent af den sidste ledige medarbejder" efterfulgt af en smøre om, at jeg rigtig gerne (som i helst) må benytte deres hjemmeside, hvor jeg kan få alle mine svar.  
Vente vente vente. Der er nu ikke længere flere krummer på køkkenbordet, køkkenvasken er ren, kaffen er drukket, nisserne står snorlige på hylden og jeg har nået at tænde op i brændeovnen med én hånd.

Og nu skal jeg tisse...

Så jeg tager kommunen med på toilettet og håber på, at sidste ledige medarbejder er gået til frokost, mens jeg tisser med telefonen groet fast til øret. 

Det er så ikke tilfældet, for nu lyder der atter et klik i den anden ende. Jeg kapper hurtigt den larmende stråle over, rømmer mig og takker mig selv for at have holdt bækkenbundstræningen ved lige. Det viser sig i dette tilfælde at være spildte kræfter at standse tisseriet, for klikket i telefonen efterfølges nu af en automatiskMANDLIGtelefonsvarer, som takker for min tålmodighed med at vente på sidste ledige medarbejder. (No shit, prøv selv at ringe til Haderslev Kommune i "travltiden"). Jeg nåede at tænke, at den kvindelige telefonsvarer måske var spolet tilbage og gået til kaffepause.

Dybt suk, indestængt hvislen "helvede og lokum da oss. Kom nuuu" og så på med bukserne og vaskning af hånd, mens jeg venter videre... 

Og sådan kunne jeg blive ved...

Jeg fik dog til sidst fat i et rigtigt levende menneske, som stillede mig om til den ønskede medarbejder. Som havde barnets første sygedag, og beskeden var derfor at jeg kunne ringe i morgen.

Tålmodighed!

Det gik op for mig i dag, hvor meget jeg egentlig når, når jeg træner min tålmodighed med (f.eks) kommunen. Både rent praktisk, men også i tankerne. Og så ovenikøbet med kun én hånd ledig.

Det er den 3. december i dag. Det er præcis en uge, siden vi pyntede til jul og her er bare så hyggeligt. Alle juletingene står, hvor de plejer, Alle i Cirkus Holmboe indtager de vante pladser, når vi skal se julekalendre i TV og vi HAR nået at bage småkager to gange! Småkager som jeg ikke har nået at tage billeder af til bloggen, fordi de er spist... Jeg nyder, at julestemningen i mit cirkus allerede har indfundet sig. Og at der findes noget der hedder chokoladejulekalendre, så alle tre unger står op uden brok :-)

Og den der telefonkø i dag skal ikke have lov til at spolere hverken min tålmodighed eller julestemning. 

Jeg har besluttet, at jeg i denne december vil jeg sidde noget mere, læse noget mere, lytte noget mere, sove noget mere og så vil jeg selvfølgelig spise ligeså mange småkager som jeg plejer.

November har aldrig været min yndlingsmåned.

November kan noget med et solidt spark i skridtet på mig år efter år. Den plejer at opføre sig ondt og levner ikke ikke nogen nåde eller trøst overhovedet.

I år er ingen undtagelse! Jeg har simpelthen været så syg i den her lortemåned, at det har medført flere sygedage på 20 dage end i løbet af et helt arbejdsår.

Jeg lagde ud med halsbetændelse, snot og ondt i ørerne. Min læge synes også, at det så "ondt" ud og sendte mig hjem med medicin og beskeden om, at "sår'n noget tar' jo sin tid, Charlotte - hjem under dynen med dig!"

Halsbetændelsen skulle så vise sig at befinde sig i kateogorierne "mild sommerforkølelse" og "ynk", i forhold til den migræne, som afløste.  Igen tog jeg til lægen. Jeg havde fået en akuttid og nåede at aflevere smerten i en pose to gange på vej derind... Jeg sad med lukkede øjne i venteværelset og blev hjulpet ind i konsultationen af lægen, hvor jeg glædeligt trak bukserne ned for at få en indsprøjtning i ballen med to slags gigtmedicin, som skulle afhjælpe smerten og opkastningerne.

Indprøjtningen hjalp så ikke. Slet ikke! 

Så efter en nat uden søvn, men med masser af opkast, gråd og smerter kom min mor. En mor kender sin plads, når hendes datter (på 44) ringer og siger "mor du må godt lige komme nu, for jeg kan ikke rejse mig og jeg ryster helt vildt. Og Peter og ungerne er kørt afsted"

Umiddelbart efter min mors ankomst, kom lægen også. Min mor havde åbenbart ringet efter ham og fortalt, at jeg ikke kunne stå på benene, ikke kunne tisse og at jeg kastede mine piller op, inden de var opløst.

Lægen kiggede på mig og sagde så "Jah.. jeg vil faktisk helst indlægge dig Charlotte!" Han var dog ikke i tvivl om, at det var jeg ikke ret enig med ham i, så han skyndte sig at nippe mig lidt i huden på halsen og sagde så beroligende "hmm, ok! Du er ikke i klinisk forstand ret dehydreret, sååhh". Herpå åbnede han sin store lægetaske og fandt stiltiende blodtryksapparat, morfin, stesolid og kvalmestillende medicin frem... nåh ja og kanyler! 

To indsprøjtninger og lidt ekstra stesolid i pilleform som reserve, og så sov jeg den migræne væk - i min egen seng, med min egen mor hos mig og i mit eget cirkus. Og med bevidstheden om, at min migræne bliver taget alvorligt og der er hjælp at få.

Jeg hader migræne mere end noget andet. Jeg hader at migræne sætter mig ud af spillet, larmer og sætter dagsordenen. Allermest hader jeg, at migrænen påvirker sclerosen både fysisk og kognitivt.

Men nu har jeg det godt igen. Igår eftermiddags lettede tågen helt, og jeg kunne mærke, at jeg var med igen.. Jeg elsker at være med. Især igår, for Peter og jeg havde for lang tid siden aftalt at tage til Sønderborg for at høre koncert med Ulige Numre. 

Vi kom afsted. Arm i arm og med mig placeret på en stol til koncerten. Aftalen om at smutte, hvis jeg ikke kunne holde til mere var på plads. Men jeg kunne det hele og jeg nød det så meget. VI nød det. Uden møgmigræne og den milde sommerforkølelse. Bare Peter og jeg og så i en stemning, som fortjener et blogindlæg for sig selv :-)

Lige om lidt er november et overstået kapitel og smukke december tager over. Jeg glæder mig til december, for den plejer at være mild og uden spark i skridtet.

Lad mig slutte med Henrik Nordbrandts digt fra bogen Håndens skælven i november fra 1986 

“Året har 16 måneder:  December, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november, november, november, november.”

Åh kære november hvorfor??

Tirsdag er en god dag. For om tirsdagen kommer Jeppe altid senere hjem fra skole, men altid i fantastisk humør. Jeg glæder mig hver tirsdag til at høre om hans dag. Ikke så meget skoledagen, for det er som regel den samme sang, der afspilles om det.

Nej, jeg glæder mig til at høre, hvordan eftermiddagen hjemme hos Elin er gået. Hver tirsdag når Jeppe har fri fra skole cykler han nemlig hjem til Elin, som bor på et af byens plejehjem her i Haderslev. Elin er på den rigtige side af 90 år og udover, at Elin er sød og sjov og har masser af engelske vingummier, så har hun også en sø, som Jeppe har fået lov at fiske i.

Det var faktisk sådan det hele begyndte. Jeppe skrev et brev til Elins datter i Silkeborg og spurgte om lov til at fiske i "Den hemmelige sø". Hun spurgte så til gengæld, om Jeppe ikke havde lyst til at besøge hendes mor (Elin) og lære hende "noget om computer". Det havde Jeppe!

Så når Jeppe og Elin mødes om tirsdagen på plejehjemmet, så bliver der nørdet. Elin har både lært at skype med sin datter i Silkeborg, gå på Youtube og så er Jeppe og hun blevet venner på Facebook. De er blevet enige om, at det er bedre end at være uvenner ;-).

I dag kom Jeppe hjem, og inden han havde stillet skoletasken og kylet skoene i skabet råbte han ude fra entréen "Mor har du tjekket din mail? Elin har vidst skrevet til dig".

Og det havde hun faktisk, seje Elin, som hverken er forskrækket for friske drenge på 13 år eller det nymodens pjat med teknik og internet.

Jeg stod i køkkenet med Jeppe hængende op af min højre skulder og læste. Elin havde skrevet en mail som gjorde mig både varm, stolt og taknemmelig.

Her er hvad hun skrev:

Hej Jeppes mor. Jeg vil lige sende en hilsen fordi jeg er meget glad for at Jeppe kommer og underviser mig. Det er han virkelig god til og meget tålmodig med mig gamle kone. Han er et kært menneske som helt sikkert kommer langt. Alle vores piger er også glade for at møde ham. Jeg håber du har det godt. Jeg kan forstå I alle trives i det gode Cirkus Holmboe. Venlig hilsen fra Elin.

Jeg har kun hilst på Elin en gang. Det er hende og Jeppe, der mødes og hygger. Men jeg føler, at jeg kender hende lidt, for Jeppe opdaterer os jævnligt med oplysninger om at "i morgen skal Elin til frisør" eller "igår var Elin til bridge". Hun er blevet en del af hans hverdag og noget af det han glæder sig til og godt kan li'.

Jeg er glad for, at være mor til en dreng som udover guitar, basketball, skateboard og skole også kan finde glæde i at møde "piger" på plejehjemmet. 
Verden er ikke af lave. Hvis vi åbner vores øjne og sind, så er verden større end os selv. 

Og jeg er glad for at Jeppe kender Elin og at Elin har tålmodighed til at blive undervist af Jeppe og lyst til at være sammen med ham.