Blogindlægget fra i torsdags sluttede således: " …og jeg vil ligge under dynen og tænke på, at jeg i aften kunne holde balancen på min hest, som var jeg en rytter der aldrig har mærket snerten af Sclerose - fantastisk følelse, så glemmer man for et kort øjeblik alle de andre dage med bøvl!
Hmmm det var torsdags aftenstemning! I mellemtiden har vi haft både fredag og lørdag som stemnings- og indholdsmæssigt må siges at have indeholdt slag i maven, som har givet ubalance både psykisk og fysisk – og dermed bøvl nok til en måned. Jeg har ikke blot har mærket snerten af sclerose, men følt at den har stjålet min fredag og lørdag! Jeg ved hvorfor den ”viste kløer” i denne weekend, men har slet ikke styr på, hvad jeg skal gøre ved det (lige nu)!
I går tænkte jeg, at det ville være så nemt, hvis mit liv kunne arrangeres som ”Hvem vil være millionær” Tænk hvis jeg havde de valgmuligheder at kunne ”ringe til en ven” som havde det rigtige svar, eller ”spørg publikum” så alle kunne byde ind med et svar (som forhåbentlig var det rigtige) eller ”50/50” så jeg i det mindste kunne udelukke nogle af alle mine tanker. MEN på den anden side… hvad nu hvis alle svarer forkert, og jeg sidder tilbage med en endnu større ”lort” end før jeg deltog i programmet, blot fordi jeg lyttede til andre end mig selv og min krop?
At mit hoved og krop i 16 år har bekæmpet hinanden, fik jeg i Ry styr på, så der nu er fred mellem ”parterne” til daglig. Jeg kan dog mærke, at ufreden lurer lige i overfladen i de situationer, hvor jeg er usikker, ikke er på forkant, ikke har kontrol, noget utilsigtet sker og/eller er træt. Jeg skal så bruge mere energi på at lytte til mig selv og min krop.
Jeg har i den forgangne uge arbejdet en del mere, end der er skrevet i min normale arbejdsplan. Dette tager på mine kræfter og overskud. Min hjerne og jeg ved, at det er et ”situationsbillede” og ikke en ”tilstand”, men det retter kroppen sig ikke efter – den er træt! Jeg var ligeledes træt, da jeg hentede de tre artister fredag efter skole. Den mellemste artist kom grædende hen til mig og fortalte, at hans gode veninde er blevet indlagt på Rigshospitalet og er meget syg! Beskeder som denne er så …. Jah jeg kan ikke finde ordet, tror faktisk ikke at det findes, for nogle følelser kan slet ikke beskrives med ord. Vi har brugt fredag på at græde lidt, trøste og snakke om det.
Jeg har måttet erkende, at det er i situationer som denne, hvor det ikke altid er en selv, som kontrollerer slagets gang og påvirker udfaldet af det der sker, at livet slår en krølle og gør ondt på både krop og sjæl. Jeg har været så vred, ked, frustreret, opgivende og og og, for tingene er i den grad blevet sat i perspektiv i denne weekend.
Jeg har siddet i min sofa hele weekenden med nogle ben som lige pludselig bare ikke VIL opføre sig ordentligt, samtidig med at jeg hele tiden tænker på ordene fra min gode ven i Ry ”tør øjnene sveske, sclerose er jo ikke den værste sygdom der findes!” og det ER ved Gud ikke den værste sygdom der findes! Jeg skal bare huske at mærke efter og overgive mig til stormen har lagt sig, UDEN at give op!
Jeg tror på, at jeg får styrken tilbage i benene og at min hjerne og krop bliver ”venner”, inden søndagen er slut. For jeg har løbet en lille tur, mediteret og sidder nu i køkkenet med en kop the og lytter til fem børn som griner og leger inde på det ene værelse, mens Peter ligger i sofaen og læser og i aften skal vi ha’ æggekage.
Ikke meget Cirkus Holmboe i dette blogindlæg, men lukkeloven er jo heller ikke ophævet endnu, så vi holder fri for forestillinger, og lader op til næste uge J
Hmmm det var torsdags aftenstemning! I mellemtiden har vi haft både fredag og lørdag som stemnings- og indholdsmæssigt må siges at have indeholdt slag i maven, som har givet ubalance både psykisk og fysisk – og dermed bøvl nok til en måned. Jeg har ikke blot har mærket snerten af sclerose, men følt at den har stjålet min fredag og lørdag! Jeg ved hvorfor den ”viste kløer” i denne weekend, men har slet ikke styr på, hvad jeg skal gøre ved det (lige nu)!
I går tænkte jeg, at det ville være så nemt, hvis mit liv kunne arrangeres som ”Hvem vil være millionær” Tænk hvis jeg havde de valgmuligheder at kunne ”ringe til en ven” som havde det rigtige svar, eller ”spørg publikum” så alle kunne byde ind med et svar (som forhåbentlig var det rigtige) eller ”50/50” så jeg i det mindste kunne udelukke nogle af alle mine tanker. MEN på den anden side… hvad nu hvis alle svarer forkert, og jeg sidder tilbage med en endnu større ”lort” end før jeg deltog i programmet, blot fordi jeg lyttede til andre end mig selv og min krop?
At mit hoved og krop i 16 år har bekæmpet hinanden, fik jeg i Ry styr på, så der nu er fred mellem ”parterne” til daglig. Jeg kan dog mærke, at ufreden lurer lige i overfladen i de situationer, hvor jeg er usikker, ikke er på forkant, ikke har kontrol, noget utilsigtet sker og/eller er træt. Jeg skal så bruge mere energi på at lytte til mig selv og min krop.
Jeg har i den forgangne uge arbejdet en del mere, end der er skrevet i min normale arbejdsplan. Dette tager på mine kræfter og overskud. Min hjerne og jeg ved, at det er et ”situationsbillede” og ikke en ”tilstand”, men det retter kroppen sig ikke efter – den er træt! Jeg var ligeledes træt, da jeg hentede de tre artister fredag efter skole. Den mellemste artist kom grædende hen til mig og fortalte, at hans gode veninde er blevet indlagt på Rigshospitalet og er meget syg! Beskeder som denne er så …. Jah jeg kan ikke finde ordet, tror faktisk ikke at det findes, for nogle følelser kan slet ikke beskrives med ord. Vi har brugt fredag på at græde lidt, trøste og snakke om det.
Jeg har måttet erkende, at det er i situationer som denne, hvor det ikke altid er en selv, som kontrollerer slagets gang og påvirker udfaldet af det der sker, at livet slår en krølle og gør ondt på både krop og sjæl. Jeg har været så vred, ked, frustreret, opgivende og og og, for tingene er i den grad blevet sat i perspektiv i denne weekend.
Jeg har siddet i min sofa hele weekenden med nogle ben som lige pludselig bare ikke VIL opføre sig ordentligt, samtidig med at jeg hele tiden tænker på ordene fra min gode ven i Ry ”tør øjnene sveske, sclerose er jo ikke den værste sygdom der findes!” og det ER ved Gud ikke den værste sygdom der findes! Jeg skal bare huske at mærke efter og overgive mig til stormen har lagt sig, UDEN at give op!
Jeg tror på, at jeg får styrken tilbage i benene og at min hjerne og krop bliver ”venner”, inden søndagen er slut. For jeg har løbet en lille tur, mediteret og sidder nu i køkkenet med en kop the og lytter til fem børn som griner og leger inde på det ene værelse, mens Peter ligger i sofaen og læser og i aften skal vi ha’ æggekage.
Ikke meget Cirkus Holmboe i dette blogindlæg, men lukkeloven er jo heller ikke ophævet endnu, så vi holder fri for forestillinger, og lader op til næste uge J
RSS Feed
