Vinderen er kåret til at være Scleroseforeningen, fordi de ser hvad der rører sig blandt os med sclerose, tager hånd om det, tager afsæt i det og ikke mindst tager initiativ! Tak til min forening for at gøre en forskel!
Jeg talte i går med en ansat fra Scleroseforeningen, som har læst med på min blog og også har ladet korrespondencen mellem Frk. mælkebøtte og jeg få en plads i hjertet. Hun spurgte mig, om jeg ville prøve at formidle kontakt til frk. Mælkebøtte, da Scleroseforeningen meget gerne vil sætte fokus på hendes initiativ med walk & talk i Esbjerg.
Der var da ikke noget jeg hellere ville, så her er slutningen (den endegyldige) på min korrespondence med frk. Mælkebøtte.
Jeg talte i går med en ansat fra Scleroseforeningen, som har læst med på min blog og også har ladet korrespondencen mellem Frk. mælkebøtte og jeg få en plads i hjertet. Hun spurgte mig, om jeg ville prøve at formidle kontakt til frk. Mælkebøtte, da Scleroseforeningen meget gerne vil sætte fokus på hendes initiativ med walk & talk i Esbjerg.
Der var da ikke noget jeg hellere ville, så her er slutningen (den endegyldige) på min korrespondence med frk. Mælkebøtte.
Kære frk mælkebøtte
Du må altså undskylde, at jeg ikke lader dig være i fred, selvom vores mailkorrespondence jo egentlig er slut.
Årsagen til at jeg skriver nu, er at scleroseforeningen er blevet så rørt over vores mailkorrespondence på bloggen og imponeret over din åbenhed og tilgang til dét at skulle forholde sig til en diagnose som sclerose. Jeg har talt med xxx, som arbejder hos scleroseforeningen, og hun vil meget meget gerne tale med dig om Walk & Talk i Esbjerg, hvor du jo skrev, at du havde samlet et hold.
Hun kunne godt tænke sig at skabe fokus på dit initiativ, og jeg lovede at spørge dig, om du ville være interesseret i at blive kontaktet af xxx, som så kan fortælle yderligere, hvad hendes "plan" er. Jeg skal lige sige, at xxx er fantastisk og har fuld forståelse for, hvis du melder "nej tak". Jeg håber selvfølgelig på at du vil være med til at følge vores mailkorrespondence helt til døren, for sjældent har jeg fået så mange reaktioner som på dette blogindlæg.
Du skal vide at du har rørt rigtig mange mennesker, og det er med det for øje, at xxx godt kunne tænke sig at tale med dig :-)
Jeg giver dig hendes mailadresse og tillader mig at sende denne mail i kopi til xxx, så hun kan se, hvad jeg har skrevet til dig. Håber det er ok!
Kærlig hilsen
Cirkusdirektøren ;-)
Du må altså undskylde, at jeg ikke lader dig være i fred, selvom vores mailkorrespondence jo egentlig er slut.
Årsagen til at jeg skriver nu, er at scleroseforeningen er blevet så rørt over vores mailkorrespondence på bloggen og imponeret over din åbenhed og tilgang til dét at skulle forholde sig til en diagnose som sclerose. Jeg har talt med xxx, som arbejder hos scleroseforeningen, og hun vil meget meget gerne tale med dig om Walk & Talk i Esbjerg, hvor du jo skrev, at du havde samlet et hold.
Hun kunne godt tænke sig at skabe fokus på dit initiativ, og jeg lovede at spørge dig, om du ville være interesseret i at blive kontaktet af xxx, som så kan fortælle yderligere, hvad hendes "plan" er. Jeg skal lige sige, at xxx er fantastisk og har fuld forståelse for, hvis du melder "nej tak". Jeg håber selvfølgelig på at du vil være med til at følge vores mailkorrespondence helt til døren, for sjældent har jeg fået så mange reaktioner som på dette blogindlæg.
Du skal vide at du har rørt rigtig mange mennesker, og det er med det for øje, at xxx godt kunne tænke sig at tale med dig :-)
Jeg giver dig hendes mailadresse og tillader mig at sende denne mail i kopi til xxx, så hun kan se, hvad jeg har skrevet til dig. Håber det er ok!
Kærlig hilsen
Cirkusdirektøren ;-)
Kære Charlotte
Hvor bliver jeg glad indeni - sådan på en ægte glad-og-lykkelig måde, som jeg ikke har følt længe - når jeg læser din mail.
Jeg havde på intet tidspunkt forventet dette af mine "dagsbogsskriverier" til dig - men hvor er det bonus; at kunne hjælpe andre blot ved at formulere det, der rumsterer indeni!
Din omtalte xxx er mere end velkommen til at kontakte mig. Desværre kan jeg ikke prale af at have samlet det store hold endnu - pt er vi 4, men jeg håber naturligvis, at flere støder til inden næste lørdag.
Men jeg tror, jeg ved, hvorfor der ikke er flere, der har meldt sig på banen, trods min annoncering vidt og bredt.
Jeg tog et valg om ikke at fortælle nogen om min sclerose-udredning. Det var vel egentlig nok også derfor, jeg skrev til dig - for at forholde mig til mine egne tanker, når jeg nu ikke havde nogen at tale med dem om. Jeg måtte sige det til min chef og mit team på mit arbejde - jeg var jo pludselig voldsomt meget væk pga. alle samtalerne og undersøgelserne. Desuden var jeg mentalt slet ikke til stede - noget mine fantastiske menneskekendere af kolleger ikke kunne undgå at bemærke. Og jo, min mand vidste det naturligvis også. Men ellers ingen...
For snart 3 år siden fik jeg konstateret en kronisk hypofysesygdom, og jeg så dengang, hvor hårdt det var for min familie og mine nære venner at skulle forholde sig til den sygdom og dens konsekvenser for mig. Jeg kunne ikke rigtig forstå deres reaktion; det var jo mig, der var blevet syg! Jeg tror, det var derfor, jeg valgte ikke at sige noget om min udredning. Det ville være for svært for mig at se, at det var hårdt for dem at vente på min sclerosedom. Så hellere gå med det selv og sparre andre for de bekymringer, jeg selv så inderligt håbede var unødvendige.
Det er svært at rumme, at mennesker, man holder af, har det skidt - og det var jo ikke bare dem, der skulle se mig havde det dårligt - jeg ville jo også skulle rumme deres bekymring, hvilket ville være en yderlig belastning for mig. En underlig cirkel, der egentligt er svær at beskrive...
Efter min "frikendelse" har jeg fortalte det til nogle få - og sjovt nok er det de få, der har meldt deres deltagelse til holdet. Der findes så meget angstprovokerende i denne verden, og dét der ikke er "nødvendigt" at forholde sig til, tror jeg mange vender ryggen i selvforsvar. Men når man pludselig - på den ene eller den anden måde - konfronteres med, at noget har - eller kunne have fået - sin reelle gang i vores egen verden, så føler man et behov for at vise sin sympati og gøre en forskel, hvis man kan. Så hvis jeg fortalte flere om min egentlige grund til at deltage i MS Walk and Talk, ville jeg måske få flere med mig - nu skal jeg jo ikke forholde mig til deres bekymring for mig.
Sikke en lang historie bare for at sige; bring her on!
Kærlig hilsen frk Mælkebøtte
Hvor bliver jeg glad indeni - sådan på en ægte glad-og-lykkelig måde, som jeg ikke har følt længe - når jeg læser din mail.
Jeg havde på intet tidspunkt forventet dette af mine "dagsbogsskriverier" til dig - men hvor er det bonus; at kunne hjælpe andre blot ved at formulere det, der rumsterer indeni!
Din omtalte xxx er mere end velkommen til at kontakte mig. Desværre kan jeg ikke prale af at have samlet det store hold endnu - pt er vi 4, men jeg håber naturligvis, at flere støder til inden næste lørdag.
Men jeg tror, jeg ved, hvorfor der ikke er flere, der har meldt sig på banen, trods min annoncering vidt og bredt.
Jeg tog et valg om ikke at fortælle nogen om min sclerose-udredning. Det var vel egentlig nok også derfor, jeg skrev til dig - for at forholde mig til mine egne tanker, når jeg nu ikke havde nogen at tale med dem om. Jeg måtte sige det til min chef og mit team på mit arbejde - jeg var jo pludselig voldsomt meget væk pga. alle samtalerne og undersøgelserne. Desuden var jeg mentalt slet ikke til stede - noget mine fantastiske menneskekendere af kolleger ikke kunne undgå at bemærke. Og jo, min mand vidste det naturligvis også. Men ellers ingen...
For snart 3 år siden fik jeg konstateret en kronisk hypofysesygdom, og jeg så dengang, hvor hårdt det var for min familie og mine nære venner at skulle forholde sig til den sygdom og dens konsekvenser for mig. Jeg kunne ikke rigtig forstå deres reaktion; det var jo mig, der var blevet syg! Jeg tror, det var derfor, jeg valgte ikke at sige noget om min udredning. Det ville være for svært for mig at se, at det var hårdt for dem at vente på min sclerosedom. Så hellere gå med det selv og sparre andre for de bekymringer, jeg selv så inderligt håbede var unødvendige.
Det er svært at rumme, at mennesker, man holder af, har det skidt - og det var jo ikke bare dem, der skulle se mig havde det dårligt - jeg ville jo også skulle rumme deres bekymring, hvilket ville være en yderlig belastning for mig. En underlig cirkel, der egentligt er svær at beskrive...
Efter min "frikendelse" har jeg fortalte det til nogle få - og sjovt nok er det de få, der har meldt deres deltagelse til holdet. Der findes så meget angstprovokerende i denne verden, og dét der ikke er "nødvendigt" at forholde sig til, tror jeg mange vender ryggen i selvforsvar. Men når man pludselig - på den ene eller den anden måde - konfronteres med, at noget har - eller kunne have fået - sin reelle gang i vores egen verden, så føler man et behov for at vise sin sympati og gøre en forskel, hvis man kan. Så hvis jeg fortalte flere om min egentlige grund til at deltage i MS Walk and Talk, ville jeg måske få flere med mig - nu skal jeg jo ikke forholde mig til deres bekymring for mig.
Sikke en lang historie bare for at sige; bring her on!
Kærlig hilsen frk Mælkebøtte
Og NU er det så endegyldigt slut for mit vedkommende med korrespondancen med frk Mælkebøtte, for Scleroseforeningen tager hånd om det, tager afsæt i det og ikke mindst tager initiativ til at fokus bliver holdt!
Tilbage har jeg blot at ønske frk. Mælkebøtte rigtig god tur og tak for hjælpen, både med at sætte tanker i gang og på plads men også for at minde mig om, hvor vigtigt det er at være åben og at hjælpe, hvor man kan :-)
Tilbage har jeg blot at ønske frk. Mælkebøtte rigtig god tur og tak for hjælpen, både med at sætte tanker i gang og på plads men også for at minde mig om, hvor vigtigt det er at være åben og at hjælpe, hvor man kan :-)
RSS Feed
