
Jeg eeeeelsker min have! Og jeg mener MIN have, for det er mig som passer den, snakker med blomsterne, nusser om afgrøderne, slår græsset, sidder i den og nyder solen og årstidernes skiften. Jeg har heldigvis fornøjelsen af at være tilskuer til mange børn som spiller meget fodbold på græsset og en dejlig mand, som ikke protesterer mod en kold øl på terrassen.
Jeg er vokset op i en familie, hvor der er blevet sat meget stor pris på haven, som har indeholdt alt fra fodbold, stangtennis, crocket, solbadning, dyrkning af afgrøder, prydhave osv. Med andre ord:Haven var til for at blive brugt og nydt!
Jeg er nu blevet cirkusdirektør og har fået min egen have, som bliver brugt nøjagtig som i min barndom. Jeg oplever min have som mit frirum, hvor jeg kan gøre hvad jeg vil, og hvor jeg bestemmer hvad der skal ske og i hvilket tempo. Der var engang hvor jeg kunne slå al græsset på ca 1 time. Det har p.gr. af Sclerosen ændret sig, så jeg nu tager ca 3 timer om det, da jeg er nødt til at indlægge the/dropfodshvilepauser. Jeg HAR ladet mig irritere og jeg HAR bandet min sygdom langt væk, mens jeg humpede afsted med græsslåmaskinen uden pauser for at bevise, hvem der vandt den græsslåning på tid!!!
Min krop og jeg har fået lavet en deal, der handler om, at når jeg nu er NØDT til at have indlagte pauser, så kan det ligeså godt være en win win, så pauser er nu lig med the + den bedste siddeplads i haven og af mindst et kvarters varighed - Fantastisk når min krop og jeg forstår at tale sammen i stedet for at slås.

Sikken dejlig dag det endte med at blive - dropfod til trods;-)