Forberedelse og træning er helt elementært og centralt, når man agter at gennemføre en marathon! Det ved enhver... Ingen kan gennemføre ca. 42 km løb uden at yde en indsats inden startsskuddet lyder!
Jeg har lige gennemført en marathon, som varede et døgn! Et helt døgn sgu, men det vilde er, at jeg bevægede mig faktisk ikke ud af stedet. Min skridttæller beviser min påstand ved at blinke med 2565 skridt indenfor de sidste 24 timer! Min gennemførte marathon var nemlig af mental karakter.
En mental marathon defineres i dette tilfælde således:
Jeg, cirkusdirektøren, kører Tyskland sammen med 120 kolleger fordelt i tre busser. I Tyskland gennemfører jeg første etape af marathonens gruppearbejde i flot tempo. Engageret og reflekterende er kodeordene. Omkring kl. 18 rammer jeg muren, og er nødsaget til at ligge ned og strække hjernemusklerne ud i enerum. Det smerter og opgivelses-tårerne presser på, men ingen træner så grundigt op til en mental marathon for at give op, så der hives op i bukserne, skoene bliver snøret stramt og ærmerne smøges op igen. Fandeme!
Jeg når ind i løbet igen lige omkring aftensmad i selskab med 120 ligeledes marathontrætte, men glade og støttende kolleger. Bevidstheden om, at denne marathon ikke er en konkurrence, men en fællesoplevelse og et boost til vores fremtidige samarbejde gjorde, at jeg kunne slappe af og sove himmelsk i nat (og ikke hørte "de unge" komme hjem kl 3.00 i nat)
Uden ømme ben eller heftig væskemangel gennemfører jeg, og rammer målstegen kl. 13.00 et døgn senere i samme tid som de 120 andre deltagere/kolleger. Jeg er i al ubeskedenhed stolt af mig selv og min rettidige omhu. Jeg er imponeret over mine chefers arrangement, engagement og deres rettidige omhu overfor 120 medarbejdere. Jeg er taknemmelig for at få lov til at være med i en gruppe af folk, som alle vil løbe en mental marathon sammen med mig uden at tromle eller bruge beskidte kneb.
Jeg gjorde det! Gennemførte... og er fuld af gå på mod, stolthed og "kom bare an" følelse i hele kroppen :-)
Jeg har lige pakket den gave op, som mine to kolleger (tante 1 og tante 2) kom fnisende med, da vi i går mødtes ved bussen. Hallelujah for gode kolleger/træningspartnere. Gaven kan ses på billedet øverst - og hvor er sandt!
Hvilken indsats kan gøre dig stolt og taknemmelig?
Jeg har lige gennemført en marathon, som varede et døgn! Et helt døgn sgu, men det vilde er, at jeg bevægede mig faktisk ikke ud af stedet. Min skridttæller beviser min påstand ved at blinke med 2565 skridt indenfor de sidste 24 timer! Min gennemførte marathon var nemlig af mental karakter.
En mental marathon defineres i dette tilfælde således:
Jeg, cirkusdirektøren, kører Tyskland sammen med 120 kolleger fordelt i tre busser. I Tyskland gennemfører jeg første etape af marathonens gruppearbejde i flot tempo. Engageret og reflekterende er kodeordene. Omkring kl. 18 rammer jeg muren, og er nødsaget til at ligge ned og strække hjernemusklerne ud i enerum. Det smerter og opgivelses-tårerne presser på, men ingen træner så grundigt op til en mental marathon for at give op, så der hives op i bukserne, skoene bliver snøret stramt og ærmerne smøges op igen. Fandeme!
Jeg når ind i løbet igen lige omkring aftensmad i selskab med 120 ligeledes marathontrætte, men glade og støttende kolleger. Bevidstheden om, at denne marathon ikke er en konkurrence, men en fællesoplevelse og et boost til vores fremtidige samarbejde gjorde, at jeg kunne slappe af og sove himmelsk i nat (og ikke hørte "de unge" komme hjem kl 3.00 i nat)
Uden ømme ben eller heftig væskemangel gennemfører jeg, og rammer målstegen kl. 13.00 et døgn senere i samme tid som de 120 andre deltagere/kolleger. Jeg er i al ubeskedenhed stolt af mig selv og min rettidige omhu. Jeg er imponeret over mine chefers arrangement, engagement og deres rettidige omhu overfor 120 medarbejdere. Jeg er taknemmelig for at få lov til at være med i en gruppe af folk, som alle vil løbe en mental marathon sammen med mig uden at tromle eller bruge beskidte kneb.
Jeg gjorde det! Gennemførte... og er fuld af gå på mod, stolthed og "kom bare an" følelse i hele kroppen :-)
Jeg har lige pakket den gave op, som mine to kolleger (tante 1 og tante 2) kom fnisende med, da vi i går mødtes ved bussen. Hallelujah for gode kolleger/træningspartnere. Gaven kan ses på billedet øverst - og hvor er sandt!
Hvilken indsats kan gøre dig stolt og taknemmelig?
RSS Feed