Lyttemeditation og min bare r..
Onsdag er som bekendt Mindfullness aften, hvor jeg tager afsted med veninden, og bruger 1 1/2 time i selskab med 16 andre "mindfulde"!
I går var fokus for aftenen lytte-meditation, hvor vi udelukkende skulle bruge og fokusere på hørelsen! For at kunne forstå billedet, hører det med til historien, at jeg i mit ordforråd har et ord som går igen MEGET ofte, og det er "HVA??". Jeg hører nemlig kun halvdelen af, hvad der bliver sagt til mig! ikke fordi jeg er uopmærksom eller fraværende, men ganske enkelt fordi jeg har en hørelse som en dykker med ørepropper:-) Jeg har fået to høreapparater, men de bliver ofte liggende i skuffen om morgenen, når jeg tager afsted med mit cirkus:-(
Nåh... ingen høreapparater, et meget træt venstreben og en tom mave er, hvad jeg kunne byde ind med i går aftes til mindfullness- seancen:-) Det viste sig hurtigt, at dette langt fra var nok til at være lytte-mindfull, for efter et par opvarmningsøvelser skulle vi nemlig ud at gå en "lytte-tur". Konceptet for turen var:
Vi skulle følges ad
Vi skulle gå ca. 30 minutter
Vi måtte udelukkende bruge høresansen
... og fandeme om vores lærer ikke slutter af med at proklamere:
"og INGEN må sige noget på turen eller når vi kommer tilbage hertil" ... KAPOW! som i en aftalt synkronhandling hvilede alles øjne på mig og min veninde!! Blikkene talte samme sprog "det klarer I ALDRIG" Min reaktion var naturligvis "I bliver klogere... I kender os vist ikke godt nok!!" Og så gik vi, og vi gik og vi gik. Efter allerede tre minutter tændtes der en smøg lige foran os, hvilket satte min lugtesans på overarbejde. Damn! lyt charlotte lyt... Efter yderligere 3 minutter valgte mit venstre ben at kræve selvstyre, så jeg tog veninden under armen (uden at sige en lyd!). Det dejlige væsen sagtnede farten helt diskret, så vi endte bagest i stedet for i førerfeltet. At ligge bagest i feltet havde flere fordele:
Jeg skulle ikke være til skue for alle de andre, når jeg fremførte mine gakkede gangarter
Vi kunne gå i et mere adstadigt tempo
OG vi kunne hviske sammen, uden de andre kunne høre det:-) Nøj godt de voksne ikke opdagede det!
Vi måtte holde lidt pauser, jeg fik mega ondt i hoften og var faktisk både ked af det og sur på mig selv og sclerosen, lige indtil min veninde tilbød at tage mig på ryggen:-)
Da vi efter ca 40 minutter kom tilbage, var de andre i gang med en meditationsøvelse, så vi listede ind, satte os og medi..., nej for at være ærlig, så fik jeg forberedt en del af min undervisning til i dag med lukkede øjne, mens de andre mediterede. Det fantastiske ved en sådan aften er jo, at uanset hvor åndsvag og sur en oplevelse det er, at sclerosen skal styre mere, end jeg er indstillet på, så har jeg en veninde, der vil bære mig (bogstaveligt talt) og forstår mig. En veninde som jeg kan grine og græde med, og som synes jeg er helt ok som jeg er - så er det jo lidt ligemeget, om jeg kan gå 10 minutter eller 1 time, sålænge hverken hun eller jeg mister stemmen OG humøret;-)
Onsdag er som bekendt Mindfullness aften, hvor jeg tager afsted med veninden, og bruger 1 1/2 time i selskab med 16 andre "mindfulde"!
I går var fokus for aftenen lytte-meditation, hvor vi udelukkende skulle bruge og fokusere på hørelsen! For at kunne forstå billedet, hører det med til historien, at jeg i mit ordforråd har et ord som går igen MEGET ofte, og det er "HVA??". Jeg hører nemlig kun halvdelen af, hvad der bliver sagt til mig! ikke fordi jeg er uopmærksom eller fraværende, men ganske enkelt fordi jeg har en hørelse som en dykker med ørepropper:-) Jeg har fået to høreapparater, men de bliver ofte liggende i skuffen om morgenen, når jeg tager afsted med mit cirkus:-(
Nåh... ingen høreapparater, et meget træt venstreben og en tom mave er, hvad jeg kunne byde ind med i går aftes til mindfullness- seancen:-) Det viste sig hurtigt, at dette langt fra var nok til at være lytte-mindfull, for efter et par opvarmningsøvelser skulle vi nemlig ud at gå en "lytte-tur". Konceptet for turen var:
Vi skulle følges ad
Vi skulle gå ca. 30 minutter
Vi måtte udelukkende bruge høresansen
... og fandeme om vores lærer ikke slutter af med at proklamere:
"og INGEN må sige noget på turen eller når vi kommer tilbage hertil" ... KAPOW! som i en aftalt synkronhandling hvilede alles øjne på mig og min veninde!! Blikkene talte samme sprog "det klarer I ALDRIG" Min reaktion var naturligvis "I bliver klogere... I kender os vist ikke godt nok!!" Og så gik vi, og vi gik og vi gik. Efter allerede tre minutter tændtes der en smøg lige foran os, hvilket satte min lugtesans på overarbejde. Damn! lyt charlotte lyt... Efter yderligere 3 minutter valgte mit venstre ben at kræve selvstyre, så jeg tog veninden under armen (uden at sige en lyd!). Det dejlige væsen sagtnede farten helt diskret, så vi endte bagest i stedet for i førerfeltet. At ligge bagest i feltet havde flere fordele:
Jeg skulle ikke være til skue for alle de andre, når jeg fremførte mine gakkede gangarter
Vi kunne gå i et mere adstadigt tempo
OG vi kunne hviske sammen, uden de andre kunne høre det:-) Nøj godt de voksne ikke opdagede det!
Vi måtte holde lidt pauser, jeg fik mega ondt i hoften og var faktisk både ked af det og sur på mig selv og sclerosen, lige indtil min veninde tilbød at tage mig på ryggen:-)
Da vi efter ca 40 minutter kom tilbage, var de andre i gang med en meditationsøvelse, så vi listede ind, satte os og medi..., nej for at være ærlig, så fik jeg forberedt en del af min undervisning til i dag med lukkede øjne, mens de andre mediterede. Det fantastiske ved en sådan aften er jo, at uanset hvor åndsvag og sur en oplevelse det er, at sclerosen skal styre mere, end jeg er indstillet på, så har jeg en veninde, der vil bære mig (bogstaveligt talt) og forstår mig. En veninde som jeg kan grine og græde med, og som synes jeg er helt ok som jeg er - så er det jo lidt ligemeget, om jeg kan gå 10 minutter eller 1 time, sålænge hverken hun eller jeg mister stemmen OG humøret;-)
RSS Feed
