LIV og glade dage :-)

For ca. to måneder siden fik jeg besøg af en journalist fra Magasinet LIV. Jeg var inden da blevet spurgt, om jeg ville give et interview til LIV, som skulle munde ud i en artikel om mit liv med sclerose, og hvordan jeg lever med denne sygdom på godt og ondt.

Det blev til en hyggelig, lidt svær og grænseoverskridende dag. Det var mest af alt en spændende dag med den skønneste kvindelige journalist, Trine Pio, som på magisk vis fik mig til at fortælle ting om mit liv med sclerosen, og hvad det betyder for mig og min familie at sclerosen er en del af vores liv.

Nåh... men én ting er at blive interviewet om noget så skrøbeligt og personligt som en sygdom, der er min hverdag hver dag. En anden ting er, om hende der journalisten nu også formår at videreformidle det, jeg fortæller. Jeg fik artiklen til gennemsyn, og må sige, at jeg er meget tilfreds. Trine Pio har virkelig hørt, forstået og på en sober og indlevende måde fået skrevet, hvad jeg fortalte hende den dag! 

Ingen artikel uden billeder!! Argh...

Den morgen for en måned siden, hvor den dygtige fotograf Kirstine Mengel og den smukke stylist Trine Ebsen skulle komme, havde jeg hvirvlet med både støvsugning, rene håndklæder, fjernet tomme flasker fra bryggerset OG købt en buket til sofabordet. Jeg havde nervøse trækninger og var SÅ tæt på at aflyse med påskud om "tynd mave". Jeg er nemlig mest hende den skeløjede med tåbelige grimasser på billeder og var faktisk så'n temmelig eksamensnervøs... 

Ind af døren trådte tre kvinder med paraply, stativer, lamper og et antal af kufferter, som var de på vej på en 14 dages ferie til Thailand. Mens cirkushunden måbende sad i sin kurv og betragtede scenariet, blev jeg placeret på en barstol i køkkenet, mens den tjekkede stylist pakkede alle sine kufferter med makeup, pensler og deslige ud... og SÅ blev der "smasket sminke" i hovedet på mig i en HEL time!! Hun gjorde mig så fin og med sådan en professionalisme, at jeg faldt helt til ro i hendes kyndige hænder. At vi også grinede og snakkede meget, betød at jeg glemte både nervøsitet og ønsket om "tynd mave".

Efter godkendelse fra fotografen hvad både tøj og makeup angik, skulle der tages billeder. Jeg skulle smile, kigge herhen, derhen og også lidt til siden med armene placeret i de mest umage stillinger og ryggen meget rank for at få de mest naturlige billeder! Der var paraply, spotlight og blitz over det hele og mig... ja jeg skulle jo bare sidde og "se køn ud"...

Jeg er supertilfreds også med fotografens indsats og det færdige resultat (siger fru Fjantelov og skider på hr. Jantelov). Jeg glæder mig til, at folk kan læse artiklen i næste nummer af LIV, som udkommer midt i april. Nogle vil kunne genkende mig i bladet, andre vil helt sikkert tænke "er det SÅDAN hun har det?". Men vigtigst af alt, så har jeg været tro mod mig selv, fået fortalt den version af sygdommen som kun få kender, fordi journalisten formåede at "skralde" det fjogede fjollede panser af mig, som er så rart at skjule sig bag, når når spørgsmålene "bider.  

Mit mål med at deltage i ovennævnte er at kunne være med til at gøre mere opmærksom på sygdommen sclerose, og hvad den KAN gøre ved en, der har sygdommen, således at der i befolkningen kan opnås en større forståelse omkring det at have sclerose.

I sidste uge skrev jeg en mail til redaktionschefen på Magasinet LIV, Lea Østergaard Andersen for at takke for god behandling og så også for at bede hende om noget..

I går fik jeg så en mail retur, som gjorde mig så glad, at det faktisk både gav røde kinder og varmede helt ned i maven. Læs selv her hvorfor (Det sidste afsnit i hendes mail er det som giver rigtig god mening for mit mål med deltagelsen!)

Jeg har givet Leas mail videre til scleroseforeningen og har aftalt med dem, at de vil fortsætte dialogen med LIV, så kampagnen "Kys sclerose farvel" også bliver synlig dér. 

Jeg vil så istedet bruge min tid på at passe på mit cirkus og helbredet, så vi kan  få styr på det her fantastiske forår! Måske kysser jeg et par grønne kys med de læbestifter, som jeg fik tilsendt af scleroseforeningen i dag, hvem ved?!