
Den sætning har jeg gentaget for mig selv i en uendelighed de sidste par dage. Vi nærmer os december, hvilket betyder jul, julehygge, julegaver, juletræ, julepynt - og I kan selv fortsætte listen!!
Jeg har SÅ svært ved at komme op i gear og finde den rette julestemning frem. Derimod kan jeg mærke en snigende modvilje mod røde julehjerter, juleslik, kalendersynkronisering vedr. julefrokoster, julebesøg, julearrangementer i diverse skoleklasser, snak om gaveindkøb og ønskelister fra nær og fjern.
Mit største ønske er at julefreden sænker sig, ja den må faktisk gerne vælte ind over hele Cirkus Holmboe med sin bløde, varme, glade og trygge stemning! Jeg VIL så gerne kunne sige ja til alle invitationer, julemarkeder og samtidig have overskud til hjemmelavede gaver, småkagebagning og ild i brændeovnen, mens vi spiller spil i stuen til lyden af klassisk julemusik (mens vi smiler om kap i rent tøj og uden løse tænder og blå mærker...)
Men sådan er virkeligheden i Cirkus Holmboe ikke i år...
Herhjemme er det ældsteartisten der bager sammen med veninden på en måde, så det tager længere tid at gøre køkkenet rent bagefter end at spise de 250 pebernødder. Det er mormor og morfar der tager ud og fælder vores juletræ, fordi vi ikke kan nå det/har overskud til det. Herhjemme er det yngsteartisten der har været primus motor og har lagt mest energi i at pynte til jul. Resultatet er enestående, bemærkelsesværdigt og helt unikt!
Jeg havde for 1/2 år siden sagt "over my dead body", hvis nogen havde sagt, at julen 2012 ville forme sig sådan. Jeg er jo direktør og dermed den ene-ansvarlige for, at alle "jule-regler" bliver overholdt ;-) Overblikket er ikke det samme som for et år siden, og jeg bliver derfor også hurtigere træt og ikke mindst trist, når jeg ikke "slår til". Jeg kan bare mærke, at hvis jeg skal passe på mig selv og opretholde min indre ro og overleve, så må jeg give slip og lade andre tage sig af de praktiske ting, så jeg kan dyrke de ting som giver mig energi. Det føles nogle dage ikke "rigtigt" og "i orden", for af alle højtider, er julen for mig den mest traditionsrige, og lige nu er jeg ved at bryde nogle af de traditioner, jeg selv har skabt og holdt fast i med djævlens vold og magt :-(
Fordelen er klart, at jeg nu langt hurtigere kan kaste nogle af de mange "flueben" ned på mine lister uden at have rørt en finger. Jeg tror, jeg har gang i det rigtige koncept og vælger at betragte denne proces som et vilkår, for at kunne tage vare på mig selv og dermed forhåbentlig også resten af mit cirkus. Hurra for nye traditioner!!! (forhåbentlig)
Men vi SKAL danse rundt om juletræet, fejre juleaften herhjemme med alle fire bedsteforældre, beundre vores hjemmelavede gaver, spise den sædvanlige julemad ...Og jeg glæder mig!
Hvis jeg ikke havde haft mit Cirkus til at bage, pynte og "bremse" mig eller havde haft de par stykker af mine venner, som jeg læsser af på, så var Cirkus Holmboe nu et sandt Gertrud Sand Helvede (med en trææææt Gertrud)- så af (jule)hjertet tak for støtte, "lytning" og hjælp!