Sclerose er nemlig ikke bare... Jeg ved aldrig helt hvordan dagsformen er, når jeg vågner om morgenen. Nogle morgener kan det at stå op føles som at få cigaretrøg pustet direkte ind i hovedet.
Og så er der også de andre morgener. Altså dem jeg oplever lige nu. Dem, hvor jeg holder vejret og bobler indvendigt. En boblen af glæde over, at jeg i hele to uger ikke har haft behovet for at tage fast plads i min alvorstunge sofa med en kop kaffe og en lydbog. En lydbog, som jeg faktisk ikke kan finde hoved og hale i, fordi jeg falder i søvn hele tiden, mens kaffen bliver koldere og koldere.
Næh... de her morgener er jeg i gang. Ikke travl, bare i gang. Det er en fed følelse, og gid den kunne blive ved. Det ved jeg godt den ikke kan, for sclerose er ikke bare...
Men jeg vil nyde det, så længe det varer, for i min virkelighed er der desværre ikke noget, der er varigt eller permanent. Alt er små skridt! Lige nu træder jeg mine små skridt i den rigtige retning med min dropfodsstimulator. Jeg sparer så forbavsende mange kræfter både fysisk og mentalt efter jeg har fået den.
Et godt hjælpemiddel er én ting. At få bugt med den der modløshed, der nærmest udtørrer knoglerne er en anden. Knogler er vist noget af det eneste, som solen ikke udtørrer. Tværtimod! Derfor elsker jeg solen, og alt hvad den kan.
Jeg bliver stadig overrasket hvert år på den her tid, når vejret bliver mildere og dagene længere. Stivheden i mine ben smelter og gir' mig mod på at træne mere og nu med lysten som sparringspartner. Jeg ved da godt, at det er mindst ligeså nødvendigt at træne, når det er mørkt og koldt, men jeg er altså slet ikke den der "på farten med pandelampe i mørket entusiast". Og det er fandeme heller ikke nemt, når sofaen klistrer, kaffen er kold og lydbogen mumler, mens jeg sover.
Men i dag! I dag har jeg været under kærlig behandling hos min fysioterapeut. Styrketræning ala "Argh Charlotte... Hold den 10 sek. længere" og "du kan godt tage en runde mere", mens jeg hviskede "jeg gir' en cola, når vi kommer hjem" til mit arrige, uopdragne og rystende venstreben. Det var så hårdt, og jeg blev så træt, men jeg kunne godt li' det. Jeg var faktisk rigtig glad og klar til at smile videre både i bilen og hjemme i teltet.
Den her dag har (også) været god ved mig. Jeg har formået at passe på mig selv. Drukket kaffen varm, mens jeg har nydt solen (den vidunderlige), cirkushunden og lyden af artister med skateboards på terrassen.
I dag har jeg faktisk også fundet ud af, at krokus ikke dufter, at man godt kan lave "kan du li' smør" testen med erantis (i ved den der med, at hagen blir gul, når man sætter smørblomsten under), og så ved jeg også, at hvis sofushunden graver dybt nok, så er der sgu næsten blomsterløg overalt i min have!
Allervigtigst, så har jeg fundet ud af, at især ældsteartisten er meget bevidst om, og nyder, at jeg ikke er så forvirret og rodet i hovedet lige for tiden, for det sagde hun selv i aften, da vi kyssede godnat. Hun fik naturligvis et ekstra taknemmelighedskys<3
Ældsteartistens udmelding vil jeg huske... også når jeg træner! Og det gør jeg igen på onsdag, fredag, mandag, onsdag, fredag, fordi sclerose er ikke bare...
Træning, sol, stive ben der smelter og min familie ude i min have er nok for mig! Jeg behøver ikke medvind på cykelstierne!