Jeg vågnede I morges med en kendt, men overraskende følelse. Eksamensmave!
Tanken om at skulle fortælle om mig selv, min sygdom, min blog samt ikke mindst bevidstheden om, at det ikke bare handler om en snik/snak, men en samtale, hvor resultatet bliver, at hele verden kan læse om min oplevelse af de mest fantastiske uger i Ry – puha!!!
Nåh… Jeg forberedte mig ved at bage boller i morges, tænde levende lys, ild i brændeovnen, have Pukka/Ry te klar og så kom hun, den søde journalist. Vi snakkede i 1 ½ time. Det var en superhyggeligt hvor vi kom hele spektret igennem med alvor, grin og spørgsmål, som krævede reflektion og tankevirksomhed. Jeg glæder helt vildt til at se, hvad hun kan få ud af vores snakJ
Efter en velfortjent middagssøvn og chokoladekage-bagning til resten af Cirkus Holmboe kom hjem fra deres civile job, fandt jeg en af mine yndlingssange på Spotify og nød duften og stemningen af kagen I ovnen, den glade boblende fornemmelse i maven efter endt “eksamen” og ikke mindst tanken om at interviewet vist ovenikøbet gik ok.
Jeg føler, at denne solskins-onsdag er god for mig, da jeg har fået lov til at beskæftige mig med noget, som giver mig glæde og samtidig gør en forskel for andre og mig selv. Det giver god mening for mig. Og er det ikke netop i krydsfeltet mellem glæde og mening, at LYKKEN ligger? Det er det for mig!!
Forfatteren Fernando Savater skriver:
"Det højeste vi kan opnå er glæde. Alt, hvad der kan give glæde, er berettiget, og alt,hvad der fjerner os fra glæden, er galt."
Ganske givet svært at huske på, når hverdagen med madpakker, lange arbejdsdage, regnvejr og vasketøj vælter ind over mig, men helt sikkert værd at være sig bevidst netop disse dage og så mærke efter, hvad der gør mig glad.
God aften til Jer alle