Den anden nabo, der også lige er kommet hjem fra ferie, slår hænderne sammen, vipper stille og roligt frem og tilbage på fødderne og stikker mig et stort smil.
Mig? Jeg skynder mig at råbe noget mindst ligeså sjovt tilbage, smile og kaste et efterladt gadekridt efter dem begge. Ikke så meget retorisk pladder frem og tilbage om vejret, græssets længde eller prisen på kolde øl i Spanien. Bum! Så hurtigt får vi både feriesnak og sygdomssnak overstået her i provinsen! Jeg kan godt li' mine naboer!
Jeg går oftest som en lettere beruset med gigt i begge ben. Det kan alle se. Mine naboer ser det også hver dag. De er helt med på, at jeg synes det er noget lort og drønirriterende. Men at bruge tid på at snakke en masse om det er overflødigt og betragtes som ligeså meningsløst som at male et stakit med tungen. Sclerosen er en lort, og vi er enige om, at den lort ikke lugter bedre af, at vi taler en masse om dens konsistens eller kalder den afføring.
Når jeg er på arbejde, så kører vi faktisk efter næsten samme opskrift. Her spøges der også med, at jeg skal gå ordentligt og holde ved gelænderet, så de ikke skal gribe mig, når jeg snubler. Ligesom mine naboer kan mine kolleger se, hvornår de kan hjælpe. De henter kaffe til mig, så vi undgår pletter på gulvet og de bærer min tallerken, så vi undgår madspild. De hvisker "pas nu på dig selv" og jeg rækker tunge, mens jeg tænker "TAK".
Og alligevel er det bare helt anderledes på arbejde end derhjemme!
For på arbejde kan jeg ikke lægge mig ind på sofaen, når mine ben summer, gør ondt og slår knuder. På arbejde beder jeg ikke folk om at tie stille og gi' mig 10 minutters time out. På arbejde skal jeg svare på spørgsmål, koordinere og få opgaver færdige til aftalt tid.
På arbejde holder jeg derfor nogle gange små pauser på toilettet. Der kan jeg liste ud og sidde alene helt alene uden larm. På et toiletbræt med bukserne på og øjnene lukkede, mens hjernen er sat på pause. Således går 10 minutter ret hurtigt!
Jeg knokler med alt, hvad jeg har for at nå mine opgaver til tiden. Men jeg kan li' det! Jeg kommer ofte til at sige ja til det meste, for jeg kan li' at være en del af det hele. Problemet opstår, når jeg insisterer på at være en del af det hele på nedsat tid.
Minderne om dengang min hjerne altid lystrede og kroppen virkede, fylder stadig rigtig meget. Min fornuft og ordet "nej" bliver gang på gang overtrumfet af minderne om dengang... Dengang da det var mig, der blev spurgt til råds omkring det faglige. Mig, der havde svarene, næsten inden spørgsmålene blev stillet. Mig, der sagde ja til de sjove opgaver.
Selvom min hjerne der strejker og benene stejler, elsker jeg mit arbejde og er vild med mine kolleger. I år er jeg faktisk også ret vild med min chef, for hun lytter og forstår. Hun indkaldte mig for en uge siden til møde, hvor jeg blev tilbudt en ny spændende arbejdsopgave!
Jeg skal i gang med en arbejdsopgave, som min arbejdsplads har fået tildelt af Socialstyrelsen. Jeg kan mærke den velkendte arbejdsbegejstring og spænding danse rundt i maven, samtidig med at jeg fyldes af taknemmelighed over stadig at blive betragtet som en ressource og ikke som en besværlig "fleksjobber".
Alle har brug for at lave noget meningsfuldt. Det er helt elementært for at have et godt og værdifuldt liv. Derfor føles det også så godt at blive set, hørt og ikke mindst betroet en ny ansvarsopgave på arbejde. Det allerbedste er dog, at jeg glæder mig til at komme i gang med opgaven, selvom alt er nyt og jeg ikke helt fatter en dyt (endnu).
Jeg havde engang et andet job, andre kolleger og en chef, som ikke havde forstået, hvad et fleksjob var. Det havde jeg sådan set heller ikke på dette tidspunkt. Jeg sagde ja til det hele og arbejdede alt for meget. Derfor havde min chef heller ikke noget "bøvl" med mig. Og derfor havde han heller ikke en chance for at gennemskue, at mit liv bestod af arbejde, sove, spise, (tvangs)hygge med børn, sove lidt mere og så godnat og op på arbejde.
Lige indtil den dag, hvor jeg (med attak) sad til møde med resten af lærerstaben og vi skulle fordele opgaver til kommende skoleår. Min chef ville have mig endnu meer op i tid. Jeg sagde nej og henviste til min fleksjobskontrakt. Han sagde jo, jeg sagde nej, han sagde jo, jeg sagde nej, og så endte jeg med at sætte den trumf på, som jeg havde lært i børnehaven. Med kinder røde af frustration og blanke øjne kiggede jeg ham indigneret i øjnene og sagde med en stemme fuld af afmagt: "Nej! altid 1000 gange mere end dig", hvorpå jeg rejste mig, gik ind på biblioteket og græd. Jeg blev sygemeldt umiddelbart efter og fik faktisk også nyt job.
Jeg er blevet meget bedre til at regulere min "arbejdstemperatur". Min nuværende chef ved, hvorfor jeg har brug for et fleksjob. Hun siger hverken "nej" eller "jo", men beder mig om at komme og fortælle, hvis der er noget, som skal ændres. Hun kalder mig fleksibel og skønner på det jeg laver.
Jeg vil ikke bytte hverken naboer, kolleger, chef eller job!