Et stankelbens jagt efter flueben...

Jeg tror, at vi alle kan mindes som barn at have siddet i vindueskarmen en varm sensommerdag og fascineret kigget på et stankelbens forgæves og forvildede forsøg på at kæmpe sig gennem den usynlige mur (læs: vinduet). Betragtet dens lange tynde og kluntede ben, som ikke kunne koordineres hensigtsmæssigt i den ulige kamp for at komme ud "i friheden". Selv ikke med vingernes hjælp...

Nogle af os turde ikke røre ved stankelbenet, men kaldte på vores bror eller far, og bad en af dem om at fjerne "gæsten". Andre af os tog blidt om vingerne, åbnede vinduet og ønskede stankelbenet "lykke på rejsen". Endelig var der også "bøllerne", som enten kvaste dyret med et stykke køkkenrulle eller alternativt indfangede det stakkels dyr og smilende rev benene af det et efter et!

Disse minder får mig som voksen til at tænke og overveje! 

Hvis et stankelben nu kunne tænke, hvad ryger så igennem dens hoved i kampen for at komme ud i friheden?

For fan...,hvordan kom jeg overhovedet herind i første omgang?
Hvem gider og kan hjælpe mig?
Tør jeg få hjælp?
Er det den rigtige hjælp, jeg får?
Argh... typisk! De andre skred bare, tak for l...!

Hmm... Kloge tanker fra et stankelben egentlig ;-)

Det er helt de samme tanker, jeg har i den her uge. Ergo må jeg jo så betragtes som et stankelben. Jeg kæmper også for at få styr på mine lange tynde ben, som har en ret ustabil og slingrende måde at te sig på i denne uge.

Udover benenes selvstyre (som mest kommer til udtryk om natten), har jeg i den her uge mange tanker, lange tanker og lidt bange tanker... (også mest om natten)... Jeg kan nemlig ikke rigtig få hold på mine arbejdsopgaver. Jeg kan såmænd heller ikke rigtig få hold på mine hjemmeopgaver. Det fylder rigtig meget i min tankevirksomhed og forstyrrer min koncentration om dagen og min søvn om natten.

Jeg tænker ligesom stankelbenet: hvordan fand.. kom jeg lige hertil! 

Jeg har ingen overblik og overskud. I dag faldt jeg for eksempel i søvn i bilen, mens jeg ventede på, at artisterne fik fri fra træning (skole). Tre hårde bank på bilruden vækkede mig, og artisterne havde fri...

Jeg har bare så svært ved at bede om hjælp, for hvem gider og kan hjælpe mig? Jeg ved godt, at hvis jeg ikke beder om hjælpen, så ved folk jo ikke, at jeg har brug for den! 
Jeg har venner, familie og kolleger som alle rigtig gerne vil hjælpe, når jeg har brug for det. Men faktisk, så har jeg det sådan i den her uge, at jeg slet ikke selv ved, hvad jeg har brug for, for at komme videre...

Med andre ord: Stankelbenet jagter flueben!! Jeg har brug for, at min ulige kamp med at få sat nogle flueben snart giver resultat. Det kræver, at jeg tør få hjælp. Men det kræver også, at jeg får den rigtige hjælp. 

• Jeg har bestemt ikke brug for at en "far eller en bror" bare fjerner mig som et problem.
  
• Jeg har heller ikke brug for at blive sendt afsted ud i i friheden med et "lykke på rejsen" uden en vejledning i, hvad jeg så gør nu...
  
• Sidst men ikke mindst, så har jeg slet ikke lyst til passivt at blive klemt af nogle bøller eller blive flået uden at kunne gøre indsigelser eller nå en overenskomst.
  

Jeg har nemlig ikke med min gode vilje placeret mig "flagrende" i vindueskarmen uden udsigt til at kunne navigere ud af dette strukturløse tankerod. Sclerosen beytder, at jeg lige nu rent kognitivt ikke kan overskue særlig meget, bevare koncentrationen eller for den sags skyld holde mig vågen.. Derfor har jeg brug for at få sat flueben, så min hjerne kan få RO!! 

Når et stankelben får sat flueben, så holder det sclerose-hjernen i ave, så jeg atter kan få "ro, renlighed og regelmæssighed" tilbage i min hverdag.

Derfor har jeg i dag været til møde med min jobkonsulent samt talt med min chef. Vi skal sammen finde den bedste måde at få sat nogle flueben, så alle er tilfredse. Jeg tror på, at hjælp og flueben er vejen til, at jeg dermed kan få min nattesøvn igen... 

- og såmænd en forhåbning om at også de lange tynde og kluntede stankelben ikke danser disco efter kl. 24.00 ;-)