En tur til bivirkningsland

Det her blogindlæg har været længe undervejs - inde i mit hoved. Det kommer til at handle om den behandling mod attak, som jeg netop har været igennem. En behandling som har virket rigtig fint og efter hensigten, men som også har sendt mig på en rigtig ubehagelig smuttur i bivirkningsland. Et land, hvor man ikke har lyst til at holde sin ferie. 

Jeg har prøvet det før! At  takke ja til den her heftige "attakmedicin", som jeg får via drop. Når min krop går scleroseamok og behøver hjælp til at komme på sporet igen, har medicinen altid virket virkelig godt for mig, så jeg kunne komme i gang med mit liv igen.

Proceduren for den attakbehandling jeg får er tre dage i dropbehandling på sygehuset. Behandlingen tager en times tid hver gang, hvor medicinen ligeså stille drypper fra posen på stangen og ind i årerne. Og så er det bare  "på gensyn og ta' den med ro ik?!"

Det er nu knap to uger siden, at jeg tog på sygehuset for at få hjælp til mine attakramte ben. Lægen lagde drop og sygeplejersken bad mig om at smøge ærmerne op, inden hun spøgefuldt spurgte: "Nårh Charlotte vil du have posen med eller uden bivirkninger" .

Jeg har som nævnt fået attakmedicin mange gange, så jeg kender i sagens natur en del til nogle af bivirkningerne. Derfor skyndte mig at svare "Meget gerne den uden bivirkninger, tø hø".

Jeg ved ikke hvilken del af mit svar hun ikke forstod, men jeg fik åbenlyst posen med bivirkninger. Bivirkninger i et omfang, jeg ikke har prøvet før og som satte mig til tælling i over en uge. Jeg har været så møghamrende syg, at jeg i svage øjeblikke hellere ville have undværet medicinen som ellers gjorde, hvad den skulle.

Den brændende hud, mit overopkogte ansigt, den rædselsfulde metalsmag af lygtepæl blendet med rustne søn (som fratager én enhver lyst til mad eller væske), svimmelheden, den skræmmende trykken for brystet, kvalmen og hovedpinen har denne gang været i kategorien "mild sommerforkølelse" i forhold til de nye bivirkninger, som virkelig har overskygget begejstringen for mine nyvundne ben.

Jeg har været så møghamrende syg på en måde, som jeg ikke har oplevet før. Og det har gjort så ondt. Allermest har det gjort ondt i min hjerne og mit humør. 
Jeg er klar over, at dette er en kendt bivirkning, altså at blive påvirket mentalt, så man enten bliver opstemt eller nærmest depressiv. Jeg kan godt li' opstemt - og det er det jeg plejer at blive med 5 døgn uden søvn, happy go luckystemning og mod på det hele.

Men den her gang har det desværre føltes som om min stakkels hjerne bare har simret ligeså stille over et gasblus. Jeg har ikke turde skrue op, for så var jeg bange for, at hjernen brændte på bunden og skulle skrabes af. At slukke helt for blusset har heller ikke været en mulighed, for så gik jeg helt i stå - og det er min største frygt - at gå i stå! Så jeg har i over en uge tilbragt tiden med en hjerne, der bare simrer på lavt blus som en gryderet, der er lidt for gammel og uden saft og kraft.

Jeg har ikke været i stand til andet end at ligge helt alene og uforstyrret i mit Lovehouse og skiftevis sove og lytte til lydbog, mens en hel familie har listet rundt og prøvet at forstå, hvad fanden der sker med mor!

Jeg har også været rigtig ked og grædt meget - mest om natten og helt for mig selv! Medicinen har gjort mig så uligevægtig, at Peter tørt forslog mig hovedrollen i en nyindspilning af filmen Trainspotting fra 1996, som bl.a. handler om en narkomans forsøg på at komme ud af sit misbrug. Peter mener, at jeg vil være selvskreven som narkomanen, der tager en kold tyrker! 

Jeg vil, inden det her blogindlæg bliver for trist, opgivende og udpenslet med alskens genvordigheder ved attakmedicin, stoppe mig selv her og minde mig (og jer) om, hvad jeg skrev i indledningen...

En smuttur i bivirkningsland!

For det var, hvad det var. En smuttur. Bivirkningerne er nemlig på vej væk, og jeg begynder igen at kunne skrue lidt op for blusset i min hjerne. Jeg er stadig træt og er nødt til at økonomisere meget med mine kræfter. Jeg er sygemeldt til på tirsdag og har sammen med min rigtige rare og forstående chef lavet en aftale, som giver mig ro i hovedet og mod på at komme i gang igen.

Mit "glashus" fungerer ikke længere som "sygehus", og jeg har både været en lille tur på stranden og fået en kop cacao med ældsteartisten inde i byen. 

Jeg er blevet spurgt af flere, om det har været det værd. Jeg kan kun sige, at det har det været for mig. Hvis det bliver nødvendigt, så gør jeg det igen. Jeg gør det, fordi behandlingen har fået mig hurtigere tilbage til det liv, som der blev afbrudt af scleroseattaket. 

Jeg er klar over, at der er meget delte meninger om attakmedicins berettigelse blandt folk med sclerose. Jeg er også klar over, at medicinen ikke virker på alle. Lad mig derfor slå fast, at det her er MIN historie om attakmedicin og de bivirkninger, jeg oplever. Der er ikke rigtigt og forkert. Der er holdninger og personlige erfaringer. Det er dem, jeg har forsøgt at bringe i det her indlæg.