Der var engang... og så var der også en bristet drøm eller to!

Jeg har ikke rigtig haft tid eller har kunnet samle mine tanker om at skrive de sidste (for mig) mange dage. Det skyldes ikke, at jeg er ked, syg eller har mistet lysten til at skrive.

Jeg har såmænd bare ikke været sikker på at et blogindlæg, hvor jeg detaljeret og med svulstige adjektiver hylder min elcykel ville være særlig interessant. 

Men jeg ER altså så smaskhamrende glad for min nye cykel, som med ét har betydet, at jeg på gode dage kan komme fra punkt A uden at holde pauser for at nå til punkt B.

Lige nu har jeg gode dage! Faktisk så gode dage, at jeg i morges præsterede at cykle med, da alle tre artister cyklede i skole. Det var da bare så fantastisk. Fantastisk fordi jeg for første gang i mange år har lavet noget aktivt med mine unger UDEN at føle mig handicappet! 

Jeg cykler faktisk næsten hver dag lidt rundt omkring helt alene - mest ude på landet blandt gyllespredere, fugle og køer. De der køer ik? De har fået mig til at sætte et mål! Alle der er noget ved musikken og motion siger, "sæt dig et mål". Og mit mål er blevet at tage et billede af en ny ko på hver cykeltur. Det er lidt svært, men jeg er blevet rigtig god til at se lidt ko i både en tyr, en hest, en hane og også en kat og dens ejer, som virkede ligeså reserveret, da jeg tog billedet.

Engang cyklede jeg med billetsælgeren. Vi købte nemlig to superfede racercykler, cykelbukser med skind i skridtet, cykelsko og smart hurtighjelm og så snakkede vi en masse om alle de ture, vi skulle på. Vi snakkede nok lidt mere og planlagde ture, end vi rent faktisk cyklede. Det var sår'n en fælles drøm vi havde. En drøm om "du og jeg og fuck alle de andre for nu cykler vi! sammen! hurtigt! ud idet blå! sammen!

Peter solgte vores racercykler i dag...

For nogle år siden solgte han også vores motorcykler...

"Ej hvor fedt Peter! Du er fandeme go'!" udbrød jeg, da han i eftermiddags vendte hjem uden cyklerne. Jeg stod glad og aede min elskede elcykel og bemærkede slet ikke hans manglende begejstring, før han sagde "Jeg er sgu helt ked af det lige nu. Det var faktisk ikke så sjovt, nærmere lidt ondt i maven agtigt" Den reaktion havde jeg slet ikke set komme...

Jeg lever nemlig lige nu i min egen lille "jeg er ikke handicappet" boble. jeg har så travlt med at tage kobilleder ude på landet (fordi jeg kan), at jeg fortrænger den store forskel mellem at være opløftet og helbredt. Men det gør han ikke. Han kan jo godt se, at mit venstre ben opfører sig helt skævt, at min fod dropper max og at balancen levner plads til forbedring efter en cykeltur.

Han kan med andre ord godt se, at jeg lige nu er både opløftet og handicappet, og at de fællesdrømme vi altid holder fast i, oftere og oftere er nødt til at blive korrigeret på grund af "skidesclerosen". 

Vores fælles drøm om fælles racercykler og fælles alt muligt solgte vi i dag. Og det er det som lige nu mærkes som endnu en fælles bristet drøm! Vores drøm om at cykle sammen har lidt et knæk, men den er ikke væk. Vi kommer til at cykle sammen lige om lidt! Mig på min sorte "turbomaskine" og ham på sin havelåge! Vi  vil garanteret få mange gode ture både med og uden kobilleder.

Det var bare den der drøm ik?! Endnu en drøm. Vores bristede racercykeldrøm! Sclerosen er nemlig også hans forbandede følgesvend. Og han ved og mærker helt ned i maven, hvad den gør ved både mig, ham og os, hver gang der bliver ædt en bid af en fælles drøm.