Charlotte Holmboe
  • Cirkus Holmboe
  • Om mig
  • Om det store cirkus
  • Ry Sclerosehospital 2015
  • Ry Sclerosehospital 2013
  • Ry Sclerosehospital 2012
  • Lyt til Radio MS
  • Lidt af hvert
  • Kontakt

Det føles som ren magi

11/15/2013

0 Comments

 
Virkelig! Rendyrket magi uden fætter BR tryllestave og glimmertryllestøv fra en hobbybutik! Jeg har ikke engang kastet besværgelser eller fremsagt trylleremser iført troldmandskostume...

Alligevel blev jeg ramt af magi i dag! Det magiske for mig er, at siden i onsdags har jeg spist en pille hver 12. time! En pille med det magiske navn Fampyra. Bivirkninger har der, som ved al medicin været en del af, men de blegnede da fuldstændig i morges, da jeg steg ud af min seng.

Jeg plejer at have "stænger der hænger" og en krop der er træææt og kræver ro. I morges var det anderledes, helt anderledes! Der var kort sagt dømt "Othellodag" i Cirkus Holmboe. 
Picture
Othellodag fordi:
Mit venstre ben og venstre fod ikke har krævet selvstyre.
Jeg har taget trapperne og ladet elevatoren holde pause på arbejdet (og der er en del trin , se selv her..
Picture
Vigtigst af alt, og det som har fremkaldt både indre jubelscener og troen på, at magien findes, kan I se i klippet herunder. Jeg har for at være helt ærlig set dette lille videoklip ca 30 gange, for det er helt urealistisk og SUPER fantastisk!!
Det betyder helt uforholdsmæssigt meget, at jeg kan løbe (læs: lunte). Magien og Fampyra hjalp mig på vej i dag, og jeg håber på, at jeg også kan regne med dem fremover. Jeg vil gemme i dag i en imaginær magipose, som jeg kan tage frem på de dage, hvor Othellokagen er udsolgt og jeg trænger til et spark bagi. 

Åh jeg er så glad, at jeg faktisk tror, jeg kan gå på vandet lige nu! 

"Tillykke - one gigant step for mankind" skrev min skønne veninde til mig tidligere i dag, da jeg glædesstrålende fortalte hende, at jeg havde LØBET en "metermarathon", nemlig 40 meter. Amstrong og mig, just saying ;-)
Picture
0 Comments

Alt hvad  hun ville var at danse...

9/22/2013

1 Comment

 
Picture
Jeg kan godt lide at danse! Danse tæt, danse længe, endda at danse disco og så absolut helst til lydstyrke tinnitus :-) Det ser helt sikkert grimt ud, men jeg er ligeglad!!

Jeg bilder mig ind, at jeg er vild med fester. Store fester, hvor der smalltalkes, sammenlignes kjoler og hårlængder, byttes bordkort i det skjulte, mingles og grines højt og længe... 

Virkeligheden er bare en anden, for hvis jeg skal være hudløs ærlig, så er sandheden nok nærmere, at jeg VAR vild med fester, hvor mange mennesker mødes, griner, snakker, danser og tømmer baren.

I forgårs var jeg inviteret til KÆMPE indvielsesfest sammen med alle mine kolleger (ca. 200 vil jeg tro). Konceptet var masser af mennesker, rigtig god mad og rigtig god vin, øl mm., super underholdning OG naturligvis dans og høj musik. Jeg havde selvfølgelig meldt mig til i god tid, klar til at gi' den gas!

Picture
Når cirkusdirektøren er klar til at gi' den gas, er det samtidig tvingende nødvendigt at stoppe op for at tage lommeregneren (læs: fornuften) frem og tjekke "fest-regnskabet" (suk). Lad mig kort definere begrebet "fest-regnskab"

Fest-regnskab: er et ganske særligt regnskab, som bruges i de tilfælde, hvor det forventes af "kontohaveren", at vedkommende økonomiserer med kræfterne, for ikke at få minus på kontoen. 
Regnskabet kan være yderst vanskeligt at føre, da der ikke altid er en fest-regnskabsrådgiver i nærheden, som besidder de nødvendige kompetencer for at kunne rådgive kontohaveren. 

Det må derfor forventes af kontohaveren, at vedkommende selv er i stand til at mærke efter, INDEN kræfterne og energien er brugt. Negativ bundlinje på "festregnskabet" medfører nemlig øjeblikkelig tilbagebetaling i form af massiv træthed, en "tung" krop og unaturligt stort behov for søvn og isolation" 
Picture
-Og hvor svært er det lige for en cirkusdirektør at føre et fornuftigt regnskab, når trangen til dans og sjov overstiger vrangforestillingerne om egne kræfter og overskud.

Jeg tog den rigtige beslutning i forgårs efter at have regnet lidt frem og tilbage... 

Jeg blev hjemme hos mit cirkus, og lod de andre om at gi' den gas og at have tømmermænd og ømme fødder i dag :-)

Det blev en god aften for mig alligevel - en rigtig god aften for hele cirkusset faktisk. En rolig aften uden høj musik men med god mad, mit cirkus' dejlige selskab men dog uden dans! Til gengæld vandt jeg i Matador, så jeg nu faktisk har råd til at købe min egen danseskole og bygge den, hvor jeg vil !!


Picture
Picture
At jeg holdt styr på mit "fest-regnskab" i forgårs betyder, at jeg har kunnet tage med resten af Cirkus Holmboe i svømmehallen i går og smutte en tur i skoven med yngsteartisten.

Det er så svært at sige nej til tilbud om dans og socialt samvær. Jeg bander det stadig langt væk, når jeg bliver nødt til at sige nej til ting, men gør det, fordi jeg VED, at det vil give underskud på "kontoen". Min udfordring er at acceptere, at i det her fest-regnskab kan man ikke låne uden at skulle betale ågerrenter tilbage, og ågerrenter er lort!

Hvor ville det egentlig være smart, hvis man kunne købe en pose "fest-energi", et bæger med "pæn dans" og så hoppe i en balje med "frisk resten af weekenden" pulver, når man kom hjem fra fest ik?
1 Comment

Hooold nu kæft! Ét år allerede...

7/28/2013

9 Comments

 
Picture
"Nåh mutti Holmboe, så er det i dag, du skal ha' Othellolagkage?"

Cirkusdirektøren kigger desorienteret, men forventningsfuld på billetsælgeren, som fortsætter: "Det fortjener sgu da Othellolagkage, at du har holdt gang i den blog i ét år i dag, og at flere og flere ovenikøbet besøger den"

Hooold nu kæft!! I dag er det præcis ét år siden, jeg skrev det første blogindlæg på Cirkus Holmboe bloggen. For nøjagtig et år siden sad jeg i min sofa med mylderhjerne, uro og en lille smule fortrydelse over, at jeg havde sagt ja til en indlæggelse i fire uger på Ry Sclerosehospital. Billetsælgeren havde lige givet mig et lynkursus i blogverdenens fagre verden, og jeg sad nu dér med mac'en i skødet og begyndte at skrive. Jeg skrev det første jomfruelige indlæg, som egentlig kun skulle fungere som en dagbog for mig selv og familie/venner i den måned, jeg var indlagt i Ry. Det var med hjertet i halsen, jeg trykkede "send".

Efter fire fantastiske uger med daglige blogindlæg, havde jeg slet ikke lyst til at stoppe, og dermed udviklede Cirkus Holmboe bloggen sig stille og roligt til at blive en blog, som i min optik, har fået mange læsere, og som jeg kan mærke gør en forskel for mig, men også for andre.

Det har været overraskende for mig, hvor stor betydning mine skriverier har fået for mig... Jeg får sat ord på nogle tanker, som jeg nu ved, jeg deler med andre i samme situation som mig. Andre som tumler med de samme ting og bekymringer, og hvor vi har det tilfælles at sclerosen er en deltager, man ikke kan sende hjem.

Jeg synes (i al ubeskedenhed), at det er en fantastisk følelse, at vide, at jeg bidrager til et fællesskab, som ingen af os scleroseramte frivilligt har valgt, men alligevel vælger at bidrage til at få det bedste ud af. At mærke, at folk kan relatere og identificere sig med meget af det, jeg oplever i min hverdag gør en forskel for mig og er med til, at jeg har lyst til fortsat at dele min tanker og "jongleringer"

Picture
Hvor vildt er det lige?? 56.200 unikke læsere på et år! Jeg ved ikke en skid om mode, sunde madvaner eller lækkert håndarbejde, som jeg kan blogge løs om. Jeg har heller ikke andre give aways end hjemmemalede sten fra sommerhuset eller en Othellolagkage. Faktisk kan jeg kun skrive noget om mit lille cirkus, og ikke mindst hvordan vi holder skruen i vandet. Men det er åbenbart nok. Jeg er så taknemmelig for, at så mange  læser min blog. Bliv ved med at skrive til mig, komme med råd, spørge om råd, grine og græde med mig. 

C.G. Jung sagde engang: 

"Et bevidst fællesskab - ikke bare et fællesskab - er det eneste, der kan give mennesker et tilfredsstillende liv". 

Jeg er i bund og grund godt tilfreds med mit liv :-)

Om præcis en uge drager jeg til Ry igen. Denne gang har jeg langt færre spørgsmål og dumme tanker,men er ligeså spændt og nu også forventningsfuld. Jeg skal afsted i 14 dage og vil bestræbe mig på at skrive lidt om opholdet :-)


Picture
9 Comments

På med handsken !

6/26/2013

0 Comments

 
Picture
Uddrag af artikel i Jyllandsposten den 31.5.2013
"Fremtiden for dansk professionel boksning ser sort ud efter Mikkel Kesslers nederlag til Carl Froch i London.

Det vurderer den mangeårige promotor Mogens Palle, der ikke kan se, hvem der skal stå øverst på plakaten de næste mange år. Det er småt med talenter og navne, som danskerne vil se.


Jeg kan ikke se hvem det skal være, udtaler Mogens Palle"

Ha ha! men det kan jeg! Mellemsteartisten har nemlig været til boksning for første gang i går. Der blev givet så meget gas, at han ikke kunne tage gaflen OP til munden, men måtte bøje hovedet ned til gaflen, da vi efterfølgende skulle spise aftensmad. Jeg måtte hælde mælk op samtidig med, at jeg skulle holde masken. Men det er vel bare "begyndervanskeligheder" ;-)

Der blev styrketrænet, konditionstrænet og bokset på sandsække, så sveden haglede af vores 11 årige artist. Billetsælgeren ringede, mens jeg stod og svedte på mellemsteartistens vegne, for at høre status på udfoldelserne. Mit svar var: "Jeppe knokler og bokser og jeg ville ønske, at jeg gjorde..." Og så besluttede jeg mig faktisk for i det øjeblik, at hvis artisten ville sige ok til idéen, så er jeg også bokser efter sommerferien. Det gik som jeg havde forudset... han jublede! 

Jeg er da udemærket klar over, at jeg ikke ender som en Kessler (hverken Linse eller Mikkel), men jeg vil bokse fordi... jeg kan! og jeg vil bokse fordi... mellemsteartisten vil ha' mig med og så vil jeg bokse fordi... jeg tror det er skideskægt og helt sikkert hårdt. 

Ja, jeg har sclerose og skal passe på mig selv. Det vælger jeg så nu at gøre ved at gå til boksetræning. Haslev Sclerosehospital har boksning på programmet, hvilket jo må være en god indikator for, at det er en effektiv og god sportsgren for netop sclerosepatienter, hvis man træner på det rigtige niveau og lytter til sin krop.

Den gode Muhammed Ali sagde engang:

It isn't the mountains ahead to climb that wear you out; it's the pebble in your shoe" 

Så derfor vil jeg, hvis det bliver nødvendigt, tømme mine sko for småsten og tage mellemsteartisten i hånden, inden jeg træder ind i boksemanegen, når det går løs efter sommerferien. 

Nu vil jeg gå i seng og nyde, at skoleårets sidste madpakker er smurt, jeg har én undervisningsdag tilbage og at jeg på mandag har en date med dr. Clooney.

Har du også noget at glæde dig til?

Picture
0 Comments

Til ladywalk med bøllehat og stok

5/26/2013

0 Comments

 
Picture
For snart 4 måneder siden blev jeg jo vært på Radio MS i et program ved navn Cirkus. Radioen er drevet af frivillige, men hvad der er helt fantastisk er, at der sidder en herlig, kærlig og fantastisk kvinde på Sjælland, som jeg har skrevet med, men aldrig har mødt. Denne kvinde har også sclerose, og hun spurgte mig for en måneds tid siden, om jeg ikke kunne tænke mig en hue/hat som hun ville strikke, for det havde hun også gjort til de andre studieværter!!!

Jeg sagde JO TAK, for jeg havde set de andre studieværters eksemplarer, og det var "virkelig go' stil"! I morgen får jeg så tilsendt min bøllehat!!! Tjek den lige ud... Er den for tjekket eller hvad? Jeg er så taknemmelig og rørt over, at en kvinde, som ikke kender mig, vil bruge timer på at lave noget så unikt - det er hvad jeg kalder overskud, næstekærlighed og styr på strikkepindene. Bemærk at der står CIRKUS MS på bøllehatten <3

Ikke nok med, at jeg vil vente spændt på postbudet i morgen, så vil jeg kl. 9.30 i morgen formiddag tage hjem til min ven Kasper Vestergaard, som er bagmanden bag MS Kost & Livsstil. Han har nemlig forvandlet min sorte stok om til et kunststykke, og nu har han meldt, at den er klar til brug! Jeg glæder mig som et lille barn til at se den og prøve den. 

Han har taget udgangspunkt i et maleri han har lavet og ladet sig inspirere, da han malede min kunstneriske stok... Årh jeg er spændt!

Jeg vil bruge den i morgen aften, når jeg skal deltage i Ladywalk i Sønderborg, som er et arrangement, hvor der i Sønderborg deltog ca. 4200 kvinder, som alle gik tl fordel for Scleroseforeningen. For hvert skridt jeg tager i morgen aften på gåturen vil jeg kigge smilende på min stok og sende Kasper en kærlig tanke. Tænk at have en ven, som insisterer på at male min stok, så han kan være sikker på, at jeg bruger den. Det er da fantastisk. Af hjertet tak søde Kasper, du er en ener...

Jeg vil pakke min stok, min bøllehat, campingcykel, ældsteartisten og ikke mindst seniorartisten i Berlingoen, så vi kan komme til Sønderborg,  og så skal Cirkus Holmboe give den gas til Ladywalk. Jeg glæder mig til at møde en masse af dem som jeg kun (endnu) kender fra facebook i de sclerosefora, hvor jeg jonglerer rundt. Jeg håber vi bliver mange og solen vil skinne bare lidt :-)

Jeg er så taknemmelig og glad for, at der findes mennesker i mit liv, som vil glæde mig uden at forlange noget til gengæld. Tak Jette og Kasper!!
Picture
0 Comments

tre år uden attak - jeg gik planken ud, men tog jeg springet??

5/25/2013

0 Comments

 
Picture
I dag er det præcis tre år siden, jeg sidst havde et attak, og det er selvfølgelig en dag som vi i Cirkus Holmboe har fejret for fuld udblæsning. tre år er lang tid, meget lang tid, for en cirkusdirektør der de første 14 år med diagnosen sclerose døjede med attaks gennemsnitligt hvert halve år. 

Attaks er lort! Lort fordi man bliver meldt ud af kampen uden varsel og ligger underdrejet på ubestemt tid. Uvisheden om, hvornår man får det bedre igen, og OM man får det bedre er for mig det værste ved sygdommen. 

Derfor er jeg så glad i dag. Faktisk er jeg så glad og "fejringsparat", at jeg i går "kom til" at love, at når de tre artister + en gæsteartist og jeg i dag skulle i svømmehallen, så ville jeg da selvfølgelig springe fra 3 metervippen!!

DUMT DUMT sagt fru cirkusdirektør! Jeg vågnede i nat og næsten håbede på at kunne fremprovokere lidt tyndskid eller en fodvorte på højre fod, så vi ikke kunne komme i svømmehallen ;-) Men afsted kom vi... and it went like this:

Cirkusdirektøren går den tunge gang hen til 3 metervippen med 4 artister i hælene, der forventningsfuldt ser til, mens hun trin efter trin ender tre meter oppe i luften for enden af vippen. Direktøren kigger ned, får det sygeste sug i maven og mærker svimmelheden, hvorpå hun drejer omkring og på bedste Mr. Bean manér bevæger sig ned igen :-(

Artisterne kigger med delt skuffelse og overbærenhed til, og begynder så at udføre det ene 3 meter udspring efter det andet... Pludselig ser man cirkusdirektøren tilbage på 3 metervippen igen, fast besluttet på at "det skal fandeme være løgn skal det", mens hun lavmælt mumler "du skal lære at holde din mund, skal du!"


Jeg sprang! jeg gjorde det... tog et udspring fra 3 meters højde ned i noget vand, mens fire artister kiggede på og jublede. Det var så vildt og jeg grinede så højt bagefter, at alle hvalerne i boblebadet  stirrede målløst, mens jeg gentog "så I det hva? så I det?". Jeg er fra nu af ikke bange for noget i hele verden, hverken MR scanneren, politietsfartkontrol eller min egen mor og far! For jeg kan springe fra 3 metervippen.

Ovenstående var "tre år uden attak"dagens mest oprivende oplevelse, men vi har selvfølgelig også fejret med Othellolagkage, Rutebillagkage (som ældsteartisten og hendes veninde kreerede) og spist billetsælgerens hjemmebagte chokoladeboller. Alt dette blev indtaget sammen med seniorartisterne, som havde røde roser med til mig :-) 


Seniorartisten (alias min mor) mente, at dagen skulle fejres på behørig vis med en kort-tryllekunst! Lad mig med det samme slå fast, at senoirartisten IKKE er uddannet tryllekunstner, og at hun IKKE kender til begrebet "at sætte sit lys under en skæppe". Hun er en blærerøv og en insisterende én af slagsen og gudskelov og 1000 tak for det! "Offeret" for tryllekunsten er yngsteartisten, som velvilligt stiller sig til rådighed i dagens anledning og blot smiler og ryster overbærende på hovedet. JEG ELSKER MIT CIRKUS, og jeg vil glæde mig til at lægge hovedet på puden i aften og vide, at jeg KAN springe fra tre metervippen, har verdens bedste cirkus og ikke har haft et attak i 100 år :-)
0 Comments

To cirkusdirektører mødes og udveksler :-)

5/3/2013

0 Comments

 
Picture
Jeg har længe gået og følt, at jeg har brug for sparring, vejledning og inspiration som cirkusdirektør.
Der er så mange ting at skulle tage stilling til, overveje og forholde sig til som cirkusdirektør.

Faktisk er det indimellem et ensomt og stort  (meget stort) ansvar at lede et cirkus ...

Derfor åndede jeg i forgårs lettet op, da jeg til min store glæde opdagede, at Cirkus Dannebrog lagde vejen forbi Haderslev igår :-)

Picture
For at gøre en lang historie kort, så besluttede jeg mig med bankende hjerte for, at finde Cirkusdirektøren Agnete Enoch. Jeg ville bede hende om en rundvisning, lidt gode råd og måske en enkelt fribillet til aftenens forestilling ;-)

Jeg blev ikke mødt af den høje, slanke, storstrålende kvinde i lang cirkuskjole, som jeg havde forestillet mig, men derimod af en lille tæt og træt kvinde, hvis frisure lignede....! Hun lyttede, smilede og inviterede mig ind i sin cirkusvogn, hvor jeg fik en fribillet og et program over aftenens forestilling. Rundvisningen måtte jeg selv tage, for hun havde et radiointerview og en superflot cirkuskjole at vaske! 

Jeg listede rundt og lugtede til savsmulden i et RIGTIGT cirkus. Jeg oplevede RIGTIGE cirkusdyr og så talte jeg med en mand, som jeg ikke kunne forstå, da han talte cirkussprog. Jeg fik også "smidt" cirkusdirektørens lille hund i favnen og var bare så glad, ydmyg og taknemmlig over at få lov til at klappe en rigtig elefant, og kigge ind i de tætpakkede cirkusvogne med artister, som hvilede til aftenens forestilling.

Jeg tog billeder, jeg sugede til mig og jeg klukkede af glæde og optur hele vejen hjem i bilen. HOLD DA KÆFT... jeg har talt med en kollega, som har et STORT og omrejsende cirkus - så bliver det ikke meget vildere! 

Hvis du klikker på billedet af den smukke cirkusprinsesse nedenfor, kan du se en lille video fra mødet mellem Cirkus Holmboe og Cirkus Dannebrog :-) Det var fantastisk og uforglemmeligt...
Picture
0 Comments

Én Linse har store bryster, en anden linse er rød og brugbar!!

2/27/2013

0 Comments

 
Picture
Jeg fik en Linse, nej faktisk en hel pose røde Linser i gave på min "1000 dage uden attacks" dag. En pose røde linser af min kollega Hanne, som ville give mig noget rødt, fordi det er en glad farve, OG noget som indeholder “mere end 1000! “

Det er i sandhed den underligste gave, jeg har modtaget længe. Jovist man kan spise røde linser, men mine tre artister er mildest talt forbi bønnespire- og linsefasen, efter at jeg for år tilbage forsøgte at proppe “Kernesund familie” ned i halsen på dem i hele to uger. Jeg måtte dengang kapitulere og igen servere almindelig sund føde for ikke at ende med underernærede børn…

Derfor stod jeg jo i forgårs med en udfordring af de store. Man smider ikke en gave ud, det er uforskammet.  Jeg skulle bruge lige nøjagtig 10 sekunders “timeout tænketid”, før jeg kunne besvare følgende spørgsmål fra to af artisterne:

“Hvad fisen har du så tænkt dig at bruge røde linser til? Har hende Hanne ment det for sjov eller hva?”

NEJ! Hanne har ikke ment det for sjov. Hver enkelt linse symboliserer jo en dag for pokker. Og så gik Cirkus Holmboe ellers i gang med at tælle dage, for at se hvor meget de egentlig fylder, de der attackfrie dage! 1,2,3,4…. 678, 679,680….997,998, 1000!!! Lang tid tog det, men “dagene” blev fyldt i et glas og står nu på en hylde i stuen. Det næste glas står klar til om 1000 dage.

1000 dage i et glas fylder ikke meget, men føles helt vidunderligt at kigge på :-)

Jeg kunne mærke på især yngsteartisten, at vores tælleri gav en god fornemmelse af, hvorfor jeg egentlig var SÅ glad mandag den 25.2.2013, for "det er godt nok mange dage mor!" 

Jeg har gemt posen med linser et hemmeligt sted, og håber at kunne tage dem frem om 1000 dage og tælle videre :-)

0 Comments

Vejrmøllen!

2/24/2013

4 Comments

 

Billetsælgerens store indsats til "1000 dages festen";-)

4 Comments

Ikke flere nøgne damer! vi vil ha' RO...

2/11/2013

4 Comments

 
Picture
Vinterferien startede for Cirkus Holmboe i går, søndag! Top klar, med en proppet Berlingo, drog vi mod Bork ved Ringkøbing i går kl. 10.45! Alle medlemmer var i højt humør og forventningsfulde. Kl. 10.51 holder vi så i krydset ved Sydhavnsvej, som er et af de pænt trafikerede lyskryds i Haderslev. Yngsteartisten afbryder pludselig sig selv i sin ligegyldige talestrøm med ordene: "Hvorfor hænger der så lige en nøgen damedukke ud af det vindue?". 

Det kan nok være at billetsælgeren kunne se til både højre og venstre, inden vi fortsatte for grønt! Resolut drejede han Berlingoen til venstre på min befaling, så jeg kunne forevige dette syn som bevismateriale! Alle artister lagdes sig fladt ud på bagsædet, men billetsælgeren kiggede intenst ned på sin mobil. MEN et billede skulle jeg have. En del læsere må jo efterhånden begynde at tro, at jeg har en fetisch overfor nøgne dukker ;-) Det skal siges, at vi endnu IKKE har nået (læs: fundet det tvingende nødvendigt) at forklare, hvad "Hjørdis" hang der ud af vinduet for og så uden tøj på!

Med sømmet i bund ud af Haderslev, for ikke at blive udsat for flere overraskelser, nåede vi ved middagstid destinationen. Det dejligste sommerhus med kakkelovn, lavt til loftet, skæve døre, egern i haven og RO. Her er så stille, at alt lige fra mumlen på værelset til sider der bliver vendt i en bog, kan betragtes som støj. Cirkusdirektørens hjerne siger tak tak tak :-)

I går gik vi en tur. Jeg vil sige, at vi gik en laaaang tur, men set udfra et generelt perspektiv, må den vel nærmest betragtes som en lille smuttur ud i det blå. Vi fór lidt vild i sommerhusområdet på et tidspunkt, hvilket medførte, at jeg meget koncentreret (læs:sur og ked) og lidt stille (læs: sammebidt) måtte slææææbe mit venstre ben efter mig, mens billetsælgeren holdt balancen for mig :-( Hjem kom vi med hiv og sving. Jeg indtog straks direktørstolen, mens billetsælgeren lavede cacao og boller klar og artisterne hyggede med spil på værelset.

Udover "spasserbenet"s forestilling i gakkede gangarter, så var det en meget smuk gåtur, hvilket jeg fik bekræftet og genopfrisket i dag, da jeg så billeder derfra i formiddags...

I dag har jeg sovet formiddagssøvn, middagssøvn og eftermiddagssøvn, så i morgen er jeg klar til at gi' den gas igen. Jeg har pakket min enmandshær væk, vil istedet lytte til både billetsælgeren og allermest til min krop, som så gerne vil, men har brug for lidt kyndig vejledning for at kende sin egen begrænsning. 

Ferien er godt i gang og vi fortsætter stilen de næste dage :-)
 
4 Comments
<<Previous
Forward>>

    Arkiv

    April 2016
    March 2016
    February 2016
    January 2016
    December 2015
    November 2015
    October 2015
    September 2015
    August 2015
    July 2015
    June 2015
    May 2015
    April 2015
    March 2015
    February 2015
    January 2015
    December 2014
    November 2014
    October 2014
    September 2014
    August 2014
    July 2014
    June 2014
    May 2014
    April 2014
    March 2014
    February 2014
    January 2014
    December 2013
    November 2013
    October 2013
    September 2013
    August 2013
    July 2013
    June 2013
    May 2013
    April 2013
    March 2013
    February 2013
    January 2013
    December 2012
    November 2012
    October 2012
    September 2012


    Hvem er vi?

    Jeg er cirkusdirektør i Cirkus Holmboe. Mit cirkus har eksisteret siden 1995 og har 5 medlemmer + cirkushunden Sofus. Jeg er som cirkusdirektør ansvarlig for de daglige forestillinger, som kan variere lige fra spektakulære krumspring til de fladeste overspringshop. 

    Vi har artister, en billetsælger, badutspringere, jonglører (både med ord, tallerkner og bolde), tryllekunstnere, tankelæsere, linedansere men INGEN klovne!! 

    Mere om mig selv og mine ansatte kan læses ved at trykke på "hjem" knappen øverst. 


    Emner

    All
    At Sætte Spor
    Billeder
    Cirkusdirektøren
    Cirkus Holmboe
    Hjælpemidler
    I Fuld Galop
    Kys Sclerose Farvel
    Min Læge Dr. Clooney
    Party I Provinsen
    Radio Ms
    Sclerose
    Sejre
    Venner


    Sider jeg læser:
    • Ibbyheart.com
    • Scleroseforeningen
    • Radio om MS
    • Kom Blot



    RSS Feed

Powered by Create your own unique website with customizable templates.