Åh.. en af de morgener, hvor jeg vågner med nedgroede øjenlåg! Ikke bare tykke trætte øjne.. næh decideret nedgroede øjenlåg, der pure nægter at se dagens lys kl. 6.25. 

Da den karakteristiske og alt for velkendte kvalmereaktion ved lyden af mit vækkeur havde fortaget sig kl "alt for tidligt", vraltede jeg derfor med meget lukkede øjne ud af sengen og satte straks gang i min tre trins plan, der indbefatter et alt for koldt bad, KAFFE og vækning af dem jeg elsker!

Både kaffen og det lunkne bad gør som regel underværker og lindrer både mit humør og mine nedgroede øjenlåg. Men i morges, da jeg langt om længe kunne finde mit eget spejlbillede på badeværelset, blev jeg grebet af en uskøn blanding af resignation og panik. 

Min højre hånds meget tydelige aftegning på kinden (i et træææt tungt ansigt) tonede nemlig frem, da jeg endelig kan genkende mig selv i spejlet. Sådan en morgen er der ikke andet for end at udfordre synspunktet for, hvor rigtig skønhed kommer fra. For skønhed er i dag en enorm ufortjent gave, som uddeles på absurd tilfældig vis - basta (hilsen en dagsgrim cirkusdirektør)!!

Ikke en gang rene underbukser, lidt mascara eller en køn bluse ville i dag kunne rette op på begrebet ydre skønhed i dag. Jeg iførte mig derfor den indre skønhed og tog fortrøstningsfuld på arbejde. 

Det viste sig, mod alle odds, at blive en god dag - en grim dag, men rigtig skøn og god! (og det her er ikke løgn!)

Jeg sluttede arbejdsdagen af på Streetdome, som er Haderslevs nye kæmpe skatepark. Streetdome ligger nabo til min arbejdsplads, så jeg kunne faktisk stå på 4. sal og kigge ned på mellemste- og yngsteartisten, som efter skole skulle have afprøvet deres spritnye skateboards. Det er sgu da et ret ok koncept ik?

Nye skateboards bliver beundret, afprøvet og "pyntet" med klistermærker. Livet er skønt :-)

Udsigten fra min arbejdsplads! Det kan da ikke være meget bedre vel?

Nu er det weekend med nyd og flyd og retten til at være grim hele to dage i træk. Cirkus Holmboe har nemlig ingen planer overhovedet, der kræver ydre skønhed i denne weekend :-)

Min farbrors træk og sliptoilet, et tysk nødråb og en distræt cirkusdirektør i selskab med sin 12 årige artist på et handicaptoilet i Tyskland, DET er hvad du blandt andet kan læse om i dette blogindlæg. 

Jeg havde egentlig forestillet mig, at dette indlæg skulle have handlet om, hvor velsignet en rollator er at have med på indkøb i et stort indkøbscenter i Tyskland... Men nej, det skulle ende helt anderledes. Min mor, mellemsteartisten og jeg tog igår til Tyskland for at handle! Jeg allierer mig altid med min mor på sådanne ture. Både for hyggens skyld, men i særdeleshed også, fordi hun formår at bevare overblikket, når jeg går kold eller mister fatningen. 

Vi kører med en rollator og to indkøbsvogne som lystigt bliver fyldt. Vi bruger lang tid på indkøb og er da også både trætte og meget tissetrængende, da vi når ud på den anden side af kasseapparatet.

 Der er kø ved toiletterne som faktisk også er ret klamme. Den søde tyske "tissekone" som sidder og beder om 3 kr., for at man må tisse, ser min rollator og låser så op ind til handicaptoilettet. Mellemsteartist, rollator og cirkusdirektør træder ind på det reneste handicaptoilet med alle tænkelige foranstaltninger, som berettiger titlen som handicaptoilet. Det rene toilet formildnede omstændigheden omkring fællestisning med sin mor betragteligt for drengen på 12 år.

Der er endda en snor lige ved toilettet, meget lig samme "snorprincip" som den min farbror Preben og tante Grethe i fordums tid også havde i deres træk og sliptoilet. Mens jeg tisser, sidder jeg og falder i staver, lige indtil mellemsteartisten får mig tilbage til virkeligheden med følgende bemærkning "Det er sgu da smart mor.... Har du set, du skal bare trække i snoren, når du er færdig... Er du snart færdig?". Jeg ser ikke glimtet i øjet på ham, men tænker kun på at få skyllet ud, så han kan komme til.

Jeg trækker derfor i snoren!!! Hoooold nu kæft... Hele indkøbscentret bimler og bamler himmelhøjt og intenst. Jeg står HELT stille, vralter så hen til døren, låser op og får hastigt fortalt "tissekonen" at "Alles ist ok!!", for derefter at smække døren igen.

Mellemsteartisten sidder på toilettet, ryster på hovedet og siger noget med at det jo bare var for sjov, og at han da ikke håbede, at der kom nogen ind lige nu, fordi de troede vi sad fast i toilettet. Vigtigst af alt får han smågrinende sagt  "Mor for fan..., NOTRUF betyder jo nødråb"!

Gennem infernoet af nødråb i hele indkøbscentret er der pludselig én som banker hårdt på døren. Jeg åbner, bliver skubbet til siden af en meget vred og hærdebred "Helga", som trykker på en knap på væggen - og så er der RO. 

Der er samtidig også fri udsigt for alle til en mellemsteartist som sidder på wc på et rent handicaptoilet. Men der er RO!! 

Mellemsteartisten og jeg sunder os lidt bag den (igen) lukkede toiletdør, håber på at alle er gået hjem og låser så op til synet af en ordentlig røvfuld tyskere, der kigger undrende på os. Min mor undrer sig derimod ikke synderligt, men foreslår blot smilende, at hun går med mig en anden gang.

Hvad moralen for denne Tysklandstur med træk og slip er?? Jeg tror ikke, at der er nogen anden end at huske at læse på skiltene,  og så huske, at det er ikke altid man kan give sclerosen skylden - nogle gange er det også sønnens skyld ;-)

Det var en skøn, men i den grad anderledes Tysklandstur. Min elskede mor formåede at bevare vores overblik trods det faktum, at jeg næsten fik startet 3. verdenskrig i et supermarked i Flensborg. Hun må godt komme med næste gang igen :-)

SÅ fik jeg sendt mit cirkus afsted! Superspændte og megatændte har de to yngste artister, billetsælgeren og seniorartisten sat kursen mod Jyllandsringen i Silkeborg, hvor der i dag skal køres Grand Prix. Bilen var proppet med god karma - rigtig varm, blød og god karma!

Den gode karma skyldes i høj grad Jan Magnussen og hans kone. Altså racerkøreren Jan Magnussen, som har vundet flere Le Mansløb og deltaget i intet mindre end 25 Formel 1 løb.

Jan Magnussen og hans kone Christina har nemlig inviteret mit Cirkus til at komme til Silkeborg i dag og opleve ham køre (stærkt) - Det bliver så vild en drengerøvsdag med hurtige biler, motorlarm og hujen på sidelinjen. 

Hele det her setup begyndte egentlig for et par måneder siden med, at billetsælgeren læste Jan Magnussens bog "En fiaskos perfekte liv". Bogen gjorde så stort et indtryk på billetsælgeren, at han en sen aften, da sidste side var læst, besluttede sig for at skrive en mail til Jan Magnussen for at fortælle, hvor begejstret han var for den. 

Fire dage gik der, så fik Billetsælgeren en mail fra Jans kone, hvor hun fortæller, at hun har læst mailen op for både sin mand og hans manager. Jan Magnussen var blevet meget rørt, og havde bedt hende om at sende to caps, en bog, to plakater og ikke mindst billetter til Grand Prix den 31.8. Ikke et øje var tørt herhjemme, da pakken kom! èn ting er at være kendt! Noget helt andet er at være kendt OG samtidig være så "god karma" agtig. 

Det er efterhånden to måneder siden den der fantastiske pakke kom, så der har været nedtælling i rigtig mange dage, daglig snakken og uudholdelig venten på den store dag.

For et par dage siden kammede det så helt over med god karma, da Jans kone Christina sendte nedenstående mail. 

Hvor er det da bare ovenud fantastisk, at en mail fra min billetsælger, hvor han blot tilkendegiver sin begejstring over en bog udvikler sig til det her - en oplevelse for livet!

Hvad kan vi lære af det her?? Joh jeg har ihvertfald lært, at karma smitter. Jeg tror på god karma, og jeg tror på, at hvis vi alle husker at anerkende, rose og dele ud af det gode i vores liv, så vil verden være et bedre sted.

Spørger I, Hvad jeg vil lave nu, hvor jeg er helt alene hjemme?? Joh jeg vil køre i pit. Lade snavs være snavs, lade vasketøjet passe sig selv og kigge på at græsset gror. Jeg vil sidde og smile over de sms'er som jeg VED tikker ind om hvor feeeedt det er. I aften har jeg fået skiftet reservedele, er blevet fyldt op med brændstof, så jeg er klar til at køre nogle runder i morgen, hvor alle er hjemme igen :-)

Jeg har haft den bedste fredag! Faktisk en fredag som forvandlede sig til en ligeså fantastisk lørdag. Jeg vidste, at den ville blive god, den her weekend, men ikke at den ligefrem ville udvikle sig til noget uforglemmeligt!

Jeg var nemlig til en vidunderlig fest. Min veninde, som har påtaget sig rollen som min ugentlige "lufter" skrev en sms i går kl. 18, som jeg først så i morges, fordi:

Det var virkelig så skøn en fest. Vores venner holdt 40 års fødselsdag med alt, hvad man kan ønske sig. God mad, festlige folk, fantastisk musik, dans og fri bar. 

Jeg har egentlig forlængst affundet mig med, at det der dansen er noget der hørte min ungdom til. En ungdom hvor jeg efter en aften i byen havde bylde-ømme fødder, svedte som en hest og væltede i seng med en dansende rytme i hele kroppen som umuliggjorde konceptet "1,2,3 SOV"

Denne antidanse-kendsgerning var derfor også udslagsgivende for, at jeg i går aftes lagde ud med at sidde længe på min plads som en bly viol, som nøjedes med at slå takten med hånden på låret nippende til en cola. Der var fyldt op på dansegulvet og der blev danset, som var det årets sidste fest. Jeg blev faktisk ikke budt op, men havde egentlig også tænkt mig at trække sclerosekortet, hvis nogen havde "vovet" at spørge mig. 

DJ'en proklamerede pludselig fællesdans, og så tog jeg mod til mig. Mine stive ben og jeg fandt en plads i rækken af boogie woogie entusiaster. Billetsælgeren stod i baren og smilede til mig, da jeg placerede mine arme om personen foran mig. Åh hvilken lykke! Jeg lavede de samme fjollede dansetrin og i samme rytme og tempo som de andre. Det er jo ikke så svært, når man gør ting i flok. Boogie Woogie dansen gik på et splitsekund fra at være min ultimative "plat dans" til at indeholde mine yndlingsdansetrin ("så tar vi højre arm frem, så tager vi højre arm tilbage og så ryster vi den lidt... Åååååh boogie woogie woogie HEY".

Opløftet af mit mod og min succes på dansegulvet spottede jeg efter boogie woogie seancen billetsælgeren stadig smilende oppe i baren. Han stod sammen med en lille skare af andre mænd, som ikke havde "boogie woogiet". Jeg overbeviste ham om, at "dansning" er det eneste rigtige og virker livsforlængende.  Jeg ved ikke, om han troede på det, eller om han forbarmede sig over sin meget engagerede kone, men Åh, hvor fik vi danset og danset og danse... 

Jeg dansede i strømpesokker og vi dansede tæt (nødvendigt). Vi fik også drejet lidt rundt om os selv og hinanden (ikke nødvendigt). Allervigtigst, så blev vi enige om, at der i vores repertoire ikke findes nogle regler om, at man SKAL bevæge benene under dans. Det er faktisk nok at bevæge hofterne og armene lidt ekstra :-) 

Hvad artisterne lavede, mens de voksne udviklede dansetrin? 

Joooh de hyggede hjemme i teltet med madrasser i stuen, dyner, film, chips, cola, slik og havde ingen fast sengetid. De havde sågar pyntet op med lyskæder og god karma. Livet er godt!

Nåh men jeg skal videre til gadefest i aften med helstegt pattegris og det hele, så tja tja tja fra mig og god weekend.

Jeg har i alt for mange dage været iklædt mit "gi' op" outfit betående af min sove T-shirt, joggingbukser og stribet bluse. Det er sådan set rigtig hyggeligt at have på, problemet er bare at fra at være i kategorien "weekend outfit", er det nu, af billetsælgeren, blevet omdøbt til "gi' op" outfit, fordi jeg oftest iklæder mig det, når jeg har planer om at sove eller bare sidde.

Jeg er som bekendt lige nu sygemeldt fra mit arbejde, og derfor ser mit logiske "jeg" ingen GOD grund til at dresse op om morgenen. Men selvom jeg er alene hjemme hele dagen, så er det altså et skråplan, det er... for når jeg iklædt mit "gi' op" outfit samtidig krydrer min dag med humørmad, SÅ er jeg da først for alvor sådan én, man har lyst til at gi' et spark i rø...

I dag har været ret meget "same procedure" som de mange forrige dage med hensyn til energi, initiativ og "tøjstil". Jeg har (næsten) støvsuget i dag! Ihvertfald lige indtil min lille smukke nabopige på tre år stod i døren og smilede. Bag hende stod hendes milde og søde mor storsmilede med to poser, som hun satte på mit køkkenbord. 

"Dem skal du ha'... bare fordi!" og så græd jeg lidt!

"Jeg sagde til Thomas, at jeg ville tage røven på dig, og så kørte jeg ind efter krydderurter og sår'n til din nye have". Og det gjorde hun, min søde nabo, altså tog røven på mig... meget grundigt endda. 

Da jeg havde både krammet og takket og tørret en tåre væk igen, fik jeg lavet en aftale med den lille tøs om, at hun graver og planter lavendler, mynte og timian sammen med mig ude i min nye smukke have/terrasse, lige så straks der er kommet muld i højbedet. 

Jeg nåede aldrig at blive færdig med at støvsuge! Men jeg nåede noget, der var meget vigtigere, inden billetsælgeren kom hjem fra arbejde og artisterne indfandt sig på matriklen. 

Fyldt op med en god blanding af energi og taknemmelighed, smed jeg nemlig "gi op" tøjet til vask, tog smilende et langt bad, dressede mig op, krydrede det hele med lidt sminke og "dufte godt", hvorpå jeg glad, lidt lækker og meget taknemmelig kunne tage imod hele mit cirkus ude på terrassen, hvor mine krydderurter står klar til at blive plantet!

Vores naboer er specielle - på den helt rigtige måde! De er et rigtig godt krydderi i en hverdag med (idtil i dag) lidt for meget joggingtøj, humørmad og sofasidning. Jeg fik et spark i rø... i dag. Det var et af de spark, som rammer rent og får mig til at flyve :-) Tak søde naboer!!

p.s. Jeg har forresten lagt pænt tøj frem til i morgen tidlig!! 

For ca. 14 dage siden kom Kim hjem i vores telt. Ældsteartisten havde ringet og "advaret" mig, da Kim er hendes chef ;-)

Kim er forpagter af Haderslev Golfrestaurant, og ældsteartisten er en af dem som hjælper ham med at vaske op efter gæsterne. Udover at være forpagter er Kim en mand med hjertet på rette sted! Han har nemlig arrangeret en golfturnering den 2. august, hvor deltagergebyret går ubeskåret til Scleroseforeningen. Kim har fortalt, at der indtil videre er sponsorerede præmier på 7.000,- på spil!

Nåh.. men Kim kom hjem til os den aften for at spørge, om jeg ville hjælpe ham med at skyde det her projekt i gang i forhold til "reklame". Det sagde jeg selvfølgelig ja til og kontaktede derpå Scleroseforeningen, som efterfølgende tog kontakt til Kim for at aftale, hvad de kunne bidrage med. Du kan læse her hvad Scleroseforeningen skriver om golfturneringen. (Vær dog opmærksom på, at turneringen ikke løber af stablen nu på lørdag, som der står skrevet på foreningens hjemmeside, men lørdag den 2. august.)

Endvidere kontaktede jeg Jyske Vestkysten, som gennem hele "Kys Sclerose Farvel" kampagnen har været så søde til at give alle mine ideer og påfund spalteplads i avisen. Jyske Vestkysten har også kontaktet Kim efterfølgende og lovet at dukke op på selve dagen, når pengene til Sclerosoeforeningen overrækkes :-)

Jeg er så glad for at kunne bruges til at skabe opmærksomhed på Sclerose, og vil den 2. august sende alle de kære golfspillere, som deltager i denne turnering en kærlig tanke og en særlig stor til Kim som har gjort det muligt. TAK Kim for initiativet, det er godt, der findes folk af din slags!

Faktisk er det ikke kun denne dag, at der samles penge ind til Scleroseforeningen i Haderslev Golfklub. Hver dag ryger der penge ind! Kim har nemlig besluttet at alle drikkepenge i 2014 går til Scleroseforeningen. Da jeg var ude i restaturanten for et par uger siden havde golfspillere i Haderslev bidraget med 4.532,32 kr. (og vi har kun juli:-))

Jeg håber så meget på godt vejr, godt humør og masser af deltagere til turneringen :-)

Del rigtig gerne dette indlæg, så det spredes i hele landet, at der er en FANTASTISK golfturnering i Haderslev, som man kan deltage i og samtidig støtte Scleroseforeningen! Måske andre golfklubber i det ganske danske land
kunne blive inspirerede :-)

I går formiddags pakkede billetsælgeren og jeg Berlingoen med en fantastisk madpakke smurt af min elskede mor, min rollator og tæpper til at sidde på. Og så kørte vi forventningsfulde til Odense. Det var nemlig dagen for den længe ventede koncert med John Mayer i Kongens Have!

I fire måneder har vi glædet os til koncerten, lige indtil for ca 14 dage siden! Der begyndte der nemlig at spille en film i hovedet på mig. Den kan vel nærmest bedst kategoriseres som en dokumentarisk kortfilm. Kort fortalt ser man billetsælgeren og jeg siddende i det fjerneste hjørne i Kongens Have, hvor vi svagt kan høre noget musik på en scene og folk huje og juble efter hvert nummer. Billetsælgeren sidder på det medbragte tæppe og jeg på min rollator. Ingen af os kan så meget som skimte den store scene, hvor vi VED, at Mr. Mayer med band giver den gas... I det hele taget er vi ikke rigtig med til festen, men sidder nærmest som sådan nogle kratluskere, som ingen tager notits af...

Jeg har prøvet at redigere i filmen og sætte den på pause, så min indre "dramaqueen" ville falde til ro, men uden held. Derfor var det også en mut cirkusdirektør, som vågnede af sin middagssøvn på hotelværelset og siddende på sengekanten stille mumlede "Jeg SYNES altså ikke, at det her er fedt Peter. Jeg har slet ikke lyst lige nu. Hvor kan vi overhovedet stå med en rollator? Jeg vil stå tæt med de andre, tæt på scenen og tæt med dig - lorterollator" 

Vi har egentlig ikke talt om det med rollator, koncert, dumme ben konceptet, men jeg er overbevist om, at billetsælgeren har haft en tilsvarende film kørende for sit indre blik. 

Han gjorde ihvertfald det, at i stedet for at overtale mig til at tage den med, gjorde han det eneste rigtige for os begge i situationen. Rollatoren blev pakket sammen i hjørnet, jeg fik et kæmpekys uden fyldord, og så tog vi afsted arm i arm. Det er den bedste aften, jeg kan mindes at have haft! Jeg kunne være med til at stå helt tæt med både ham og de andre koncertbasser uden fare for at nogen hamrede benene ind i mit stålstativ med hjul. 

Musikken gik i gang. Vi stod op, så tæt med alle de andre, at det var umuligt at miste balancen. Vi så, lyttede, vrikkede til og NØD Rasmus Nøhr, som varmede op på smukkeste vis. Der var sgu pludselig sommer i Europa! Som den eneste i hele Kongens Have, foldede jeg mit tæppe ud, da Rasmus N. var færdig og satte jeg mig ned mellem stikkelsbærben, tomme ølbægre og sure tæer i 20 minutters tid, inden John the Mayer gik på scenen!

Mr. Mayer entrerede scenen, alle hujede og musikken gik i gang. Åh fryd!!

Jeg kunne stå op hele koncerten. Jeg kunne danse til musikken (ihvertfald vrikke lidt med hofterne) og jeg stod, så jeg kunne se mr. Mayer med band hele tiden samtidig med, at jeg kunne mærke varmen fra billetsælgeren i ryggen. Jeg jublede over musikken, mine ben, der ville stå, stemningen og at vi fik denne oplevelse sammen.

Den sidste sang John Mayer spillede efter 2 timers koncert var nummeret Gravity (tyngdelov). Han beskriver selv denne sang som den vigtigste sang, han nogensinde har skrevet.

Her er et par uddrag fra teksten, som jeg i min euforristiske tilstand denne aften i Kongens Have bestemt mente han må have sunget til mig ;-)

Gravity is working against me
And gravity wants to bring me down


Oh gravity, stay the hell away from me
And gravity has taken better men than me (now how can that be?)

Just keep me where the light is
Just keep me where the light is

Jeg mærkede ikke tyngdekraften i går aftes. Jeg havde derimod fornemmelsen af, at vi svævede tilbage til hotellet tæt omsluttet af hinanden, følelsen af håb og "vi skal gi' dem, skal vi". 

Lige nu gider jeg ikke tænke på nyerhvervet kørestol, rollator, kramper i benene om natten, manglende nattesøvn og en latterlig kort gangdistance, for jeg kan STÅ på mine ben, jeg kan stå på dem i lang tid lige nu og jeg kan vrikke med mine hofter - ovenikøbet til rytmerne fra smasklækre John Mayer i Kongens Have!

Vi har lavet en aftale, billetsælgeren og jeg! Vi SKAL til mindst en koncert hver år fra nu af (jeg sagde to...)

Servicemeddelelse: Hvis der er nogen, der i en eller anden situation mangler én til bare at stå, så giv mig et kald! Jeg gør det gratis :-)

I flere måneder har tankerne drejet sig om den "Store dag". Dagen, hvor ældsteartisten skulle sendes ind i "de voksnes rækker". Forberedelserne har været mange og tanker som "er det godt nok?", "vil hun kunne huske denne dag og hvor meget kærlighed, vi ønsker at hælde på hende?" har svirret i hovedet på mig.

Ældsteartisten havde en fantastisk dag med smuk gudstjeneste, sol, skøn fest med taler, grin, sange, tårer, knus og kram og ikke mindst var det hele badet i en sær skøn uhøjtidelig højtidelig stemning :-) Der var familie og venner som hjalp os med at give hende en dag, som hun aldrig glemmer.

Og ja! Hun fik både vise ord, tågesnak og gyldne leveregler på sin konfirmationsdag. Mit håb er, at hun selv sorterer, føler på ordene og rådene og så bruger det, hun finder mening i, når hun nu bevæger sig ud i det, der kaldes livet.

Og nej! Alting bliver aldrig helt det samme... Men jeg kender min pige og VED, at hun vil fortsætte med at drømme og sætte sig mål. Og når hun glimtvis mister modet, så vil jeg minde hende om, at der er håb i selv de mest forkomne drømme.

Ældsteartisten skal nok få knubs og rifter. Ingen kommer igennem livet uden... Når det gør ondt, så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at nøjes med at trække i snorene og ikke binde båndet til hende for stramt. Jeg vil nemlig se hende danse! Hun HAR taget de første trin og jeg er helt sikker på, at hun med lidt træning, finder sin plads på det dansegulv som udgør livet. Hele Cirkus Holmboe vil være der til at heppe, støtte, dæmpe hende og tørre sveden af hendes pande, når hun har givet den gas for at forfølge sine drømme.

Jeg er kobberbrud!

Saftsuseme... jeg er kobberbrud. Der klinger en udefinerbar højtidelighed over det udtryk ik? Kobberbrud!

Billetsælgeren og jeg havde kobberbryllup i mandags. Kobberbryllup bliver jo som bekendt fejret, fordi to personer har brugt 12,5 år på at være sammen. 12,5 år,hvor man er flettet ind i hinandens glæder, sorger og oplevelser. Men det er allermest 12,5 år med den samme person at sige godmorgen til, kysse godnat, grine med, skændes med, elske med, spejle sig i og holde sammen med.

Hverken billetsælgeren eller jeg er de store "mærkedage entusiaster". Faktisk har jeg måtte lave en huskeremse, så han husker vores bryllupsdag, og jeg havde indtil for en uge siden lykkeligt fortrængt at den 2.12.2013 er vores kobberbryllupsdag :-)

Vi havde en fantastisk dag, den dag hvor vi kunne kalde os kobberbrudepar! De mennesker vi har omkring os fejrede os så meget og intenst med så stor kærlighed, at det må betragtes som direkte uforskammet, at jeg havde glemt datoen.

Der var overraskelser, knus, kram, gaver, kærlighedserklæringer og vigtigst af alt fællesskab og kærlighed.

To af mine veninder bad forleden dag om kobberbryllups-opskriften.

Jeg har ikke kunnet give dem den, for jeg kender ikke den færdige opskrift. Jeg har ikke kunnet finde den nogen steder og tror faktisk slet ikke den findes, altså opskriften. Men jeg kender nogle af ingredienserne, for jeg prøvesmager dagligt! Lad mig kort skitsere, hvilke ingredienser jeg propper i, for at gøre kobberbryllupsopskriften mere end blot spiselig.

Ingredienser i kobberbryllupsopskrift i Cirkus Holmboe
Vilje: En stor sjat af vilje er nok den vigtigste ingrediens, særligt når hverdagen i perioder ikke er til at holde af eller holde ud. Viljen til at ville hinanden og ikke give op. Viljen til at finde de små daglige glimt af kærlighed og forsoning.

Mod: Mod er en af de ingredienser, som for mig var særlig vigtig i de første år. Mod til at tro på, at selvom jeg har en lortesygdom, så er jeg den eneste rigtige for billetsælgeren. Mod til at tage springet sammen ud i fælles drømme (og såmænd også bare hverdagen), og at have modet til at sige sin mening uden frygt for at såre hinanden.

Pyt: Pyt bruges i de tilfælde, hvor man ved en fejl har fået hældt for store mængder af frustration og afmægtighed ned i retten. Pyt er den perfekte ingrediens til at redde retten. Pyt er især vigtig at bruge, når ingrediensen kaldet selvmedlidenhed har sneget sig ned i gryden og fået retten til at koge over eller brænde på.

Taknemmelighed: Ingrediensen taknemmelighed smager ikke af noget, men er ikke desto mindre en uhyre vigtig ingediens. En ingrediens som binder hele retten sammen! Taknemmelighed kan være svær at skaffe og finde,. Særligt når vejret er gråt, tallene på kontoudtogene er røde, trætheden er massiv og forventningsafstemningen omkring hverdagen er gået fløjten. Derfor er et godt råd herfra at gemme og opbevare den taknemmlighed man finder i solskin først på måneden et sikkert sted. Der skal nemlig bruges en del i en kobberbryllupsopskrift. Det smarte ved taknemmelighedsingerdiensen er, at den har ikke nogen udløbsdato.

Tålmodighed: Det kan være nødvendigt at komme et par dråber af tålmodighed i retten fra tid til anden. Tålmodighed har den fantastiske egenskab, at den fjerner bismagen af trang til udtalelser som "hvad sagde jeg???" og "du fatter ikke en skid". Tålmodighed skal ikke bruges i alt for store mængder, da det kan gøre retten ret uspiselig og underlig bitter. 
Der findes, ligesom med kanel, den rene vare og den som er farlig! I denne opskrift anbefaler jeg på det kraftigste den rene vare, som i rette mængder tilfører retten smagen af ro og tilgivelse. Ved at bruge den urene tålmodigheds-ingrediens risiskerer man at reagere med småbøvsen, ulmende og mavesmertende mave og tanker, der dræner.

Nåh... det var vist hovedingredienserne i min kobberbryllupsopskrift...

Man kan med fordel tilføre kys, klap bagi, fordybelse og et dagligt grin sammen. Husk at kernetemperaturen for retten skal være over frysepunktet, for at retten smager af noget som helst, og at der skal røres i retten jævnligt. Det modvirker nemlig bundfald og mug!

God fornøjelse. Du må meget gerne skrive her på bloggen, hvad du mener er vigtige ingredienser i kopperbryllupsopskriften :-) Det kan jo være, at du er nået længere end jeg i "metalrækken" af bryllupsdage ;-) 

Jeg kan godt lide kobber, men sølv og guld vil jeg altså også prøve ;-)

At betragte mig som værende julefornægter vil være direkte uforskammet! Jeg elsker jul. Jeg elsker stearinlys, ild i brændeovnen, gaver, gran, julekalendere, duften af hjemmebagte julesmåkager, gaver købt inden 1. december og hjemmelavet indbydende konfekt...

Ja ja ja, det lyder frygtelig romantisk og "svensk idyl" agtigt at få opfyldt altsammen, når jeg samtidig har jongleringer og badutspring væk fra teltet at holde styr på. 

Men situationen er nu engang den, at jeg siden den ældsteartisten kom til verden har været som marineret i julestemning og dyppet i intentioner om den perfekte jul!!

Men hvad er den perfekte jul egentlig? 

• Er det et cirkus fuld af glade gæster til glögg og æbleskiver hver weekend i december?
  
• er det smukt indpakkede hjemmelavede gaver, hvor jeg har tænkt på hver enkelt gavemodtager?
  
• er det et smukt pyntet cirkustelt, hvor der bliver skiftet farvetema hvert år til jul? eller 
  
• er det at kunne kreere de vildeste juledekorationer med kogler, gran smukke bånd og lys? 
  
• er det at bage småkager og lave konfekt i mængder, så det holder hele december?

...og så også samtidig hele december dufte ren og nyvasket iklædt pænt tøj og med artister som smilende klipper julepynt hver eftermiddag. Naturligvis tilsat en billetsælger, som kommer hjem fra dagens forestilling indhyllet i julefred, klar til at spille sjove spil med resten af cirkuset hele eftermiddagen, mens vi hører julemusik.

Nope....only in my dreams!! Faktisk er jeg overbevist om, at det scenarie mere ville være at betragte som "scary christmas" end "merry christmas".

Igår, bedst som jeg havde færdiglavet min "to do" liste over julens pligter, rev yngsteartisten mig ud af min "svenske idyl" parallelvirkelighed. Jeg skulle til at bage småkager, mange slags og efter opskrifter, som jeg nøje havde fundet på populære madblogs. Yngsteartisten ødelagde min plan ved insisterende at "foreslå" at deltage, for som han tørt sagde "det er jo også min jul mor!". 

SUK...Jeg havde lavet en lang liste med "juleting" jeg gerne ville nå, inden vi ramte 1. december (bagning, juledekorationer, færdigpynte osv..Men jeg nåede (gudskelov) ikke at fremture med argumenter som "Arhh  liiige det med bagningen, det går altså lidt hurtigere, hvis jeg selv gør det" eller "nej skat, det er nemmere, at jeg bare lige ordner det her i et snuptag, og SÅ kan vi hygge". 

Jeg kunne ganske enkelt lige i situationen slet ikke overskue, at han skulle "hjælpe". Jah,  jeg kunne faktisk næsten ikke overskue mig selv i projektet...

MEN jeg valgte at lukke øjnene og trække vejret helt ned i maven. Og så smed jeg min "to do" liste i skraldespanden. Kiggede på yngsteartisten og sagde "jeg bager altså ikke uden julemusik!!" 

Og så bagte vi, yngsteartisten og jeg. Vi tog lang tid om det, vi svinede og rodede. Vi smagte på dejen og lovede hinanden ikke at sladre om det til de voksne ;-) Vi hyggede, nynnede med på alle sangene fra "Absolute Christmas 2013" og vupti!! Så var der gået 4 timer i godt selskab, og hvor ikke en eneste småkage brændte på :-)

 I dag, den 1. december, har vi så spist både finskbrød, pebernødder og brunkager til frokost. Også det holder vi som en hemmelighed for de voksne...

Jeg fik igår hverken lavet dekorationer med gran eller kugler, ej heller færdigpyntet (hvad det så end er?), men her kan i se min ene og alene velduftende juleappelsin! 

Nåh jo, jeg fik også proppet et kalenderlys i en stage, dog uden gran, kugler men med hjerter. Det lykkedes alligevel at få tændt lyset. Måske er netop det lys signalet til mig om, at det hele ikke behøver at være så perfekt, og at jeg med fordel kan tage tingene i omvendt rækkefølge eller bare på min helt egen måde uden at brænde mit lys i begge ender!!

Rigtig god julemåned til jer alle. Jeg vil fra nu af huske, at det ikke kun er MIN jul, men hele Cirkus Holmboe som elsker december med alt hvad det indebærer :-)