SÅ fik jeg sendt mit cirkus afsted! Superspændte og megatændte har de to yngste artister, billetsælgeren og seniorartisten sat kursen mod Jyllandsringen i Silkeborg, hvor der i dag skal køres Grand Prix. Bilen var proppet med god karma - rigtig varm, blød og god karma!

Den gode karma skyldes i høj grad Jan Magnussen og hans kone. Altså racerkøreren Jan Magnussen, som har vundet flere Le Mansløb og deltaget i intet mindre end 25 Formel 1 løb.

Jan Magnussen og hans kone Christina har nemlig inviteret mit Cirkus til at komme til Silkeborg i dag og opleve ham køre (stærkt) - Det bliver så vild en drengerøvsdag med hurtige biler, motorlarm og hujen på sidelinjen. 

Hele det her setup begyndte egentlig for et par måneder siden med, at billetsælgeren læste Jan Magnussens bog "En fiaskos perfekte liv". Bogen gjorde så stort et indtryk på billetsælgeren, at han en sen aften, da sidste side var læst, besluttede sig for at skrive en mail til Jan Magnussen for at fortælle, hvor begejstret han var for den. 

Fire dage gik der, så fik Billetsælgeren en mail fra Jans kone, hvor hun fortæller, at hun har læst mailen op for både sin mand og hans manager. Jan Magnussen var blevet meget rørt, og havde bedt hende om at sende to caps, en bog, to plakater og ikke mindst billetter til Grand Prix den 31.8. Ikke et øje var tørt herhjemme, da pakken kom! èn ting er at være kendt! Noget helt andet er at være kendt OG samtidig være så "god karma" agtig. 

Det er efterhånden to måneder siden den der fantastiske pakke kom, så der har været nedtælling i rigtig mange dage, daglig snakken og uudholdelig venten på den store dag.

For et par dage siden kammede det så helt over med god karma, da Jans kone Christina sendte nedenstående mail. 

Hvor er det da bare ovenud fantastisk, at en mail fra min billetsælger, hvor han blot tilkendegiver sin begejstring over en bog udvikler sig til det her - en oplevelse for livet!

Hvad kan vi lære af det her?? Joh jeg har ihvertfald lært, at karma smitter. Jeg tror på god karma, og jeg tror på, at hvis vi alle husker at anerkende, rose og dele ud af det gode i vores liv, så vil verden være et bedre sted.

Spørger I, Hvad jeg vil lave nu, hvor jeg er helt alene hjemme?? Joh jeg vil køre i pit. Lade snavs være snavs, lade vasketøjet passe sig selv og kigge på at græsset gror. Jeg vil sidde og smile over de sms'er som jeg VED tikker ind om hvor feeeedt det er. I aften har jeg fået skiftet reservedele, er blevet fyldt op med brændstof, så jeg er klar til at køre nogle runder i morgen, hvor alle er hjemme igen :-)

Jeg har haft den bedste fredag! Faktisk en fredag som forvandlede sig til en ligeså fantastisk lørdag. Jeg vidste, at den ville blive god, den her weekend, men ikke at den ligefrem ville udvikle sig til noget uforglemmeligt!

Jeg var nemlig til en vidunderlig fest. Min veninde, som har påtaget sig rollen som min ugentlige "lufter" skrev en sms i går kl. 18, som jeg først så i morges, fordi:

Det var virkelig så skøn en fest. Vores venner holdt 40 års fødselsdag med alt, hvad man kan ønske sig. God mad, festlige folk, fantastisk musik, dans og fri bar. 

Jeg har egentlig forlængst affundet mig med, at det der dansen er noget der hørte min ungdom til. En ungdom hvor jeg efter en aften i byen havde bylde-ømme fødder, svedte som en hest og væltede i seng med en dansende rytme i hele kroppen som umuliggjorde konceptet "1,2,3 SOV"

Denne antidanse-kendsgerning var derfor også udslagsgivende for, at jeg i går aftes lagde ud med at sidde længe på min plads som en bly viol, som nøjedes med at slå takten med hånden på låret nippende til en cola. Der var fyldt op på dansegulvet og der blev danset, som var det årets sidste fest. Jeg blev faktisk ikke budt op, men havde egentlig også tænkt mig at trække sclerosekortet, hvis nogen havde "vovet" at spørge mig. 

DJ'en proklamerede pludselig fællesdans, og så tog jeg mod til mig. Mine stive ben og jeg fandt en plads i rækken af boogie woogie entusiaster. Billetsælgeren stod i baren og smilede til mig, da jeg placerede mine arme om personen foran mig. Åh hvilken lykke! Jeg lavede de samme fjollede dansetrin og i samme rytme og tempo som de andre. Det er jo ikke så svært, når man gør ting i flok. Boogie Woogie dansen gik på et splitsekund fra at være min ultimative "plat dans" til at indeholde mine yndlingsdansetrin ("så tar vi højre arm frem, så tager vi højre arm tilbage og så ryster vi den lidt... Åååååh boogie woogie woogie HEY".

Opløftet af mit mod og min succes på dansegulvet spottede jeg efter boogie woogie seancen billetsælgeren stadig smilende oppe i baren. Han stod sammen med en lille skare af andre mænd, som ikke havde "boogie woogiet". Jeg overbeviste ham om, at "dansning" er det eneste rigtige og virker livsforlængende.  Jeg ved ikke, om han troede på det, eller om han forbarmede sig over sin meget engagerede kone, men Åh, hvor fik vi danset og danset og danse... 

Jeg dansede i strømpesokker og vi dansede tæt (nødvendigt). Vi fik også drejet lidt rundt om os selv og hinanden (ikke nødvendigt). Allervigtigst, så blev vi enige om, at der i vores repertoire ikke findes nogle regler om, at man SKAL bevæge benene under dans. Det er faktisk nok at bevæge hofterne og armene lidt ekstra :-) 

Hvad artisterne lavede, mens de voksne udviklede dansetrin? 

Joooh de hyggede hjemme i teltet med madrasser i stuen, dyner, film, chips, cola, slik og havde ingen fast sengetid. De havde sågar pyntet op med lyskæder og god karma. Livet er godt!

Nåh men jeg skal videre til gadefest i aften med helstegt pattegris og det hele, så tja tja tja fra mig og god weekend.

Det her blogindlæg vil handle om noget helt fantastisk dejligt, som den her sommer har budt på, nemlig fliser!

Lad mig dog indlede med baggrundshistorien for, hvorfor fliser er det nye sort i Cirkus Holmboe! Vi har en have. Det er MIN have! JEG er "havebetjenten", "blomsterbedsdronningen" og ikke mindst "køkkenkassekonen". Det er kort sagt mig, som styrer den der have med hård hånd. Fordi jeg kan! eller...

Der er nemlig siden sidste sommer været en del mere mere "bløde knæ" end "hård hånd" i min ledelsesstil. Græsset gror op om ørerne på os, ukrudtet har rottet sig sammen og ligger i konstant krig med mine smukke blomster i kampen om at vinde magten i bedene...

Kort sagt, så magter jeg ikke længere at passe min have, som jeg gerne vil have, at den skal tage sig ud. Den ligner bare ikke længere noget fra et haveblad eller for den slags skyld en villahave, og det får jeg ondt i maven over og bliver ked af. Det har billetsælgeren naturligvis gennemskuet, når han for eksempel slår MIT græs, som JEG plejer at elske at slå. Eller når jeg i stedet for at rive ukrudtet op selv, sætter mig i en havestol med en kop kaffe og roser ham for at gøre det.

Jeg er bare slet ikke klar til at opgive mit job som havebetjent, hvilket også står lysende klart for billetsælgeren. Det påvirker faktisk arbejdsmiljøet i teltet så meget, at han da også for tre uger siden bad om en medarbejderudviklingssamtale, idet han mente sig klar til nye og større udfordringer. 

Emnet for medarbejdersamtalen var FLISER! Jeg godkendte uden tøven projekt "Fliser ind og græs ud" og sagde "sæt i gang". Derpå gik jeg ind i min seng og øvede mig i at ligge i vater, mens han arrangerede maskiner som larmer, fliser, sand, vaterpas osv.

To uger er gået siden projektstart. To uger, hvor der er blevet hujet, heppet og smidt med fliser, der nu ligger i vater. Det er blevet så skønt, nemt og overskueligt. Det allermest skønne er, at jeg i efteråret får mit vildeste ønske opfyldt, nemlig en Pavillon, hvor jeg kan sidde i tørvejr, kulde og sol og kigge ud på den have jeg elsker, og nu igen kan overskue.

Åh hvor jeg glæder mig. Godt nok har jeg måtte opgive titlen som køkkenkassekonen, men jeg har nu atter kræfter til at træde i karakter som blomsterbedsdronning og havebetjent! De to uger med fliser overalt har været rod i mit hoved, men som det jo er med projekter, så får de en ende. Og dette projekt "flise ind og græs ud" må siges at være en succes. Projekter skal jo egentlig bare styres af de rigtige folk og køre efter en plan, så ender det med Ta daaa.

Nåh ja... Jeg er faktisk ikke i tvivl om, at jeg vil være selvskrevet til titlen som "Pavillon-primadonna", når mit glashus kommer :-)

Hvert år den første søndag i september tager Cirkus Holmboe vandresko på for at drage ud at redde børn! Vi har gjort det til en tradtion sammen med mange andre danskere at være med til at samle ind for Red Barnet.

Vi får hverken brug trylleplastre eller forbindinger med denne "børneredningsdag", men derimod indsamlingsbøsser fra Red Barnet, som vi hvert år håber på, at folk vil lægge penge i, så uforskyldte børn, der er en del af krig og katastrofer kan få en bedre barndom.

Børn, der har brug for hjælp, er der alt for mange af i verden. Vi besluttede i 2007, at vi som familie vil være med til at skabe fokus og samle ind for Red Barnet. Erkendelsen af, at mange børn i verden lever i frygt, med sult som dagens livret og ingen forældre har, vil vi som forældre rigtig gerne være med til at give vores artister. At se katastroferne i TV og læse om alle disse forfærdelige ting i aviserne rykker hver gang ved vores virkelighedsopfattelse.

Vores artister skal vide, at alle kan gøre en forskel, og at den forskel kan være med til at ændre livet for andre børn som lider.

Hvert år pakker vi derfor en taske med kiks/frugt, vabelplaster og drikkedunk, og så går vi fra dør til dør, indtil vi er ved at segne. Jeg segner hvert år naturligvis en del før resten af mit cirkus, og går derfor hjem efter en halv time. 

I år er konceptet nyt! Billetsælgeren går den 7. spetember ud og redder børn sammen med artisterne, og jeg redder mig selv og min egen lille familie... ved at blive hjemme! Det er ok! Det ER faktisk ok, for traditionen behøver jo ikke at gå i opløsning, den reguleres blot :-)

Jeg ville da helt vildt gerne have været med, for jeg kan jo også godt li', når folk smilende finder mønter frem og samtidig siger "tak fordi i gør en indsats og fortsat god tur"! og så vide, at vi gør en forskel.

Men i år er jeg bare hende, der bager den velfortjente kage, til cirkusset kommer trætte hjem, og så står jeg klar med et endnu mere velfortjent fodbad til dem alle. Det kaldes arbejdsfordeling og uddeles i år efter evner og kræfter!! Og det er ok!

Morgenen startede med skæld ud!I  Altså sådan rigtig dum skæld ud med lidt for høj stemmeføring, store armbevægelser og dybe vejrtrækninger. Scenen udspillede sig ved morgenbordet og "skældudens" omfang var egentlig ikke helt på sin plads. Virkelig virkelig uhensigtsmæssig måde at begynde dagen på.

Jeg skældte ud over teltet der rodede, at ingen hjalp med at dække bord, artisternes rullende øjne og (naturlige) resignation over, at skolestart er om kun fire dage. Vi elsker ferie og har i år haft den mest fantastiske UDEN skæld ud, så jeg havde jo sparet lidt op...! Artisterne spiste lynhurtigt, sagde tak for mad og forduftede ind på hver deres værelse med hver deres Ipad.

Dér sad jeg så med en lunken kop kaffe og var faktisk helt forskrækket over, at jeg på SÅ kort tid kunne skabe SÅ meget dårlig karma!

Jeg fik sagt behørigt undskyld til alle artister for min uberettigede dramascene, og vi fik gang i dagen. Den dårlige karma stod dog hele formiddagen på lur. Man kan vel nærmest sige, at dårlig karma bedst kan sammenlignes med en hveps. Den summer omkring en. Man kan med lidt held tæmme den med søde sager, men den risikerer alligevel at stikke smertefuldt og pludseligt.

MEN SÅ!!! Kl. 13 ringede den GODE karma på døren. "Den er vist til dig" sagde den søde mand og gav mig den smukkeste buket blomster i mine yndlingsfarver. Jeg åbnede straks kortet, hvor der stod:

Hold nu op og for pokker da! Jeg er uden ord og dybt taknemmelig. Jeg tjekkede kortet for en afsender, men ingen var at finde. 1000 1000 tak til "hvem du end er". Du bragte så meget god karma ind i den her dag, at jeg havde kræfter til at køre med billetsælgeren i Jem & Fix, hvor de må have undret sig over ét stk storsmilende cirkusdirektør. 

Jeg er så rørt, beæret, taknemmelig og meget overrasket! Det her bekræfter mig bare i, hvad min sygeplejerske sagde til mig i forgårs "du skal bruge din sygemelding til at gøre noget som du holder af, for det giver dig energi!" DET her giver mig energi og lyst til at skrive og dele det med jer :-)

For hulen da!! Jeg bor i lykkeland. Det er jo sådan set ikke nogen nyhed. Vi danskere kan nemlig bryste os af at være de lykkeligste mennesker i hele verden. Og den er stor, altså verden, så det er lidt vildt ik?

Og også lidt stressende, angstprovokerende og forpligtende. Den er alle steder, den der lykke! Jeg vil faktisk gå så langt som til at påstå, at man skal være mere end usædvanlig dum og den vildeste ignorant, hvis ikke lykken nærmest kommer væltende ind over en. Det passer altså, for det kan ses, læses og høres i medierne. Hvis du er i tvivl om det er lykken du mærker, så kan du i denne sommer frit vælge mellem landets aviser, dameblade og selvhjælpsbøger for at finde råd og vejledning til at afgøre, om det ER lykke du mærker og oplever eller bare lunken tilfredshed med livet! 

Al den lykke, som vi danskere ifølge medierne burde svømme rundt i, får mig mod al forventning til at føle, at jeg er svømmet for langt ud og ikke kan nå bunden... Eller måske er det netop bunden, jeg kan mærker, når jeg føler underlaget sive væk under mig og mærker panikken over ikke at kunne trække vejret helt ned i maven, fordi bølger af usikkerhed og rådvildheden skvulper ind over mig...

Du er din egen lykkes smed... Jo tak, fint nok! Men når jeg lige nu står med svejserøjne, afbrændt hår og kun har kreeret en lille ubetydelig klump såkaldt lykke, som ovenikøbet mest af alt ligner en lille ulykkelig lort, så vil jeg altså gerne omskoles i en fart, for så er det ikke som lykkesmed min fremtid ligger. 

Jeg fornemmer, at en del andre lykkesøgende danskere sidder med hver deres lille klump lortelykke i hånden og som mig mærker stressen og afmagten over at skulle finde lykken. Men for pokker da også, der er så mange spørgsmål, som dukker op, når jeg tænker på "projekt lykke".

Kan man sætte lykke på en formel, altså måle den?
Hvordan defineres lykke?
Har alle ret til lykke?
Er lykke overhovedet nødvendigt for et godt liv?
 
Jeg har selvfølgelig forsøgt at få svar på alle disse spørgsmål. Det er til dels lykkes mig... og dog! Jeg skal skynde mig at tilføje, at jeg ikke har benyttet mig af de store lærebøger skrevet af psykologer og teoretikere for at finde svar, det er energien ikke til.

Næh jeg har såmænd fundet meget af min empiri i Berlingske, som hele sommeren har haft et tema, de har kaldt LYKKEJAGT. Denne sommer har Berlingske besøgt danskere rundt i Danmark for at måle danskeres lykke.

Institut for Lykkeforsknings (det er der faktisk noget der hedder) chef Meik Wiking fortæller bl.a. at den definiton af lykke, vi arbejder med i Danmark, handler om en dyb glæde eller stor tilfredshed med ens livssituation. Der måles oftest fra en skala fra 1-10 og der skal svares på spørgsmål om velfærd, tryghed, tillid, frihed, helbred og arbejdsvilkår.

Måle danskeres lykke!! altså vil det sige, at nu kan man ikke få lov at mærke og nørkle med lykken alene og nøjes med at sammenligne sig med de veninder som altid er lidt mere ulykkelige end en selv. Nu skal man ligefrem have målt sin lykke, altså lave et regnskab over, hvor lykkelig man er (på en skala fra 1-10, hvor lykkelig er du ;-))

Jeg kan lige se det for mig:
Bettina: "Susanne, må jeg ikke se dit lykkeregnskab?"

Susanne: "Ej altså jeg klarede mig ikke så godt, så det bliver mellem dig og mig ik? Ok... jeg fik 4" lille suk og mega anti-lykkestress!

Bettina: "Ups! Du virker da ellers så glad. Måske du var lige lovlig ærlig i testen denne gang hva?... Tror du ikke, det går bedre næste år, hvis du øver lidt mere på at spille glad og tilfreds" Bettina giver Susanne et trøsteknus og tænker "Fedt jeg vandt denne runde... "

Dragør har som den første kommune i Danmark valgt at bruge af budgettet for at få Institut for Lykkeforskning til at udarbejde et lykkeregnskab. Lidt over 500 borgere deltog og lykkevinderne var kendetegnende ved dette: 

• Under 30 eller over 50 (jeg er 42, så ingen lykke dér)
  
• Fast partner (stor lykke for mig på det punkt)
  
• Deltager aktivt i foreningsliv (niks, ikke mig, jeg har ikke kræfterne til det, så ingen point til mig dér)
  
• Top eller mellemleder (heller ingen point til mig)
  
• motionerer i fritiden (jaeh.. men mest for at holde sclerosen fra døren, sååh 1/2 point til fru Holmboe)
  
• Tilbringer tid i naturen (et stort point)
  
• finder mening i livet (tjek)
  
• tilfreds med sit helbred  (kan man få minuspoint...?)
  
• tilfreds med sociale relationer (stort point)

Men hvorfor overhovedet bruge skattekroner på et kommunalt lykkeregnskab? Borgmester Eik Dahl Bidstrup i Dragør mener, at det gavner at vide, så man kan målrette initiativer tilforbedring af borgerens trivsel og ikke mindst er der også økonomiske gevinster ved det. Folk der er lykkelige, har et bedre helbred og har dermed brug for mindre hjælp fra kommunen. 

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om al den måling i lykke. Det eneste jeg med sikkerhed ved, er at jeg ikke rækker hånden op, hvis de i Haderslev Kommune søger deltagere til "lad os måle din lykkelighed". Jeg er nemlig slet ikke sikker på, at lykke er det højst opnåelige for mig. Jeg kan mærke, at jeg bliver barnligt provokeret af al den fokusering på lykke og at vi alle skal være det. Nok fordi jeg i denne uge har været nødt til at sygemelde mig på ubestemt tid fra arbejde, fordi min krop og hjerne skider på lykken og beder mig om at stile lavere og satse på "almindelig tilfredshed"

Og jeg ER tilfreds med mit liv. Når jeg træder et skridt tilbage og vurderer mit liv, så er der lige nu plads til forbedring nogle steder, men hvis jeg nu øver mig i at ligge helt stille trække vejret roligt, så er jeg sikker på, at jeg om en rum tid kan flyde og ikke er nødt til at stå på bunden af havet med bølger af usikkerhed og rådvildhed skvulpende ind over mig. 

Men lykke... den skider jeg et stykke, for jeg har ikke tid og kræfter til at gå på jagt efter den (lige nu). 

Good enough is the new perfect, og det vil jeg huske! 

På badeværelset i mine svigerforældres sommerhus hænger der et bruseforhæng. Det gør der i princippet på mange badeværelser. En morgen i sommerferien var jeg væltet ud på toilettet kl. "alt for tidligt"og sad og kiggede søvnigt på Nuser, som pryder dette forhæng. Tankerne gik.. Hvad skal jeg skrive om min ferie? Hvad er bare helt vildt ligegyldig info for andre at vide noget om? Skal jeg være kronologisk, som i "i dag fik vi morgenmad kl. 9.15, gik til stranden kl. 11.20 og sov til middag kl. 14, dejlig dag med masser af sol og søde børn!"

Nuser gav mig svaret! Skidesmart badeværelsesforhæng, som farmor har!

Dette blogindlæg bliver derfor ikke en kronologisk beretning om min sommerferie, men derimod en potpourri over de stemninger og følelser, som Nuser og jeg er blevet enige om bedst kan tegne et fyldestgørende billede af denne sommerferie i Cirkus Holmboe. Denne ferie som er blevet tilbragt i sommerhus både på Falster og Tversted samt en hel masse hjemme i teltet har mildest talt indeholdt lidt af hvert.

Jeg er træt. Ikke træt af ferie, for det er jeg tigtig sej til. Heller ikke bare sovetræt, men også hjernetræt, kropstræt, tænketræt, overskudstræt og og og.... Det er noget af det mest invaliderende og irriterende ved den her sygdom, at når jeg endelig har ferie sammen med mit cirkus. Aftaler er svære at lave og ikke mindst holde, for hver dag er en ny marathon i at navigere udenom træthedsspøgelset og huske at dukke sig for "hammeren i hovedet".

Jeg er ikke den eneste, som har været træt, men resten af min flok har vist mest bare været lidt træt AF det, når aftaler laves om og jeg ikke vil love noget for morgendagen.

Denne sommerferie har på mange måder været en øjenåbner for mig. Der er så mange ting, som jeg ikke "bare lige gør" længere. Alt skal planlægges bedre, mere grundigt og altid med en plan B i posen. Jeg bliver ked af det, når jeg insisterer på, at være med på lige vilkår som de andre, og så oplever, at det kan jeg ikke længere, uden at skulle give slip på noget andet. 

• Jeg er vild med at slå græs - det kan jeg bare ikke mere.
  
• Jeg elsker at cykle, men oplevede i sommerhuset, at det gør min balance ikke, så pludselig kunne man finde cirkusdirektøren med benene i vejret nede i en grøft.
  
• Jeg nyder helt vildt at være længe oppe uden planer, men det ødelægger dagene efter.
  
• Jeg elsker at skrive og læse, det er bare blevet så forbandet svært at bevare koncentrationen og overblikket.
  
• Jeg elsker at gå langs stranden med mit cirkus, men har i år erfaret, at det med at køre bilen helt ned til stranden sammen med alle de andre tyskere langs Vesterhavet passer mig rigtig godt.

Og derfor er jeg er ked af, at jeg ikke har den luksus at kunne ignorere sclerosens tarveligheder og benspænd. 

Jeg elsker elsker elsker, at vi til trods for bump på vejen, stejle bakker og rødt lys har haft en dejlig ferie med masser af oplevelser. Jeg er gang på gang blevet bekræftet i, at det bare at opleve SAMMEN er det vigtigste. De største guldstunder har faktisk været på terrassen med et spil kort eller en dukkert ved havet. 
Vi hepper på hinanden og kan meget mere end forventet, når vi står sammen. Jeg nyder, at mit cirkus ikke betragter mig som en klods om benet, men højst som et par sammenbundne snørebånd, der betyder lidt langsommere tempo og små skridt. Jeg giver C. G. Jung ret "Et bevidst fællesskab - ikke bare et fællesskab - er det eneste, der kan give mennesker et tilfredsstillende liv.

Overrasket kan vel nærmest betragtes som mit mellemnavn i denne sommerferie. Der har både været overraskelser, som har høstet bifald og anerkendelse, men så sandelig også overraskelser, som har givet blå mærker og imaginære spark i skridtet. En af de ting som jeg til stadighed kan blive overrasket efter 18 år med diagnosen er, at der er så store variationer i min dagsform og ikke mindst i hvor høj grad jeg ville ønske at min vilje har indflydelse på succesraten af de ting jeg laver.

Jeg har spist mange IS! og drukket lige tilpas mange kolde øl! På lige præcis dette punkt er ferien i år lige som den skal være :-)

På Tversted Marked, en årlig tilbagevendende begivenhed, som Cirkus Holmboe tager til og ligeså tilbagevendende skuffet tager hjem fra, nåede et nyt højdepunkt i år. Eller rettere et lavpunkt! Tre artister, billetsælgeren og jeg tøffer rundt med indlagte pauser og forsøger at navigere uden om de horder af mennesker, der ligesom os bruger en formiddag mellem skrammel, ubrugelige sager, man ikke anede man ikke kunne undvære. Jeg har min stok i venstre hånd, billetsælgeren ved min side og de tre artister 10 meter bag os! Det er varmt (som i rigtig hot), og vi har netop besluttet os for at tage hjem, da.. SLAM!

Jeg falder ligeså lang jeg er, fordi mit venstre ben "klapper sammen". På min hastige vej mod jorden, vrikker jeg om på anklen, hæver min stok i et ubehjælpeligt forsøg på at holde balancen og ... smadrer den derpå ind i nakken og skulderen på billetsælgeren, der ligeledes dratter omkuld TADAAA!!

For fanden da også!! Tre artister når knap at opfatte cirkusnummeret, før folk skynder sig hen for at hjæl...

Nej de gør sgu da ej! Ikke en eneste rører sig ud af flækken for at hjælpe "damen med stokke" eller manden som hun på grundigste vis har slået i jorden.

Nuvel folk kigger, undres og hvisker lidt sammen. Men ikke én tilbød deres hjælp eller turde spørge om "alt var ok". ØV og samtidig temmelig forudsigeligt egentlig.

Jeg kunne efterfølgende ikke støtte på mit ben, var flov, ked og faktisk også vred over, at ingen gjorde noget som helst. Biletsælgeren hev en håndfuld mønter op af lommen, sendte artisterne afsted efter (mere) slik, tog mig under armen og placerede mig på græsset udenfor et øltelt med en kold fadøl, mens han kom til sig selv.

Jeg er i al ubeskedenhed ret stolt over, at jeg trods mine større og større udfordringer udi at holde balancen både fysisk og psykisk har en familie som ikke bremser mig, men tror på at jeg kan! Jovist går det langsomt men tydeligere og tydeligere op for mig, at sclerosen ikke kan ignoreres, men skal tages alvorligt og lyttes til.

Jeg bliver (nogle vil sige alt for tit) tændt af den hellige ild over alle de muligheder, der ligger lige foran mig og over alle de planer jeg kan nå at lægge, når en lang sommerferie ligger klar til at rulles ud foran fødderne på Cirkus Holmboe.

To gange i den her ferie oplevede jeg længslen efter at kunne det samme som min familie overstige angsten for at turde prøve noget vildt og uoverskueligt.

Jeg tog turen ned af alle alle trapperne på Møns Klint - fandeme! og også op igen. Jeg gjorde det! Det var hverken dagens bedste tid eller som vinder udi disciplinen "kunstnerisk udfoldelse", men jeg gjorde det! Det var i den grad en fysisk sejr!

Den psykiske sejr oplevede jeg, da jeg sammen med ældsteartisten og mellemsteartisten satte mig ned i en kano og padlede tre timer i solskin på smukke Uggerby å med to pubertetsramte unge mennesker, som både gennemgik faser af larmende tavshed, dybe suk men også højt humør og kampgejst. Vi zigzaggede os igennem en eftermiddag på åen, smilede undskyldende til de andre kanoer mens vi i takt sagde 1 2 3 Træk 1 2 3 træk! 

Det kan da godt være at yngsteartisten og billetsælgeren var nødt til at vente på os gentagne gange siddende i deres kano.  De havde også tid til både at spise kiks og drikke saftevand, mens vi kæmpede. Vi klarede det. Selvfølgelig gjorde vi det. Og det er jeg stolt over:-)

I efteråret nåede jeg toppen af eufori og taknemmelighed. Jeg lavede nemlig en aftale med mine ben, og sammen med dr. Clooney lagde vi en plan, hvor målet var klart. Lær at gå uden slinger og længere end nu!

Jeg begyndte derfor at tage den nye "gå-medicin" Fampyra, og virkningen var mildest talt imponerende og yderst tilfredsstillende. Jeg kunne pludselig efter flere år med gakkede gangarter og skildpaddetempo både hoppe, sjippe og løbe (læs:lunte) 50 meter. 

Målet var nået, min hverdag var pludselig meget lettere og friskere, og jeg kunne nærmest gå på vandet. Både krykker og rollator blev forvist til loftet med et "på gensyn om mange år".

Sådan skulle dette eventyr så ikke ende... I takt med min genvundne styrke i benene indfandt søvnløsheden, rastløsheden og uroen i benene sig. Med kun tre timers usammenhængende søvn pr. nat lignede og opførte jeg mig efterhånden som en nybagt mor til et barn med kolik. Skinger, udmattet og med store poser under øjnene. Meldingen fra den søde dr. Clooney var klar...
"det er helt sikkert bivirkninger ved Fampyraen, så jeg vil anbefale dig at holde pause med pillerne. Det er vigtigt at få sin søvn Charlotte". 

Han ER klog ham Clooney, for uden Fampyraen oplever jeg nu ingen søvnbesvær eller uro i benene! men men men jeg kan for pokker ikke gå. Hold nu op, hvor har jeg grædt mange tårer og sendt mange forbandelser afsted. Jeg har også forsøgt at sige til mig selv, at der er mange der har det værre end jeg. Men hver gang, kommer der ikke andet end  bla bla bla og hva' så!!

Jeg er ked af det - gu' fanden er jeg da ked af det. Nu GIK det jo lige så godt. Nu kunne jeg jo være med til ting, som jeg før fandt undskyldninger for ikke at deltage i. Nu VAR jeg lige holdt op med at tjekke ud, hvor jeg kunne holde næste siddepause. Og nu VAR mine artister og billetsælgeren stoppet med at spørge "er du ok?" "skal vi holde en pause".

Jeg VIL ikke holde pauser hele tiden, og jeg VIL være ok og kunne tage med, når alt det sjove sker. I dag talte jeg derfor med Harald!

Harald er ansat ved kommunen, og den rare mand har skaffet mig en kørestol, en sort én med bremser, skubbehåndtag, en blød pude at sidde på og to dæk som er hårdt pumpede. Jeg hentede den i formiddags på hjælpemiddelcentralen. Harald bad mig om at "tage plads i vognen", så vi liiige kunne få den indstillet. At sætte sig i den stol var tusind gange sværere end at sætte sig ved det grønne bord til matematikeksamen i gymnasiet (og DET var svært). Kørestol bag i Berlingo og hjem og vise kørestolen frem.

Mellemsteartisten så den, satte sig og begyndte at stejle. Billetsælgeren kiggede anerkendende til og ældsteartisten sagde tørt "tillykke med Ferrarien mutti". 

Bare jeg kunne tåle pillerne! Bare jeg ikke var afhængig af så massivt et hjælpemiddel og bare jeg ikke havde den her lortesygdom. Men som en af mine gode venner skrev til mig i dag, da jeg skrev, at det var noget lort,

"Det er ikke lort - det er bare noget andet! Life's only a bitch if you are"

Jeg gider ikke være en bitch og jeg gider da slet ikke være uvenner med livet, så i morgen skal vi lære hinanden at kende - stolen og jeg, så livet kan blive mildt igen!! 

ps. Jeg har været på tur her til aften med de to yngste artister. Vi skiftedes til at køre i kørestolen. Jeg fik ikke lært at stejle i dag, men det kommer, det kommer!!
Vi får sgu en god ferie, ja vi gør!

Stilen var ligesom lagt lige fra morgenstunden! Jeg begyndte søndag morgen i sengen i intens dialog med mine ben. Diskussionen gik på, hvorvidt de skulle svinges ud af sengen NU eller blive under dynen. Det lykkedes mig efter diverse anstrengelser at overbevise mine stive, trætte ben og smertende hofter om, at morgenmad ville gøre mig meget mildere stemt. I køkkenet indledte jeg så dagens første cirkusnummer med at skære mig pænt dybt i to fingre med brødkniven. 

Ta daa - eller noget... Velvidende at "høj tale" ikke tydeliggør budskabet, fik jeg med blodet dryppende meget bestemt beordret alle til bords "NU". 

Siddende ved morgenbordet med en cirkusdirektør, som mest af alt lignede en af de mennesker, der kravler ud af graven i thrillerfilm, brød billetsælgeren langt om længe tavsheden med følgende velsignede sætning: "Hvem kunne tænke sig at komme med mig ud at fiske i dag?"

Der var to artister, som straks reagerede yderst positivt på udsigten til at slippe for en dag i skyggen af cirkusdirektørens anmodninger om ro, lov til brok, kaffe og mere ro! 
Billetsælgeren er ikke en dum mand, og han ved om nogen, at en uge indeholdende en konfirmation og to x 10 års fødselsdag, to oversavede fingre, et par ben som driller, gør cirkusdirektøren til "et barn man ikke kan nå". 

Bedste løsning på dette er derfor "Ssshh kom vi skrider!"

Som sagt så gjort. Inden nogen kunne nå at stave til havørred, var bilen pakket og afsted de skred! Ældsteartisten derimod tog sin skønne veninde under armen og proklamerede mildt, at de nu ville gå en laaaang tur. Jeg nåede lige at råbe "MED hund, ik?!" inden de også flygtede.

Jeg derimod, kunne jo i sagens natur ikke flygte fra mig selv. Jeg havde nu en søndag HELT alene, som på fornuftigste vis blev fyldt ud med søvn og savl i sofaen, store mængder meget tåbeligt fjernsyn, en smule computer, humørmad (læs: usund småspisning) og ikke mindst affyring af eder og forbandelser over, at mine ben gør så ondt og slet ikke vil gå, som jeg vil. 

Jeg ved af erfaring, at der eksisterer to velafprøvede løsninger, når mine ben gør rigtig ondt: Træning eller "lig død i sofaen". 
Til trods for at træning til alle tider virker bedst og mest effektivt på både min krop og sjæl, ignorerede jeg min træningsbold som lå og stirrede på mig. Jeg lod mig ikke friste af motion! Jeg havde nemlig besluttet mig for at ligge død, og det skulle selv ikke en dum grøn bold spolere! 

Da uroen i mine ben efter nogen tid på smertelig vis fik mindet mig om, at jeg ikke lå HELT død, lossede jeg arrigt den grønne bold én i fjæset og gik ud i køkkenet for at bage en "taknemmelighedskage" til resten af mit cirkus for at lade mig være alene en hel søndag! 

Uagtet den kendsgerning, at jeg faktisk et kort øjeblik blev tændt af den hellige "taknemmelighedsbage-ild" måtte jeg efter en halv times vejen, røren og smagen på dejen erkende, at mængden af opvask ikke stemte overens med mængden af rabarberkage jeg nu kunne putte i ovnen.

Fandeme lige til at tude over!! Træt i benene med en overdimensioneret opvask i køkkenet, lagde jeg mig ind i sofaen igen igen og gennemførte 2. afsnit af "lig død i sofaen" forestillingen. Faktisk lå jeg SÅ død, så længe, at jeg glemte kagen i ovnen...SUK!

Nåh men hele mit cirkus fik alligevel den rigeligt bagte taknemmelighedskage, da de vendte hjem til mig igen kl. "sidst på eftermiddagen" med røde kinder, ingen fangede fisk, krudt i røven og et kærligt "er du blevet frisk igen mor?" 

Jeg var egentlig ikke meget friskere, end da de tog afsted, men jeg var mæt! Mæt af at være alene, mæt af slammad, mæt af lorteTV og mæt af kun at snakke en hel dag med en grøn bold og to dumme ben.

I dag har jeg det bedre, meget bedre! Jeg har trænet, fået tiltrængt behandling hos min fysioterapeut, snakket med et par gode venner, kun "ligget død i sofa" én gang og så har jeg faktisk købt en rød rose til billetsælgeren. Ikke fordi jeg leger 1. maj, men fordi jeg elsker ham... bare fordi!

Er der nogle af jer, som også bare har brug for at have en "lig død i sofa" dag nogle gange? Kan i gøre det uden dårlig samvittighed? eller...

I flere måneder har tankerne drejet sig om den "Store dag". Dagen, hvor ældsteartisten skulle sendes ind i "de voksnes rækker". Forberedelserne har været mange og tanker som "er det godt nok?", "vil hun kunne huske denne dag og hvor meget kærlighed, vi ønsker at hælde på hende?" har svirret i hovedet på mig.

Ældsteartisten havde en fantastisk dag med smuk gudstjeneste, sol, skøn fest med taler, grin, sange, tårer, knus og kram og ikke mindst var det hele badet i en sær skøn uhøjtidelig højtidelig stemning :-) Der var familie og venner som hjalp os med at give hende en dag, som hun aldrig glemmer.

Og ja! Hun fik både vise ord, tågesnak og gyldne leveregler på sin konfirmationsdag. Mit håb er, at hun selv sorterer, føler på ordene og rådene og så bruger det, hun finder mening i, når hun nu bevæger sig ud i det, der kaldes livet.

Og nej! Alting bliver aldrig helt det samme... Men jeg kender min pige og VED, at hun vil fortsætte med at drømme og sætte sig mål. Og når hun glimtvis mister modet, så vil jeg minde hende om, at der er håb i selv de mest forkomne drømme.

Ældsteartisten skal nok få knubs og rifter. Ingen kommer igennem livet uden... Når det gør ondt, så vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at nøjes med at trække i snorene og ikke binde båndet til hende for stramt. Jeg vil nemlig se hende danse! Hun HAR taget de første trin og jeg er helt sikker på, at hun med lidt træning, finder sin plads på det dansegulv som udgør livet. Hele Cirkus Holmboe vil være der til at heppe, støtte, dæmpe hende og tørre sveden af hendes pande, når hun har givet den gas for at forfølge sine drømme.