Peter er ikke verdensmester i varm luft og tomgangssnak. Han er til gengæld ret god til at lytte og tænke sit. Det gjorde han så også i dag, da han stod i en "tre kvarterskø" for at købe krudt og kanoner i T Hansen.

Foran ham stod der en mand. Og foran den mand stod der en anden mand, som også havde træsko på. De to træskomænd kendte øjensynligt hinanden, for de begyndte at snakke sammen.

Peter lyttede og kunne hurtigt konkludere, at den ene mand vidste, at den anden mand havde brug for at få gentaget tingene. Samtalen foregik ifølge Peter nogenlunde sådan her:

"Nåh hva' så?"
"Jah hva så? Klar til jul?"
"Klar til jul? Joh det vil jeg da mene..."
"Hvor'n går det så? 
"Joh, hvor'n går det... Stille og roligt... Lige ud af landevejen såmænd! så joh det går godt. Jeg kan vist ikke klage. Jeg kan vist ikke klage"
"Hvor skal man så holde jul?"
"Holde jul? Joh den holder jeg ved de gamle"

Og så videre (i en uendelighed)

Peter forstår ikke den slags samtaler. Han vil langt hellere stå i tavshed og vente på sine varer fremfor at dele varm luft med en bekendt. Mig? Jeg har så sent som igår fortalt både Matasdamen, min venindes mor og en bekendt, at vores cirkushund nu endelig er rask igen efter et år med sygdom. Jeg ved ikke engang, om de var klar over, at jeg HAR en hund. Og jeg er også ligeglad, for det var hyggeligt at snakke med dem.

Peter forstår heller ikke, at "lige ud af landevejen" er lig med godt nok!

Det havde vi så en snak om ved aftensmaden. Vi var ikke enige. Ihvertfald ikke før Peter smed en meget malende trumf på bordet. Det er sådan noget han kan! Lytte, tænke sit og så smække trumfen på bordet.

Den trumf får i om lidt.

Inden Peters trumf kom på bordet, plæderede jeg for, at "lige ud af landevejen" faktisk er helt ok. Og krydret med "Jeg kan vist ikke klage", så kan man vel ikke forlange meget mere. Lige ud af landevejen må da i sagens natur være bedre end "bump på vejen" og "glat føre, så kør forsigtigt".

Peter lytter opmærksomt til min varme luft og så smider han trumfen: "I Buenos Aires ik?! Der havde de en lang lang lige landevej, hvor der nu er blevet etableret sving! Det har de gjort, fordi "lige ud af landevejen" betød, at lastbilchaufførerne kørte galt, når det bare gik ligeud i evigheder. De faldt simpelthen i søvn og kørte galt!. Såååh lige ud af landevejen er ikke altid det bedste mutti. Vi har sgu brug for både bump og pauser, så vi ikke falder i søvn eller keder os over trivialiteten og manglende udsving i livet".

Og sådan blev Peters indkøb af krudt og kugler på en regnfuld lillejuleaftensdag til en snak om varm luft og en "lige ud landvej" i Buenos Aires. En landevej som egentlig meget flot beskriver livet (lige ud af landevejen), og hvorfor det er så vigtigt også at værdsætte udsvingene, bumpene og nødvendigheden i at stoppe op for at få det hele med.

Jeg vil nu nusse min raske cirkushund med den ene hånd, mens jeg med højre hånd fylder hovedet med konfekt og stemningen af jul :-)

I ønskes alle en rigtig dejlig og fantastisk jul med masser af hygge, nærvær og små pauser, hvor i kan nyde og flyde.

Den her december har indtil videre budt på lidt af hvert. Mest af alt har den været præget af, at jeg ikke helt kan følge med. Jeg laver håbløst lange lister med ting, jeg skal huske at gøre, jeg skælder konstant min uregerlige venstre hånd ud, og jeg bebrejder mine ben for at opføre sig som en vinterdepression. 

Min hjerne brænder sammen dagligt. Ofte uden jeg selv når at opdage det. Jeg glemmer ting, og jeg tror, jeg svarer, når folk taler til mig. Det eneste positive, man kan sige om det, er at ingen kan bebrejde mig for at afbryde! Kombinationen af at glemme og ikke svare er ved at blive lidt mere end en udfordring for min stakkels familie, der dog indtil videre nøjes med at smile overbærende og sende indforståede blikke til hinanden.

Og så sover jeg rigtig meget! Jeg sover, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg sover inden aftensmaden og så smugsover jeg til julekalenderen i TV, inden jeg går i seng og sover hele natten.

November var en røv! December får ikke lov til at være det. Det kan godt være, at både min krop og min hjerne opfører sig novemberagtigt, men mit humør...

Mit humør er ok! Jeg har til trods for træthed nemlig været mere social, end jeg plejer at være på et helt år. Jeg kan godt li' at være social, for det var jeg nemlig engang rigtig god til! Nu er jeg kvartalssocial og dyrker det mest til højtiderne.

Igår var jeg til firmajulefrokost. Optaktentil festen foregik, som den plejer. Jeg havde fandeme ikke lyst til at komme afsted. Jeg havde fucking ikke noget smart tøj og jeg gad fandengalemig ikke bare sidde med min stok og glo på at de allesammen dansede moderne, mens jeg skulle holde deres dametasker!!

Peter sagde som altid de rigtige ting, og mest af alt ikke særlig meget. Han smilede, som han plejer i sådanne situationer og gav mig ret i (som han plejer), at den stramme kjole ikke var for stram, at jeg ikke havde for meget sminke på og at jeg jo bare kunne komme hjem efter hovedretten! BUM!

Jeg tog hjem kl. 23, og listede ind til Peter, som sov, da jeg kom hjem. På badeværelset lå min tandbørste med tandpasta på. Jeg elsker Peter. Jeg elsker ham for, at tænke på, at  min hånd ikke kan lide at putte tandpasta på. Jeg elsker ham for, at han vågner og nærmest i søvne lytter til mig og min skønne aften. Jeg elsker ham for, at han søvndrukken hvisker "Jeg vidste, det ville blive sjovt mutti!", inden han kysser mig og falder i søvn igen.

Jeg har slet ikke haft tid til at være træt i dag. Posten kom nemlig med en pakke til mig. Den var stor og firkantet! Og fra min gymnasieveninde, som jeg ikke har set i 20 år! Jeg stod i nattøj og med sovemidterskilning og flåede papiret af, mens mit hjerte hoppede og tankerne hvirvlede. Hvad sendte hun? Hvorfor? Så tænker hun altså også på mig?

Og så græd jeg! Faktisk så meget og med så meget lyd, at Jeppe inde fra værelset råbte "Far... græder mor?",

"Ja, det tror jeg da nok lige hun gør, for hun har fået et fokevognsrugbrød!" råbte Peter tilbage, mens han tog billeder af både mine tårer og rugbrødet. 

Hjalte?? Joh, han udbrød "Ej hvaaad!! Hvor vildt!!!", mens han grinede begejstret.
​
Det er jo helt vanvittigt! Jeg har fået mit helt eget folkevognsrugbrød i LEGO! Sendt til mig fra min gymnasieveninde Stine, som jeg har kendt fra dengang jeg forstod at feste og aldrig hang med hovedet!

I pakken var der et brev, hvor Stine skrev:

Altså hvis man spørger billetsælgeren, vil hans svar være et rungende "JA".

Han vil endda kunne fremføre bevis derfor! Han er nemlig gift med mig og har dermed bevismaterialet placeret i et smukt glashus i sin have.

Lad mig indlede dette blogindlæg med at citere fra Wikepedia:
"Tyngdepunktet er det punkt i et legeme, hvor tyngdekraften ser ud til at virke eller, sagt på en anden måde, hvor tyngdekraften har angrebspunkt"

Jeg sidder her søndag aften og tænker tilbage på tre dage, hvor jeg på det nærmeste har været ved at slå rødder ude i mit elskede glashus. Og jeg må med et smil erkende, at jeg er blevet mere og mere tung i røven i takt med, at D vitaminerne har buldret ind gennem ruderne derude. 

Yngsteartisten og mellemsteartisten begyndte fredag eftermiddag at pippe om, at det kunne være smadderhyggeligt at prøve at sove derude "altså bare en eller anden gang i sommerferien, hvis du har lyst mutti?? Altså ikke nu og sår'n... bare engang ik?!"

Ok... off the record, så har det også været en weekend med ældsteartistens eksamenslæsning, hvilket har betydet den obligatoriske småsitrende stemning, der veksler mellem resignation indeholdende "jeg gider fan... ikke læseferie, det gir' slet ingen mening det her... " og så resignationens modpol med "nu er jeg klar. Slut for i dag... jeg ser lige lidt Netflix". Og det gør hun så, inde i mørket på værelset. Måske af frygt for at blive angrebet af D vitaminernes påvirkning på tyngdekraften. 

Mig? Jeg sidder tung i røven, smiler til hende ude fra mit glashus og håber hun ikke kaster med sten. Hende ældsteartisten, hun skal nok klare læseferien og hun skal også nok klare både frustrationerne og succeserne, der følger med. Jeg hepper ihvertfald på hende.

Så "engang" sov vi derude to gange i den her weekend :-)

Hold nu op altså, hvor var det fedt, hyggeligt og helt vidunderligt!

Vi lå tre mand og faldt i søvn med udsigt til drivende skyer og tusmørket, der tog til. Og vi vågnede før både fanden og naboen fik både sko og underhylere på. Havens fugle gav den gas og solen hilste os godmorgen på vej op over naboens tagryg. 

Begge drenge sov rigtig godt! Og mig?... jeg ved, hvad naboens kat laver i min have om natten. 

To nætter med boblende begejstring, men også plads til forbedring, hvad angår nattesøvn har sat en helt naturlig dæmper på mit energiniveau i de her dage. Men det er helt ligemeget, for jeg har allieret mig med en lydbog, (masser af) kaffe og en ordentlig portion ro ude i mit glashus. Jeg har nydt og "flydt", mens D vitaminerne uden besvær har fundet vej til mine baller, som beviseligt er min tyngdekrafts angrebspunkt.


Det er en fed fornemmelse, når tre dage i træk går op i vitaminers magi, udeblivelse af planer og så den der oplevelse af at:

"Det bliver en god dag, for jeg har fat i den ene ende!"

For at det ikke skal være løgn, og med fare for at i får trang til at "misundelsesgylpe" over min weekend, så skal i lige se et billede af min nye yndlingsko. Den hedder 1171, og den bor sammen med alle sine venner på marken, der støder op til mine forældres have :-) Køerne, som er indbegrabet af barndom og sommer for mig er endelig kommet "hjem" på marken, hvor vi kan nyde dem på nærmeste hold.

Og her kunne jeg slutte dette indlæg, men...

Yngsteartisten går i 5. klasse, så det er ikke små drenge med snotnæser, vi havde besøg af. Ingen skattejagter eller legetøj der skal gemmes væk i dagens anledning. De klarer sig selv. Faktisk så styrede de her gutter fødselsdagen helt alene, og det er sådan set nok det, jeg elsker allermest ved at have store børn. De kan selv! Og de gør det godt!

For 3. weekend i træk fejrede vi igår yngsteartstens fødselsdag!

Gårsdagens fejring var sammen med drengene fra klassen. Ti drenge i alderen 11-12 år var inviteret til hygge, leg og spisning af grillpølser og kage.

Jeg elsker børn! Jeg elsker deres umiddelbarhed! Jeg elsker deres måde at være sammen på, når det hele spiller og de udviser respekt og rettidig omhu for hinanden.

Billetsælgerens og min eneste opgave var igår at sørge for, at der var mad og drikke. Billetsælgeren tog tjansen ved grillen og mig? tjah jeg humpede lidt rundt og gik strengt taget nok bare mest i vejen.

Min "gåen i vejen" blev åbenbart meget nøgternt iagttaget af:

Dreng, som sidder ude i haven og spiser grillpølser sammen med de andre fra klassen.

Dreng kigger på mig, mens jeg med mine stive ben smider et par pølsebrød på bordet.

Dreng udbryder (da jeg er på vej væk): "Ej hvor vildt egentlig...  Se lige Hjaltes mor... Hun går sgu da ligesom en robot".

Og her går jeg og bilder mig ind, at jeg ligner en fuld svensker, når jeg går, og så er jeg bare en robot. Jeg vil meget hellere være en robot. (Og allerhelst c3po fra Stars Wars :-)) 

Jeg har kendt de her drenge fra de begyndte i 1. klasse. Ingen har nogensinde stillet spørgsmålstegn ved Hjaltes mors krykker eller gaggede gangart. Heller iike igår. En konstatering... Det var, hvad det blev til!

Børn er det bedste jeg ved - og et billigt grin! Og nu smutter jeg, for jeg skal til opladning :-)

Denne "Søde og kærlige misundelse", som jeg oplever kan på ingen måde sammenlignes med den der grimme, forkerte og skamfuld følelse af "Det har hun fandeme ikke fortjent, men jeg siger det ikke højt!" Jeg oplever  det helt anderledes, for alle mine misundelige venner bliver glædeligt hængende og vil både dele min begejstring og samtidig ha' mere af det misundelsesværdige - sammen med mig!

Jeg har nemlig fået (læs: købt!!)  et  "Lovehouse". Jeg har drømt om det i 8 år, og nu er det her. I min have.

Jeg kunne sagtens vælge at skrive en masse om, at mit "Lovehouse" er 12 kvm, isolereret, så det kan bruges hele året, og at jeg kan nyde både fuglesang og årets gang i haven på nærmeste hold siddende i den hjørnesofa, som vi har fået installeret derude. Men det vil jeg selvfølgelig ikke belemre jer med!! Der er ingen grund til unødigt at gøre jer misundelige på den bitre måde ;-)

Hvad jeg derimod vil forsøge med dette indlæg er at fortælle, hvad det mit nye hus har gjort ved min ruskede sjæl og desillusionerede krop. For at forstå betydningen af mit "Lovehouse" er nedenstående status på mit venstre ben og hjerne vist på sin plads:

Det der uregerlige dovne venstreben ik'? 
Jeg har været så vred på det. Jeg har været så frustreret og næsten afmægtig, at jeg alt for hastigt nærmede mig "modløs og bange" segmentet. Jeg har haft lyst til at tage kvælertag på det latterlige ben, lægge mig ovenpå det og arrigt tvære knæet ned i gruset, mens jeg hvisler "nu styrer du dig fandeme, du gør! Så kan du lære det!!!! Og så hinke videre som sejrsherre, mens venstre benet ligger der og skammer sig og tænke over, hvad det har gjort! 

Og den der hjerne! Den er ikke meget bedre... 
Den har været så træt og svær at komme i nærheden af. Faktisk har den været så rædselsfuld egoistisk, at jeg for nylig glemte at komme på arbejde. Glemte at komme på arbejde!!! Det er fandeme mere flovt og kikset end at falde på arbejde! 
Jeg blev (langt efter mødetid) ringet op af min kollega, som sagde "vi savner dig da i dag Charlotte. Er du ok?" Jeg kunne ikke rigtig gøre andet end at  slå mig selv i hovedet, lægge mig fladt ud og mumle "Undskyld, undskyld undskyld! Det er bare det der hoved... Jeg skal nok tale med det, ok?!" Og det var ok. Bare ikke for mig!

Ihvertfald med de venner jeg har! De kommer lige for tiden strømmende hjem til mig for at hælde lidt af deres misundelse ud over mig. 

Det føles rigtig rart og helt ok. Jeg nyder det i fulde drag og hælder glad  kølig vin i vinglassene, mens mine venner hælder store mængder misundelses-sirup ud over mig. En sød misundelse, de besøgende har pakket flot ind i både begejstring og sætninger som "Det her, Charlotte, det under jeg dig af hele mit hjerte, (men jeg vil også ha'...)". 

At vågne kl. 8.30 er for mig det samme som at ønske sig fødselsdag to gange om året og få ønsket opfyldt.

Jeg var derfor både glad og frisk, faktisk meget frisk, da jeg vågnede i morges (kl. 8.30 jo). Jeg blev så endnu gladere, da jeg til min store fryd opdagede, at det i dag er den 4. oktober og dermed den svenske KANELBULLENS DAG. 

Det skal her lige indskydes, at jeg ingen tilknytning har til Sverige overhovedet - kender faktisk ikke engang alle de nedrige vitser om svensken, som kjøbenhavnerne kan bedre end deres 4 tabel. Men fejres skal, hvad fejres kan! Og DET skulle kanelbullen i dag i Cirkus Holmboe. Mellemsteartisten og jeg fandt opskriften her hos Frk Kræsen!

Dejen skulle hæve, solen skinnede og jeg foreslog (læs: opfordrede kraftigt) de to yngste artister til en tur ud i solen. Vi planlagde et par timer i solen med aktiviteter som mine ben også kunne være med til - nemlig andefodring (ligesom dengang de var små) og indsamling af kastanjer (øøhh ligesom dengang de var små)

Drengene fandt fluks lidt brød i skuffen, som både var tørt og lidt grønt i kanten. To poser til kastanjer røg i baglommen og afsted det gik ud i solen. 

Det rigtig smarte ved konceptet "fodr en and, saml en kastanje" er, at jeg ikke skulle tage mange skridt, men blot nyde den smukkeste efterårslørdag formiddag i godt selskab med mine elskede drenge.

Ænderne var mætte inden vi kom, men pyt... Vores poser var ikke store nok til alle de kastanjer som lå på jorden og også ramte os i knolden, men pyt med det...

Vi havde en fantastisk formiddag - simple as that!

For at I ikke skal kaste op over al denne idyl som overgår Cirkus Holmboe denne solrige 4. oktober, så har i her et billede af de Kanelbullar, som nok nærmere skal findes i  kategorien "Kanelhundelorte". Men de smagte altså godt :-)

Bonusinfo: Til jer som vil være med, så har Cirkus Holmboe i dag besluttet, at hvert år den 6. november er udnævnt til OFFICIEL RUTEBILSLAGKAGEDAG".

Der er nogle ord, som er sværere at aflevere end andre. 

I morges skulle jeg midt i rundstykkerne aflevere en besked. Nemlig beskeden om, at jeg om præcis en måned skal indlægges 14 dage på Haslev Sclerosehospital.

Billetsælgeren blev naturligvis orienteret allerede den dag for brevet dumpede i vores postkasse, men artisterne har ikke vidst noget, indtil vi for et par dage siden blev enige om, at i dag skulle beskeden gives til dem. 

Jeg er ikke god til at aflevere den slags beskeder. Jeg er meget bedre til beskeder som "Pak jeres badetøj, vi skal i svømmehallen i dag" eller "hvem vil være med til at se en film i sofaen og spise popcorn til vi brækker os" De beskeder er nemlig varme, dejlige og "nu er vi sammen og livet er mildt" agtige.

Beskeder som "Nu skal i høre... om en måned tager mor til Haslev, som ligger på den anden side af jordkloden og bliver der i hele 14 dage" kan bedst sammenllignes med beskeder som "Hvis jeg må kradse i din fodvorte, så må du smage min bussemand, mens vi venter på, at det bliver vinter med sjap og sort sne"!

I går brød jeg vores aftale. Billetsælgerens og min aftale om at vente til i dag med at fortælle om indlæggelsen. Jeg sad i Berlingoen med ældsteartisten og grinede af "noget med nogle veninder i skolen", da jeg med den gode stemning som baggrundsmusik udbrød "Freja skat, om en måned skal jeg indlægges i Haslev... Kun i 14 dage og jeg glæder mig faktisk lidt" (iiih igen en af mine små løgne... jeg skal til skide Sjælland og ikke til mit Ry, som jeg er så tryg ved og kender. Jeg har så meget brug for forudsigelighed, ro, og min familie (øøh og en tudekiks kan jeg da lige læse!)

Ældsteartisten, det fantastiske pigebarn sagde blot  "Ej hvor fedt for dig mor! Det bliver da bare for godt!". Og vupti havde jeg skaffet mig både en allieret og mere ro i maven!

At jeg havde både billetsælgeren og min allierede som backinggroup, gjorde det meget nemmere for mig at smøre indlæggelsesbeskeden udover de to yngste artister i morges. En artist som sagde "ok fint", samt en artist som har så svært ved forandring, og at vi ikke bare er sammen alle fem hele tiden sagde ikke en lyd, men kiggede blot tomt ud i luften. Det var reaktionerne på DEN aflevering!

Jeg har været indlagt i  Ry to gange, og det er jo gået bedre end godt! meget bedre end godt. Jeg har en sej familie som både kan klare sig selv og hinanden. Jeg skal ikke bilde mig ind, at jeg er uundværlig - ihvertfald ikke i forhold til det praktiske med madpakker, rent tøj og tænder, lektier med brøker og staveord og alt det andet en hverdag er fyldt op med.  Og kærligheden... Hvad med kærligheden? Joh..  den har jeg jo marineret dem ind i, siden de lå i min mave, så den er ikke lige sår'n at vaske af :-)

Jeg fik i dag afleveret en besked, og jeg kan nu begynde at glæde mig og se frem til at få noget tiltrængt hjælp fra nogle meget kompetente mennesker og i selskab med nogle folk, som jeg ikke behøver at forklare en masse :-)

Jeg lavede i morges en aflevering, der vel bedst kan betragtes som et skud, der ramte målet. Et blidt indspark til mine elskede medspillere. Jeg havde "trænet" i smug og forberedt afleveringen så meget, at min aflevering hverken kan betragtes som et skud i tågen eller en tåhyler. 

Jeg lyver lidt for meget lige for tiden. Jeg lyver om ting, som jeg ville ønske var sandt. Jeg er vel nærmest at betragte som sådan en slags storyteller... Jeg fylder lidt på og trækker lidt fra. Jeg lyver og tænker, at så glider det hele lidt nemmere. Det fungerer egentlig meget godt. Folk smiler, nikker og forstår mig godt. De ved jo ikke, at det er løgn! Men ingen skal ha' grund til bekymring... så jeg lyver lidt!

Jeg bruger mange ord, lyveord. Jeg prøver vist nok mest af alt at overbevise mig selv om, at det ikke er løgn, alle de ord, jeg fortæller i køen ved købmanden, til veninden der ringer og spørger til mig og endda til min elskede mand, som jeg ved HAR gennemskuet mig. 

Jeg fortæller ivrigt og smilende til Gud og hvermand, at det er rigtig dejligt og forfriskende at være begyndt på arbejde igen. At jeg godt kan overskue det, når bare først liiige jeg er kommet i gang. Jeg bilder også både mig selv og andre ind, at jeg virkelig har trængt til at komme ud og i sving, så jeg ikke bare skal røvkede mig derhjemme helt alene! 

Sandheden er bare, at jeg ikke kan overskue det, at jeg ikke får trænet (for det lyver jeg såmænd også om..).
Min krop trænger til træning, men jeg kan ikke overskue at bruge tiden på det, når jeg på mine fridage istedet kan slappe af og lade op. Sandheden er også, at jeg ikke sover om natten, fordi der er så mange tanker om dagen i morgen og overmorgen og dagen efter...

Sandheden stinker! 

Den stinker som et selvdødt vådt håndklæde glemt en uge i idrætstasken. 

Sandheden er nemlig, at jeg lige nu ikke kan få enderne til at nå sammen. Hverdagen føles nærmest lidt som et par joggingbukser, hvor snoren er blevet trukket for langt og kun den ene ende er synlig, mens den anden gemmer sig inde i linningen... Det er for bøvlet at ordne "snor-problemet", så jeg hiver lidt op hele tiden, for ikke at stå med røven bar.

Meget kan man sige om billetsælgeren og mig. Men vi er et godt team! Mens jeg lyver om, at alt er fint, får vi både smurt madpakker, lavet mad, støvsuget, hjulpet med at regne med uægte brøker, kørt til bordtennis, trommer, guitar, på arbejde - alt det får vi gjort, endda helt uden at behøve at snakke sammen. I lørdags magtede vi endda at snakke forbi hinanden!

Denne snakken forbi hinanden resulterede i ytringer som "hør lige dig selv..." og "du er så sgu så dum at høre på". Når der går børnehavesnak i den ala "så kommer du bare ikke med til min fødselsdag", så går vi en tur! 

Det har vi altid gjort og det gjorde vi også i lørdags! Eller rettere vi gik lidt, sad lidt på cykelstien, gik lidt og sad lidt på cykelstien, hvor jeg bandede og svovlede over, at jeg fandengalemig ikke engang kunne gå en tur for at forsone uden at sidde på en cykelsti og samle kræfter, mens folk cyklede forbi, hilste pænt og undrede sig!

Der blev renset ud på den tur. Forventningsafstemt. Jeg skulle stoppe med at lyve - både over for mig selv og ham! Vi skal finde tid SAMMEN. Altså sammen som i "Du og jeg" og "os to". Vi skal se hinanden, lytte til hinanden "du og jeg" og "os to".

Men så blev det alt for hurtigt mandag igen med lang arbejdsdag, trommer, bordtennis, guitar, madpakker, brøker uden fællesnævner og og og... Godmorgen og godnat!

Da vi nåede onsdags havde jeg helt ondt i maven ved savnet efter billetsælgeren og vores "du og jeg" og "os to". Så jeg allierede mig i går med den evigt trofaste seniorartist til at hente artister, køre til tandlæge og hjælpe med lektier. Artisterne og jeg lagde i går morges en hemmelig plan om, at de selv lavede aftensmad, købte bland selv slik, drak cola på en torsdag og puttede kl. 21 på madrasser i stuen Og så kørte jeg kl. 14 til Kolding, hvor billetsælgeren underviste!

Jeg havde pakket slik, kaffe, cola, sandwich og frugt og vigtigst af alt indtaget en pille, som forhindrer sclerosetrætheden i alt buldre løs. Alt dette havde jeg pakket, fordi jeg ville med ham, jeg elsker til Solrød Strand, hvor han skulle holde foredrag om aftenen!

Han fik et chok. Lige dér midt i et alt for varmt klasselokale. Og reagerede med at give mig det største længste knus uden at tale til mig eller forbi mig! Vi var to på tur. En tur til den anden ende af landet en torsdag aften med snak, grin, mere snak (uden afbrydelser).

Jeg lyver stadig lidt. Det er svært at lade være. Men jeg husker sandheden. Og jeg siger den højt... også selvom den lige nu lugter af dødt håndklæde. 


ps. jeg ved ikke hvordan et billede af en løgn eller et dødt håndklæde ser ud, så derfor er dette et indlæg uden billeder :-)

Min farbrors træk og sliptoilet, et tysk nødråb og en distræt cirkusdirektør i selskab med sin 12 årige artist på et handicaptoilet i Tyskland, DET er hvad du blandt andet kan læse om i dette blogindlæg. 

Jeg havde egentlig forestillet mig, at dette indlæg skulle have handlet om, hvor velsignet en rollator er at have med på indkøb i et stort indkøbscenter i Tyskland... Men nej, det skulle ende helt anderledes. Min mor, mellemsteartisten og jeg tog igår til Tyskland for at handle! Jeg allierer mig altid med min mor på sådanne ture. Både for hyggens skyld, men i særdeleshed også, fordi hun formår at bevare overblikket, når jeg går kold eller mister fatningen. 

Vi kører med en rollator og to indkøbsvogne som lystigt bliver fyldt. Vi bruger lang tid på indkøb og er da også både trætte og meget tissetrængende, da vi når ud på den anden side af kasseapparatet.

 Der er kø ved toiletterne som faktisk også er ret klamme. Den søde tyske "tissekone" som sidder og beder om 3 kr., for at man må tisse, ser min rollator og låser så op ind til handicaptoilettet. Mellemsteartist, rollator og cirkusdirektør træder ind på det reneste handicaptoilet med alle tænkelige foranstaltninger, som berettiger titlen som handicaptoilet. Det rene toilet formildnede omstændigheden omkring fællestisning med sin mor betragteligt for drengen på 12 år.

Der er endda en snor lige ved toilettet, meget lig samme "snorprincip" som den min farbror Preben og tante Grethe i fordums tid også havde i deres træk og sliptoilet. Mens jeg tisser, sidder jeg og falder i staver, lige indtil mellemsteartisten får mig tilbage til virkeligheden med følgende bemærkning "Det er sgu da smart mor.... Har du set, du skal bare trække i snoren, når du er færdig... Er du snart færdig?". Jeg ser ikke glimtet i øjet på ham, men tænker kun på at få skyllet ud, så han kan komme til.

Jeg trækker derfor i snoren!!! Hoooold nu kæft... Hele indkøbscentret bimler og bamler himmelhøjt og intenst. Jeg står HELT stille, vralter så hen til døren, låser op og får hastigt fortalt "tissekonen" at "Alles ist ok!!", for derefter at smække døren igen.

Mellemsteartisten sidder på toilettet, ryster på hovedet og siger noget med at det jo bare var for sjov, og at han da ikke håbede, at der kom nogen ind lige nu, fordi de troede vi sad fast i toilettet. Vigtigst af alt får han smågrinende sagt  "Mor for fan..., NOTRUF betyder jo nødråb"!

Gennem infernoet af nødråb i hele indkøbscentret er der pludselig én som banker hårdt på døren. Jeg åbner, bliver skubbet til siden af en meget vred og hærdebred "Helga", som trykker på en knap på væggen - og så er der RO. 

Der er samtidig også fri udsigt for alle til en mellemsteartist som sidder på wc på et rent handicaptoilet. Men der er RO!! 

Mellemsteartisten og jeg sunder os lidt bag den (igen) lukkede toiletdør, håber på at alle er gået hjem og låser så op til synet af en ordentlig røvfuld tyskere, der kigger undrende på os. Min mor undrer sig derimod ikke synderligt, men foreslår blot smilende, at hun går med mig en anden gang.

Hvad moralen for denne Tysklandstur med træk og slip er?? Jeg tror ikke, at der er nogen anden end at huske at læse på skiltene,  og så huske, at det er ikke altid man kan give sclerosen skylden - nogle gange er det også sønnens skyld ;-)

Det var en skøn, men i den grad anderledes Tysklandstur. Min elskede mor formåede at bevare vores overblik trods det faktum, at jeg næsten fik startet 3. verdenskrig i et supermarked i Flensborg. Hun må godt komme med næste gang igen :-)

I morges, da jeg vågnede, stadig lå i min seng og tjekkede mails, var der poppet en mail ind kl. "over min sengetid".

Afsenderen var Camilla. Jeg kender hende ikke, men hun hældte lige 800 kg god karma ud over mig sådan en regnvejrsmorgen. 

Camilla tog sig tid til at skrive en mail til mig, som fik mig til at grine højt over de indre billeder, en vandskræk søløve, doven klovn og en zebrastribet hest fremkaldte denne morgen. Mailen fik mig også til at tænke på, hvorfor jeg skriver og elsker det!

Med uglet hår, dårlig ånde og krøllet natkjole satte jeg mig til morgenbordet og manede til ro, så jeg kunne læse Camillas mail op. Der blev udtrykt fælles begejstring over mailen, og snakken gik lystigt om, hvor meget det betyder at blive ramt af den der gode karma.

Lige nu går det faktisk ret godt herhjemme i mit lille cirkus! Jeg kan mærke at det er lidt mere ligemeget, at jeg har ondt i venstre ben og at jeg er så forbandet træt, når jeg modtager en mail som denne.

Det er karmaen der gør det. Aldrig undervurdér betydningen af karmaens magt!

I forgårs blev mine artister ramt så hårdt af god karma, at de knap kunne stå på benene. God karma glemmer man ikke! Den luner de rigtige steder - og den smitter gør den!

En mail, en anerkendelse, et tilbud om "bare at være med" - Karma er en mester i udklædning!

Husk den, brug den, del ud af den - karmaen altså!