Kasper inviterede mig for ca 14 dage siden hjem til sig. Han ville nemlig lære mig at bage kanelsnegle fra en opskrift i hans bog MS Kost & Livsstil.

Vi hyggede, grinede og spildte både æblesaft på gulvet og mel udover hele bordet. 

Bagedagen i Kaspers lille hyggelige køkken bød både på en snak om æbler, Kaspers elskede køkkenmaskine,kaffepulvers berettigelse på kanelsnegle og ikke mindst til en snak om, hvorfor netop denne opskrift på kanelsnegle er supergode for os med sclerose.

Behøver jeg at sige, at de smagte himmelsk, og at jeg fik dem alle med hjem til mit cirkus?

Tusind tak søde Kasper for en skøn dag, dejlige kanelsnegle og invitationen til snart at komme og lave sclerosevenlig mad hos dig igen. Jeg glæder mig allerede..

Nåh jo... VIGTIGT! Vores "kanelsnegle bagedag" har vi lavet til en udsendelse på Radio MS. Tryk på playknappen og lyt :-)

Til ca 16 stk
Dej
 2 dl mælk/sojamælk
50 g gær
3 æggehvider
2 tsk. rørsukker
300 g fint speltmel
200 g grahamsmel
1 tsk. salt

Fyld
3 store syrlige æbler
3 spsk. rørsukker
1 spsk. kanel 1
 spsk. vaniljepulver

Fremgangsmåde:
- Opvarm mælken og opløs gæren her i. I en anden skål piskes æggehvider og rørsukker sammen og mælken tilsættes.

- Alt mel og salt blandes og tilsættes lidt efter lidt i mælkeblandingen. Ælt dejen godt sammen og lad den hæve i 20 minutter.

- Imens dejen hæver laves fyldet. Riv æblerne med skrællen på og bland det sammen med rørsukker, kanel og vaniljepulver. Hak mandlerne fint.

- Ælt dejen igen og rul den ud på bordet. Fordel fyldet på 2/3 af dejen og rul dejen sammen til en lang pølse. Skær dejen i ca 2cm brede skiver og læg sneglene på en bradepande med bagepapir. Drys sneglene med de hakkede mandler og lidt rørsukker.

- Bag sneglene nederst i ovnen ved 200º i ca 15 minutter alt efter størrelse.

Du kan finde inspiration og andre lækre opskrifter ved at gå ind på facebooksiden MS Kost & Livsstil.

"Årh.. det er godt nok svært det her lige nu" udbryder yngsteartisten, da han for 7. gang forsøgte at føøøøle musikkens rytme og puls, tælle til fire og samtidig ramme korrekt med trommestikkerne.

Yngsteartistens  trommelærer, som er en meget tålmodig sjæl og et særdeles anerkendende menneske kigger smilende på den svedende artist og siger: "Det går fint Hjalte, rigtig fint!! Mærk rytmen helt ind i kroppen, det hjælper dig faktisk" imens han selv sidder og opfører sig som en levende metronom.

Yngsteartistens trommeundervisning i tirsdags gav mig noget at tænke over... Ikke fordi det var 1/2 time indeholdende formidable trommesoloer og rytmisk overlegenhed, snarere tværtimod..... 

Yngsteartisten fik dagens lektion i trommer, men JEG fik dagens lektion i livsanskuelse og indstilling til tingene.

Jeg havde nemlig fornøjelsen af at opleve en artist, som svedte, bandede indvendigt og måske mest af alt havde lyst til at smide trommestikkerne i hovedet på sin lærer, men han smilede koncentreret og sagde ikke på noget tidspunkt:

"Det her kan jeg ikke finde ud af, så jeg gir' op!"

Yngsteartisten gav ikke op. Han stoppede ikke med at prøve at mærke pulsen og rytmen. Nææh..han blev bare ved med at tælle til fire og prøve at ramme trommerne rigtigt. Han nøjedes faktisk bare med at sige de vise ord:

"Årh det er godt nok svært det her lige nu". 

For mig at se, er det netop forskelligheden i de to ovenstående udsagn, der gjorde, at jeg blev opmærksom på forskellen imellem at kæmpe og tro på, at det nok skal lykkes, i modsætning til bare at ville resignere og give op. 

Ovennævnte "kamp" denne dag var en kamp, som handlede om takt, rytme, tempo, men allermest om ikke bare at give op, og smide stikkerne ad helvede til. Det var en kamp om at affinde sig med, at selv om det er svært, så fortsætter man (sgu)!!

Der findes mange forskellige kampe i livet. Der vil helt sikkert komme udfordrende kampe for yngsteartisten, der er sværere end at holde rytmen. Kampe som er mere hårdslående og uden fornemmelse for puls eller at mærke efter. Men jeg tror på, at med den rette indstilling og tilgang til tingene, så vil mange af disse kampe kunne vindes af ham uden alt for store knubs. 

Jeg håber og ønsker for min artist, at den her "kamp" om trommerne vil lykkes for ham, så han i bevidstheden føler sig rustet til de større kampe, han skal kæmpe i livet, og så ønsker jeg for ham, at der altid vil være en "trommelærer" til at bakke ham op, når han kæmper. Det er nemlig meget nemmere at kæmpe sammen end alene!

Og tillad så slutteligt en mor at ønske, at alle pigehjerter må tromme løs, når han med rytme, tempo og puls gi'r den gas på trommerne ;-)