N.F.S. Grundtvig (1783-1872) er en af de personer, der har sat det mest omfattende præg på det moderne Danmarks udvikling. Han var præst, salmedigter, pædagogisk forfatter, skolemand, filolog, politiker og samfundsdebattør. Man kan ikke uddannes folkeskolelærer uden at stifte indgående bekendstskab til hans pædagogiske holdninger og vise ord om pædagogik. Jeg har hørt, læst og diskuteret hans holdinger, både som lærer men også som menneske. Så vidt så godt!

Dér hvor min "Grundtvig-film" så knækker er, når han som "sangskriver" bedyrer, at "Morgenstund har guld i mund. Her skyder han da HELT ved siden af...ihvertfald hvis man tager udgangspunkt i Cirkus Holmboes morgen i dag. Lad mig tage udgangspunkt i 2. vers i den berømte salme , som "goes like this":


Morgenstund har Guld i Mund,
vi til vort Arbeid ile;
som Fuglen glad i Skov og Vang
udflyver med sin Morgensang,
gienfødt ved Nattehvile!

NEJ sødeste Grundtvig!  - her havde dagens morgenstund ikke guld i mund. Jeg er ikke genfødt af nattens hvile, for Cirkus Holmboe er i disse dage amputeret, således at der kun gives forestilinger af Cirkusdirektøren og de tre artister. Billetsælgeren er nemlig udlejet til et cirkus i Helsingør. Han tog afsted i går, så ansvaret for at komme op i morges var ene og alene pålagt cirkusdirektøren! Efter en nat med meget lidt søvn for mit vedkommende, falder jeg i dyb søvn, efter at vækkeuret har ringet. Yngsteartisten prikker til mig kl. 7.08 (vækkeuret ringede kl. 6.20!!) med ordene "Jeg skulle hilse fra far og ønske os alle en god og glad morgen, han har lige sendt en SMS" !!! Ro på Ro på.... ny plan! Fuck de hjemmebagte boller og frem med guldkorn, müsli og yoghurt, som lettere kan kastes ned i maven i en fart. 
Artisterne bevarer roen, så forestililngen kan fortsætte planmæssigt, til trods for direktørens ulmende panik, lige indtil....

cirkusdirektørens ubrugelige, irriterende og håbløse scleroseramte venstrehånd vælger at køre et solonummer, så vi pludselig og "out of nowhere" , har GULDKORN i hele køkkenet (dybt suk) ;-) Ekstranummeret med guldkornene bringer mig videre til Grundvigs strofer om,  at vi iler til vores arbejde som fuglen GLAD udflyver med sin morgensang. Igen må jeg sige NEJ sødeste Grundtvig. Med stækkede vinger og lyden af påfugle- og krageskrig buldrer vi ud af døren - og når i skole til tiden.

Nu sidder jeg så her, kl. er 14.47. Artisterne og jeg har lige gennemgået morgenens køkkennummer. Vi blev enige om, at guldkorn-nummeret måske nok ville kunne tiltrække publikum, men at de menneskelige omkostninger ville blive for store... For som ældsteartisten siger, "Det klær dig overhovedet ikke at blive så skinger mor! så bliver du alt for "mor-agtig" og yngsteartisten får mumlet "ja... du havde sgu ikke engang tid til at grine af det :-("  

I morges var det min egen skyld, at jeg både blev skinger, mor-agtig og ikke gav mig tid til at grine. Det er jeg ked af! Ikke ked af det, fordi jeg sov for længe, men fordi jeg ikke blot i situationen tænkte ".. and so what, hvis vi kommer for sent! så længe vi iler til arbejde som fuglen glad i skov udflyver med sin morgensang"  Du er go' nok Grundtvig, virkelig jeg mener det!!! og du er den klogeste af os to - nu er det sagt - and I will say this only once!! MEN derfor havde Cirkus Holmboes morgensstund altså alligevel lort i både hånd og mund. Det bliver helt anderledes i morgen tidlig, for der skal vi fejre mellemsteartistens 11 års fødselsdag (uden guldkorn på bordet ;-))

Så til Jer allesammen skal dette være dagens råd: Skynd jer langsomt og husk at grine af alt, hvad der kan grines af (også i travlheden) - alt andet giver "skingerhed"!!

Det er bare virkelig svært! jeg mener helt åndsvagt svært! Men måske er det slet ikke meningen, at jeg skal forstå den højere mening med, at:

Sclerosen ikke bare kan forstå, at jeg så gerne vil nyde de sidste feriedage, uden at skulle tage hensyn til et pludseligt "brændende" ben, massiv træthed, en hånd der kræver selvstyre og taber ting (jeg GIDER ikke mere plasticservice!!!) og en snigende kort lunte (med tårer til følge)

Det har været en skøn ferie med masser af afslapning og positive aktiviteter. Vi har kunnet holde ud at være sammen hele Cirkus Holmboe (næsten) hele tiden ;-) og har fået ladet op til et nyt år... lige indtil i forgårs - God dammit!!
Jeg styrer ingenting, hvad angår sclerosen i de her dage. Vi plejer at have sådan en stiltiende overenskomst om, at hvis jeg får for lidt søvn, træner for lidt, bekymrer mig for meget eller er for stresset, så bliver jeg sat på plads! Men hvor kom det her lige fra???

Nåh.. som min salige morfar altid sagde "tør æ øjn søjde, i morn skinne æ sol", så det har den fa.... bare at gøre. 
I dag, den ultimativt allersidste feriedag for Cirkus Holmboe har til trods for ovenstående indeholdt gode oplevelser :-)

Som Direktør for tre artister er jeg jo udnævnt til at være pinlig, blot ved min simple tilstedeværelse. Dette betyder i sagens natur, at jeg har øvet mig i at tænke mig om, så jeg kan eliminere enhver utilsigtet pinlig optræden.  Jeg havde derfor også barberet både ben, bikinilinie og under armene inden hele cirkuset (+ en gæsteartist på 11) tog i svømmehallen i morges. Iført min spritnye badedragt var jeg jo selvskrevet til at valse rundt oppe på kanten, mens jeg kunne beundres... Stilen var lagt og jeg syntes egentlig også at der blev kigget, men det var først, da jeg kom ud i omklædningsrummet, kiggede i spejlet og fik øje på Alice Cooper, at jeg fattede hvorfor!!! Damn it... HUSK fjern mascara, HUSK fjern mascara....

hmmm Badedragten SAD pænt og Alice Cooper svømmede 200 m og tilbragte resten af (kvalitets)tiden i boblebadet og på en stor badering i det dybe :-)

I morgen er det hverdag, og jeg er mere end ualmindelig spændt på, om jeg kan sige som Dan Turell:
"Jeg holder af hverdagen", når jeg lægger hovedet på puden i morgen aften.

 Jeg håber, at I alle får en dejlig uge med sol, smil og et enkelt stykke walesstang ;-)

Lad mig sige med det samme... dette indlæg bliver rodet, måske lidt langt og helt sikkert uden en rød tråd! 
Med andre ord: velkommen til 2. januar 2013 i Cirkus Holmboe :-)

Det var mørkt, meget mørkt, i morges, da Cirkusdirektøren som den eneste på matriklen stod op for at tage på arbejde. Følelsen af selvmedlidenhed var så massiv, at jeg overvejede at vække alle ansatte og påtvinge mig deres dybeste taknemmelighed for, at JEG er med til at holde Danmark kørende!! Da jeg sad på køkkenbordet og spiste en kedelig rugbrød med kedelig ost lige inden afgang, kom billetsælgeren listende ud og hviskede "Husk gaven til Rasmus..."

PLING!!! Så var der alligevel en grund, og tilmed en GOD en, til at komme på arbejde! Rasmus er sej, Rasmus er sød, Rasmus tør altid sige sin mening (uindpakket) og Rasmus er min kollega! Rasmus kan li' bacon, nej... han elsker bacon. Faktisk elsker Rasmus bacon så meget, at han en dag, hvor alle vi kvindelige lærere sad og synkron-tyggede i vores speltkiks, brocoli og blomkål højlydt proklamerede, at "Bacon er kødets naturlige krydderi". Jeg spruttede en halv brocoli ud af foragt over udtalelsen og tilbød ham straks en mandel, hvortil det gode menneske endnu engang fik sat tingene på plads med disse ord, "en mandel er mørk chokolades retarderede fætter!" Rasmus er sej, Rasmus er sød.... Og derfor havde jeg glædet mig som et lille barn til at give ham gaven i dag! Gaven var et rigt udvalg af "bacon-ting", baconnaise, baconpopcorn, baconlæbepomade, bacon dit og dat...Han blev ligeså glad og begejstret, som jeg havde håbet på - og jeg fandt samtidig ud af, hvordan man bliver en mands bedste ven :-) Jeg kommer aldrig mere til at nyde en brocoli eller speltkiks uden at overveje, hvordan det mon ville smage med bacon på ;-) 

Efter endt arbejdsdag gik turen til styrketræning. Jeg har kun haft mulighed for at komme til træning én gang i juleferien med ømme baller og ømme "vinke skinker" til følge ;-) Derfor var jeg tændt, beredt og kampklar, da jeg satte mig for at tage 130 kg i benpres! Og sådan blev det: 130 kg i benpres - fandeme!! 

De kræfter jeg havde brugt på 3 x 130 kg i benpres, skulle det på vejen hjem vise sig at være givet dårligt ud... Siddende træt i Belingoen med 80 kmt  får jeg nemlig pludselig øje på en ældre (meget ældre) mand, der går meget usikkert og slingrer mere og mere. Idet jeg overhaler ham, falder han i en 1 1/2 meter dyb muddergrøft. For f.... i h..... da, når jeg at tænke, mens jeg bander Berlingoens bremselængde langt ind i hel..... Jeg løber (læs "haltelunter") ned for at tjekke, hvad der er op og ned!! Hurtigt op på vejen igen og vinke forstærkning til, ned igen og høre om den stakkels mand ved, hvad han hedder, bor og om han er ok! Om han er ok??? hvem er ok, når man ligger på ryggen med hovedet nedad i en grøft som en skildpadde på ryggen???

Tre mand skal der til for at få den grædende mand ind i en bil. Han nægter at skulle på sygehuset, men insisterer i stedet  på at ville hjem til sin kone, som har tilberedt frokost. Jeg insisterer så til gengæld på at køre ham hjem, gå med ind og fortælle konen, hvad der er sket! Jeg vandt! Både kone og mand græd lidt af forskrækkelse og taknemmelighed over, at have fået hjælp.  
SÅ kunne jeg endelig komme hjem til mit cirkus. Et hurtigt kik på uret, viser at klokken kun er 13.07! Jeg kan slet ikke følge med, men kan ikke finde stopknappen. Man kan sige meget om min dag, men hvis dette er stilen for 2013, så må stikordene for dette år være: 

spændende
uforudsigeligt
nervepirrende

Jeg har i dag glædet en skøn kollega, og dermed også mig selv. Min krop lystrede til træning og gjorde mig dermed glad. Jeg har hjulpet "manden i muddergrøften" op fra dybet og dermed gjort, hvad jeg håber, at vi alle vil gøre, hvis/når nogen har brug for en hånd! 

Godt nytår til Jer alle! Ready set go :-)