Jeg havde egentlig tænkt mig, at jeg i dette indlæg ville fortælle om alle de følelser, den frygt og masive afmagt, som skyllede ind over mig den dag, siddende i en hvid hospitalsskjorte, i et hvidt hospitalsværelse med en sportstaske fuld af rent undertøj, tandbørste og et par T-shirts stående ved siden af sengen.
MEN, lige præcis i dag vil jeg bruge spaltepladsen til noget andet. Noget som gør mig glad, stolt og også taknemmelig.
I morges, da jeg tømte postkassen, lå der nemlig blandt regninger, et tilbud om pasning fra dagplejemor også magasinet LIV. Endelig kom det! Bladet, hvor der kan læses en firesiders artikel om mig og mit liv med sclerose.
Alle de reaktioner som allerede er kommet til mig, selvom LIV først kommer på gaden i morgen, gør mig så glad! Jeg føler mig hørt og forstået. Jeg sætter så stor pris på jeres ord, SMS'er og opkald. Jah.. jeg føler nærmest en boblen af taknemmelighed og stolthed rumstere i maven.
Èn ting er at været cirkusdirektør i et imaginært cirkus, noget andet er at lade en anden fortælle den historie, som omhandler mig OG sygdom uden at få mig forvandlet til "ugens lykkelige krøbling".
Jeg fik en mail fra journalisten Trine Pio, som har skrevet artiklen,for en måneds tid siden. Hun skrev:
18 år med sclerose er et vilkår! At bidrage til en artikel i LIV er et valg! At slå min græsplæne SELV er en sejr!
Nu vil jeg gå i seng og læse en af de andre artikler i LIV :-) Artiklen på side 86-90 kender jeg nemlig :-)
Godnat :-)